Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har startet en netavis, der skal gøre op med den del af venstrefløjen, »der bekender sig til revolution og nationalisering af banker og alle større virksomheder«.
I sidste uge lancerede den tidligere kommunikationschef i 3F, Palle Smed, og formanden for den socialdemokratiske folketingsgruppe, Henrik Sass Larsen, netavisen Pio.
Avisen er opkaldt efter Socialdemokratiets grundlægger Louis Pio og har en erklæret ambition om at give journalister, kommentatorer og chefredaktører modspil på egen banehalvdel.
Netavisen beskriver sig selv som »centrum-venstre«, og projektet bygger angiveligt på et »demokratisk, socialistisk idégrundlag«.
Men Netavisen Pio er mere end det.
I avisens første leder bliver der langet ud efter medierne, højrefløjen – og den revolutionære venstrefløj.
»Netavisen Pio er opstået som en forsvarshandling imod de kræfter, der i dag forsøger at splitte vores fælles velfærdssamfund ad,« skriver Palle Smed i sin åbningssalut og sætter herefter navn på fjenden af velfærdssamfundet:
»Venstrefløjen, der bekender sig til revolution og nationalisering af banker og alle større virksomheder. Men ikke mindst højrefløjen med de løsslupne liberalister, der ser det som deres fornemmeste mål at ribbe velfærdssamfundet for værdi og indhold.«
Læs lederen »Derfor Pio« hos Netavisen Pio.
Trods den klare distancering til både højre- og venstrefløj, så er der ikke udsigt til mudderkastning, lover initiativtagerne.
– Vi skal ikke være så hadefulde som på 180 grader eller Nationen, hvor tonen ofte er ubarmhjertig. Vi vil gerne være skarpe, men vi vil ikke være onde, som de især er på højrefløjen. Tiden kalder på fornuftige svar. Der mangler medier med kant, der kan udfordre de borgerlige debattører, siger Palle Smed til journalisten.dk.
Læs artiklen »Netavis vil være midterpolitikkens svar på 180 grader« hos Journalisten.
Han fortæller desuden til Ekstra Bladet, at den nye avis vil bringe en ugentlig politisk kommentar fra fremtrædende socialdemokrater under pseudonymet Louis Pio.
– Vi ved, at der er gode og dygtige kræfter - ikke mindst på Christiansborg - som vil have svært ved at stå frem og skrive i deres eget navn, forklarer redaktøren.
Læs artiklen »Sass blæser til angreb med ny netavis« hos Ekstra Bladet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96