SF - fanget i magten?

SF er i den seneste meningsmåling nede på 2,8 % og styrer mod spærregrænsen.

Det er ikke tilfældigt, for hvor SF-ledelsen har haft et mål om, at SF skulle være et venstreorienteret indflydelsesparti, er realiteten i SF's regeringsdeltagelse, at partiet er fanget i afmagt og borgerlig økonomisk politik.

Det rejser spørgsmålet, om SF, venstrefløjen og arbejderbevægelsen er bedre tjent med SF udenfor regering end i regering?

Håb og skuffelse

Begejstringen var stor, da det i 2011 efter 10 år endelig lykkedes for den daværende opposition at komme af med den borgerlige regering. Og håbet om forandring var tilsvarende stort – nu skulle velfærd, beskæftigelse og miljø i centrum, således som beskrevet i S + SF s fælles valgprogram og økonomiske plan Fair Løsning.

Navnlig i SF var glæden og entusiasmen stor. Valget skulle endelig bringe partiet i regering og ind i magtens centrum og dermed forvandles fra protestparti til indflydelsesparti.

I dag 1½ år efter valget er skuffelse trådt i stedet som den gennemgående følelse i S + SF s bagland og regeringens opbakning smuldrer, navnlig støtten til S og SF.  S har tabt 1/3 af stemmerne siden valget og står med omkring 17 % til den ringeste tilslutning siden 1898.

Men særligt den nye ”magthund”, SF, har senest 3,7 procents vælgertilslutning med den ringeste opbakning siden 1977 og er i dag mere end halveret i forhold til valget.

Også venstreorienterede partier skal selvfølgelig søge magten, indgå kompromisser og gå i regering, hvis betingelserne er til det. Det er ikke det, som diskussionen står om.

Men hvorfor har medlemmer og vælgere så i den grad vendt tommelfingeren nedad for det SF, som selv ellers betegner sig som det eneste venstreorienterede parti i regeringen? Er tilbagegangen for SF (og S) bare en nødvendig pris for magten, eller gik noget helt galt undervejs med SF's drøm om regeringsdeltagelse?

Det kan måske give et svar at se nærmere på nogle af de grunde, som har været SF's mål med at komme i regering, og hvordan det så er gået med opfyldelsen heraf i virkeligheden.

SF ønskede for det første at komme i regeringen for at præge dens politik i en progressiv og solidarisk retning og for at trække regeringen til venstre. Man så for det andet behov for et opgør med de borgerliges socialt reaktionære og økonomisk uansvarlige politik.  Og man ønskede for det tredje at holde de borgerlige og Lars Løkke Rasmussen fra magten.

Borgerlig økonomisk politik

Disse mål var i sig selv udmærkede. Et nærmere check af virkeligheden viser imidlertid, at der, hvor det har haltet slemt, har været med realiseringen disse gode mål. SF ville som sagt for det første skaffe sig indflydelse på regeringspolitikken.

Men skridtet fra valgprogrammet til regeringsgrundlag blev langt. SF måtte med regeringsgrundlaget i realiteten opgive mange af mærkesagerne fra den lange valgkamp, navnlig at gennemføre større skatteforhøjelser, og dermed opgav man også det markante løft af velfærd og beskæftigelse, som disse skulle have finansieret.

I stedet blev det afgørende punkt regeringsgrundlaget, at regeringen tværtimod skulle videreføre den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik – ”Genopretningspolitikken” - og dens udbudssøgende arbejdsmarkedsreformer.

Og dette politiske paradigmeskifte fra Fair Løsning til regeringsgrundlag markerede nok så vigtigt også et skift i den bærende politiske akse imellem de tre oppositionspartier.

I oppositionstiden havde det været S – SF alliancen, men i ”Det sorte Tårn” og i tiden efter regeringsdannelsen vendte S ledelsen tilbage til den gamle SR–alliance fra Nyruptiden omkring en neoliberalistisk inspireret økonomisk politik. 

Hermed var der i virkeligheden fra regeringens dag 1 også sat en effektiv bom for håbet i SF om, at partiet kunne få den rolle, man ellers havde set sig selv i - at trække regeringen til venstre. Snarere blev det SF, som i forhandlingerne om regeringspolitikken gang på gang trak det korte strå – med opgivelsen af betalingsringen i København som det vel mest markante eksempel.

I stedet blev SF i kraft af regeringsansvaret deltager i den ene borgerlige reform efter den anden: Førtidspension og fleksjob, SU–reform, kontanthjælpsreform, topskattelettelser og forringelser af fremtidig regulering af overførselsindkomster.

Reformer, som for manges vedkommende var en gennemførelse af planer lagt af VK–regeringen og som da også gennemførtes i samarbejde med først fremmest Venstre.

Og i stedet for det forud for valget tilsigtede løft af velfærden blev SF som regeringspartner medansvarlig for fortsat nulvækst i det offentlige forbrug. Ligesom man i stedet for jobskabelse og beskæftigelsesfremme i kraft af regeringsdeltagelsen i stedet blev del af regeringens jagt på øget arbejdskraftudbud.

SF endte med andre ord med i stedet for at trække regeringen til venstre selv med at blive trukket til højre.

Meget af denne politik var af regeringen begrundet med hensynet til økonomien og nødvendigheden af at rydde økonomisk op efter VK – hvilket SF jf. foran for det andet også så som et vigtigt mål.

Men regeringen havde samtidig i regeringsgrundlaget sat sig som mål at opretholde ligheden og den sociale balance. Men i den kamp, som fulgte i regeringen om balancen mellem offentlige finanser på den ene side og så hensynet til lighed, velfærd og beskæftigelse på den anden side, tabte SF imidlertid igen.

Regeringens dominerende økonomiske top, Corydon og Vestager, fortsatte nemlig VK's sport med at føre en langt strammere økonomisk politik end økonomisk strengt nødvendigt.

Dette blev fra Corydons og Vestagers side begrundet i henstillingen fra EU I 2010 om, at det danske statsunderskud ikke måtte overskride 3 % af BNP og derfor frem til og med 2013 skulle nedbringes gennem store besparelser.

Men faktisk har Danmark aldrig været i konflikt med 3 procents reglen, fordi de samlede underskud fra 2010 til 2013 har været 105 mia. kr. eller 6 pct. af BNP mindre end katastrofeprognoserne fra 2010 lød på. I praksis har der således været økonomisk råderum til, at regeringen uden at sætte den finansielle balance over styr i højere grad kunne have ført en noget mere offensiv økonomisk politik og jobskabelse og kunne have prioriteret velfærden højere.

Men den dominerende SR-alliance i regeringens top gennemtvang alligevel en overforsigtig og stærkt konservativ økonomisk politik, ikke mindst efter tysk og EU – inspiration.

I stedet for som tilsigtet at udøve venstreorienteret indflydelse og trække regeringen til venstre mod en progressiv og solidarisk politik er SF på lange stræk tværtimod endt som deltager i og legitimering af en borgerlig økonomisk politik overfor venstrefløjen, fagbevægelsen og sit eget bagland.

Højreskred

Bedre er det for så vidt ikke gået med SF's tredje og sidste mål om at holde de borgerlige fra magten. Jo det må selvfølgelig anerkendes, at det lykkedes at undgå, at Lars Løkke Rasmussen efter valget i 2011 kunne sætte sig i spidsen for en ny borgerlig regering.

Men prisen for at få de Radikale med om bord og for at holde fred med de borgerlige efterfølgende har langt hen ad vejen været, at SRSF–regeringen har måttet gennemføre de borgerliges økonomiske politik og reformer i aftaler med netop Løkke og Venstre. De borgerlige har således i praksis haft stærk snor i regeringens politik.

Ikke blot har dette naturligt nok skabt skuffelse blandt SF's (og S's) egne kernevælgere. Denne højredrejning i forhold til valgprogrammet har tilmed sendt dele af regeringens egne vælgere over i de borgerliges arme. 

For i takt med. at S og SF har opgivet en mere venstreorienteret velfærds- og fordelingspolitik, så har man selv indsnævret vælgernes valgmuligheder til at stå imellem forskellige grader af stram økonomisk politik.

Hvor vælgerne før valget kunne vælge mellem velfærd eller skattelettelser, konkurrerer regeringen og den borgerlige opposition i dag på, hvem der er bedst til at holde snor i de offentlige udgifter og forbedre konkurrenceevnen – dvs. på stram økonomisk politik.

Men det er et område, hvor de borgerlige traditionelt har større troværdighed end S + SF. Ved i stigende grad at føre kampen på de borgerliges banehalvdel har S + SF således paradoksalt nok selv været med til at sende en del af vælgerne over i de borgerlige arme.

Ja, ikke nok hermed. I et forsøg på at konkurrere med de borgerlige er regeringstoppen drejet til højre, som ikke mindst selskabsskattelettelserne viser.

Med det resultat, at de borgerlige partier naturligvis har skærpet profilen og selv er rykket til højre i en grad, så det tidligere ellers så ekstreme Liberal Alliance nærmest er blevet mainstream i den borgerlige lejr. 

Det er altså på ingen måde lykkedes at holde de borgerlige fra magten og at bremse højredrejningen.

Halvt opgør med arbejderisterne

Det har givet bidraget til SF's dårlige opinionstal, at partiet under arbejderisternes ledelse indtil fornylig i realiteten havde prioriteret magt for magtens egen skyld og havde udvisket sin egen profil stærkt og var endt som et socialdemokrati II.

Men opgøret med arbejderisterne har primært haft karakter af personudskiftning, og den nye fraktion – traditionalisterne – som med valget af Annette Vilhelmsen overtog ledelsen, har ikke haft noget reelt bud på en anden politisk linje.

Man havde - i forsigtige vendinger – lovet at udfordre regeringsgrundlaget – dvs. at kæmpe stærkere for at trække regeringen til venstre. Og man fik da også med Holger K. Nielsen givet en mere erfaren forhandler end Möger og en mere autentisk repræsentant for traditionel SF-politik.

Men håbet om hermed at få væsentligt mere SF-indflydelse gennem ledelsesskiftet er grundlæggende set strandet på, at SF forbliver fanget af et højredrejet regeringsgrundlag, og på, at regeringen fortsat domineres af en højredrejet SR-alliance i regeringstoppen, samt på SF's fortsatte svaghed og svækkelse.

Dermed er formandsskiftet blandt SF's vælgere endt med ny og stigende skuffelse nu, hvor det står klart, at der ingen ægte forandring er sket i partiledelsens linje og i de opnåede resultater.

Selv om Möger blev gået, har Holger K. fortsat i hans spor.

Blive eller gå?

Trods dette forsøger den nye ledelse i SF at fastholde regeringsprojektet. Det sker med de argumenter, at udtræden af regeringen for det første vil være et nederlag for SF, at det for det andet vil koste SF indflydelse, og at hvis man går, kan det endelig for det tredje vare mange år, før SF igen kan komme i regering.

Det må da også for det første anerkendes, at det i forhold til Søvndals høje prioritering af netop at komme i regering selvsagt vil være et nederlag, hvis man tvinges til at gå. Men spørgsmålet er vel, om alternativet er værre endnu?

Forud kan let vente endnu værre meningsmålinger, der sender SF ned mod spærregrænsen, når man først skal lægge ryg til et regeringsindgreb i lærerkonflikten og dernæst til yderligere forringelser af SU og kontanthjælp og velfærd i et forlig mellem regeringen og Venstre.

Få er ydermere i tvivl om, at kommunalvalget vil blive en vælgerlussing af rang til SF (og til S). Tilbagegangen her kan ende som en ond selvforstærkende spiral, der truer selve SF's eksistens, hvis vælgerne ender med at tabe troen på SF's fremtid.

Ledelsen argumenterer som beskrevet for det andet med, at SF vil miste indflydelse, hvis man udtræder og dermed bliver henvist til en protestrolle udenfor regeringen side om side med Enhedslisten.

Men argumentet forekommer diskutabelt af to grunde: Den ene er – jf. foran - spørgsmålet om, hvorvidt SF inde i regeringen faktisk har nævneværdig indflydelse? Den anden er, at indflydelse jo ikke blot er et spørgsmål om aftryk i aftaler med regeringen, men også handler om den indflydelse, som en stærk venstrefløj udenfor regeringen har på, hvilke udspil, som regeringen overhovedet lægger frem.

Her er det spørgsmålet, om det ikke vil være en stærkere venstrefløj med SF udenfor regering, som også kan få venstrekræfterne i Socialdemokratiet og i fagbevægelsen mere op på mærkerne og dermed bedre samlet kan trække regeringens politik til venstre.

Også det tredje argument omkring SF's fremtidige regeringsduelighed er diskutabelt. Det må anerkendes, at det vil stille spørgsmålstegn ved SF's troværdighed som regeringsparti, hvis man går i utide.

Men hvis SF på den anden side, som følge af regeringsdeltagelsen, svækkes voldsomt ved kommende valg, vil partiet også automatisk sende sig selv ud i det politiske mørke måske i flere valgperioder frem. Et lemlæstet SF vil næppe være oplagt til fremtidige ministerposter.

Som tingene er nu, vil SF magten. Men resultatet af at have fået del i den synes primært at være, at SF er fanget i magten.

Det forekommer derfor, at der er brug for selvransagelse og debat ikke bare i SF, men på venstrefløjen som helhed og i arbejderbevægelsen om, hvorvidt man står stærkere med SF i eller udenfor regering?