Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Anmeldelse
13. april 2016 - 14:33

Restaureret Doktor Zivago vækker genklang i vores digitale tidsalder

Storfilmen 'Doktor Zivago' fra 1965 er blevet restaureret og fremstår flot og fantastisk. Filmen stiller stadig det aktuelle spørgsmål, om det private bør være politisk.

Doktor Zivago, der bygger på forfatteren Boris Pasternaks forlæg, er en episk storfilm, der ligesom andre film fra den tid er lange, og Doktor Zivago  varer forunderlige og ikke kedelige 3 timer og 18 minutter. Men hvis du i dit travle liv kan afse den tid så se den – og helst på en så stor skærm som muligt.

Billederne er ikke bare super velkomponerede, og filmen er ikke kun for de film-historisk interesserede, den vækker genklang langt ind i det moderne projektliv og den overvågede digitale tidsalder.

Doktor Zivago foregår i Moskva under Første Verdenskrig og de store omvæltninger i Rusland i starten af 1900tallet, hvor den russiske revolution og den efterfølgende borgerkrig dominerer hverdagen.

Med denne tumultariske periode i den russiske historie som baggrund, spiller Omar Sharif, der også er med i instruktør David Leans anden storfilm ”Lawrence of Arabia”,  den poetiske læge Yuri Zivago. En kompliceret kærlighedshistorie udvikler sig mellem Zivago, hans pap-søster og en ung sygeplejerske ved navn Larissa eller Lara.

I kærlighedsdramaet indgår også Laras sugardaddy (som også er hendes mors 'daddy') og hendes kommunistiske radikaliserede mand Pasha, der senere bliver den terroriserende general Strelnikov i den røde hær.

Det private bliver politiseret

Doktor Zivago er en film spækket med store temaer – den russiske historie, kommunismen, poesien, og kærlighed.

Men det, som filmens hovedperson Yuri Zivago stræber efter, er at skabe rum for sig selv og sine nærmeste. Et rum, som er fri for samfundets krav og ideologi.

Yuri forsøger at skabe rummet igennem sin poesi og sine handlinger. Vores doktor emigrerer fra Moskva til en lille flække kaldet Varykino, der bliver hans Ithaka, hans helle og hans rum.

Inden han når frem til Varykino spørger general Strelnikov mistroisk, hvad han skal der? Og Yuri svarer ”just live”. Bare leve. Yuri er politisk uenig med bolsjevikkerne, men insisterer modsat Strelnikov, der ikke mener at privatlivet er værdifuld og legitimt post-revolution og ikke tror på værdien af liv uden for politikken, politiet og økonomien.

 

I disse dage, hvor projektsamfundet kræver produktivitet af os alle, og den digitale overvågning er total, peger Doktor Zivago på det politiske i at insistere på det private. På vores Varykino – hvor rummet til at skabe findes, hvor roen findes, og hvor der plads til at skrive og tænke – og ja, bare leve.

David Lean – en kommerciel auteur

David Leans storhed er paradoksal. Ligesom om i Leans andre storfilm 'Broen over floden Kwai', og 'Lawrence of Arabia', der sammen med Doktor Zivago indgår i en triologi om imperier, formår han at lave et episk drama – hvor de store følelser og den store historie bliver vist og fortalt, men hvor historien bliver fortalt raffineret og subtilt gennem klipningen og fortællingen.

Han tror på sine seere og behøver hverken store slagsscener, unødig intimitet eller at vise helt præcis, hvordan Zivago kommer fra a til b, eller hvordan hans poesi er. Filmen tror på sit eget medie og behøver ikke vise, hvordan Pasha får sit ar, da zarens gendarmer slår hårdt ned på en kommunistiske demonstration. Eller hvad, der gør ham til den kyniske general Strelnikov. I det ufortalte opstår filmlyrikken.

På samme facon er alle filmens bærende figurer, måske nok karikerede, men igen paradoksalt nok forståelige. Filmens er hovedformål er ikke at træffe dom over historien, og bolsjevikkerne bliver bestemt beskrevet karikeret, men ikke uden forståelse. Den rimelig kyniske og onde Strelnikov er tidligere den handlekraftige idealist, som Yuri ser op til.

De viser alle menneskelighed og er i forskellig grad nogle, som seeren kan identificere sig med. På den måde er Leans film forunderligt nuancerede, men stadig karikerede. Det er en produktiv spænding.

David Lean bruger i øvrigt som andre film auteurs ofte de samme skuespillere fx er Alec Guinness med i de tre nævnte film og den samme komponist: Maurice Jarre, der er far til den elektroniske musikker Jean Micheal Jerra, og som med strengeinstrumentet Balaleikaen som hovedingrediens i Doktor Zivagos leitmotif, er lydsiden på højde med selv de største film-soundtrack.

Doktor Zivago i restaureret udgave har premiere d. 14 april og kan ses i Imperial i København fra den 14 april til den 27 april, samt få andre biografer.

Se traileren her:

 

 



Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce