Annonce

Filmanmeldelse
11. november 2014 - 11:03

Sange til en (ung) transrevolution

Ny film giver indblik i, hvordan det er at være i fortroppen af en transrevolution, der er ung, vred, stærk, selvsikker – og nogen gange bare helt almindeligt ulykkeligt forelsket.

Hello San Francisco. Happy Pride. My name is Ryan Cassata. I am an 18 year old transman from New York. I’m here to bring visibility to the transgender community. In the words of my hero Harvey Milk: I’m here to recruite you.

Ryan Cassata er transaktivist, og han har besluttet sig for at ændre verden - en dag af gangen.

Han har også besluttet sig for at gøre alt, hvad han kan for at beholde sin kæreste, Alexis, selvom hun bor 3.000 kilometer væk og har en transfobisk far, der forbyder dem at se hinanden.

Det er helt klassiske temaer, som store fortællinger er skabt af, og »Songs for Alexis« er på sin egen stille måde en storslået fortælling om revolution, kærlighed og hvor svært det er at blive voksen.  

Den debuterende instruktør Elvira Lind har fulgt Ryan med et kamera og resultatet er en dokumentar, der insisterer på at være en fortælling om transerfaringer på transpersoners egne præmisser.

At se transpersoner på film har i lang tid været en tung oplevelse fyldt med selvmord, voldtægt, sygeliggørelse og død og altid fra en vinkel, hvor et »normalt« publikum kigger på den transkønnede som noget andet - noget forkert og fremmede.

»Songs for Alexis« skriver sig ind i en bevægelse, der langsomt, men sikkert, er ved at muliggøre en anden fortælling om transpersoner. En fortælling hvis blik ikke kommer udefra og kigger undersøgende og undrende, men i stedet kommer indefra en transkønnet erfaring af verden. 

Ryans verden handler først og fremmest om Alexis. Og da hendes far siger, at de ikke længere må se hinanden, bryder hans verden sammen.

Scene efter scene, ligger han foran sin computer og kigger på gamle videoer og venter desperat på, at hun ringer til ham på Skype - og er på alle tænkelige måder en ung person, der lige har fået knust sit hjerte for første gang.

Og tro mod at historien er på hans præmisser, fylder det langt mere, at han savner Alexis, fordi hun ikke er der, end at hun ikke er der, fordi hendes far er transfobisk.  

Igennem hele dokumentaren bliver Ryans op- og nedture bundet sammen med hans begyndende karriere som musiker, og hans sange fungerer som soundtrack til historien om ung kærlighed. Og som soundtrack til en stadig mere tiltagende transbevægelse.

Der er revolution i luften, når han stiller sig op på scenen til Priden i San Francisco og erklærer, at han er kommet for at skabe synlighed for transpersoner og har tænkt sig at følge i Harvey Milks fodspor ved rekruttere så mange som muligt, hvorefter han vredt synger et befriende simpelt budskab:

I put down power 
I put down pride 

I put down ignorance 
Kill hate

Det er langsomt blevet muligt at fortælle andre og mere nuancerede fortællinger om transpersoner på film. Men som den politiske situation (stadig) er, bliver det også uundgåeligt en fortælling om at være oppe imod et kønssyn og en normativitet, der konstant minder om, hvad det vil sige at være en minoritet.

Der er noget dejligt fandenivoldsk og skråsikkert over Ryans tilgang til at insistere på transrettigheder, og som en, der selv har prøvet at skubbe til den mur, der står imellem transpersoner og basale menneskerettigheder, ville jeg gerne høre fra hvilket hemmeligt depot, han finder energien til at blive ved med at synge om og råbe efter rettigheder.

Og svaret er kort og præcist:  

I feel that it is my duty as a transgender person to educate the others around me. I am glad that my identity allows me to educate because I love to educate people. I feel that education is what will destroy ignorance.

Selvom det er et hårdt og urimeligt vilkår, at ens identitet også er et politisk projekt, er det en tiltrængt optursoplevelse at være i selskab med en, der ikke er i tvivl om, at det ikke er ham, men en ignorant verden den er gal med. Og at det er et spørgsmål om tid og aktivistisk energi, før virkelighed begynder at ligne film, og det bliver muligt for transpersoner at eksistere og skabe en selvfortælling på egne præmisser - en dag af gangen. 

»Songs for Alexis« giver et lille indblik i hvordan det er at være i fortroppen af en transrevolution, der er ung, vred, stærk, selvsikker og nogen gange bare helt almindeligt ulykkeligt forelsket.  

Elvin Pedersen-Nielsen er transaktivist

Songs for Alexis. Instruktør: Elvira Lind. Premiere: 7. november 2014. Varighed: 74 min.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce