Perleflodens kinesiske migrantarbejdere

I maj-juni 2010 tiltrak en strejke på Hondas fabrik for gearkasser i Nanhai sig verdens opmærksomhed.

De forskelligste kommentarer henviste til den som en symptom på den tiltagende klassebevidsthed, man kunne iagttage blandt den nye generation af migrantarbejdere i Perleflodens delta: Mens arbejderbevægelsens sympatisører opfattede den som en vigtig kvalitativ udvikling, frygtede myndighederne, at protesterne kunne ende med sociale uroligheder.

Generelt tror vi, at det i en vis udstrækning er rigtigt nok, men vi vil godt fremlægge en mere differentieret og gennemarbejdet fortolkning. Vi vil nemlig tage hensyn til teorien om klassebevidsthedens trinvise udvikling.

Ud over en mere differentieret synsmåde, vil vi også foretage en sammenligning med den europæiske arbejderklasse under industrialiseringen i det 18. og 19. århundrede.

Analysen har sin baggrund i Marx, Lenin og marxistiske historikeres syn på historien, og den slutter med en anden fortolkning af den aktuelle klassebevidsthed blandt millioner af kinesiske migrantarbejdere i Sydkina.

1. Historien

De foreliggende studier over Kinas migrantarbejdere har en tendens til at være ahistoriske, idet de enten beskriver begivenheder, der fandt sted på et bestemt tidspunkt, eller indenfor nogle årtier, uden at gøre forsøg på at vise, hvordan historiske begivenheder eller perioder har haft indflydelse på eller har påvirket af senere begivenheder.

Dannelsen af historiske klasser, fremkomsten af klassebevidsthed, arbejderbevægelsen, de sociale bevægelser, alle bygger de gensidigt på hinanden og har først helt udfoldet sig over et meget langt tidsrum.

Fernand Braudel [i] fra Annalesskolen og verdenssystemteoretikeren Immanuel Wallenstein er af den opfattelse, at selv flere årtier ikke er nok til at forstå og forudsige samfundsmæssige forandringer.

Vi vil se på de sidste tredive år i historisk perspektiv, det er en periode, hvor en stor gruppe kinesiske migrantarbejdere har manifesteret sig.

Vi vil sammenligne aktuelle foreteelser i samfundet med den dannelse af klasser, som fandt sted i Europa under den industrielle revolution for 200 år siden.

Vi tror nemlig, at vi kan nå frem til en mere præcis forståelse af den aktuelle situation og af det, der ligger foran os i de kommende årtier, når man på denne måde betragter udviklingen i Kinas aktuelle klassesituation og klassebevidsthed som en historisk proces.

2. Objektive klasseforhold og subjektiv klassebevidsthed

Fælles socioøkonomiske forhold indenfor en stor samfundsgruppe kan strukturelt og objektivt få den til at fremstå som en klasse, selvom den subjektivt set ikke selv identificer sig som værende en klasse.[ii]

Det fører os frem til Marx’ kendte skelnen mellem objektive klasser og subjektive klasser[iii],  når talen er på arbejderklassen:

»Først har økonomisk forhold forvandlet befolkningens store masse til arbejdere. Kapitalens herredømme har skabt en fælles situation, fælles interesser for denne masse. Således er denne masse allerede en klasse over for kapitalen, men endnu ikke for sig selv. I den kamp, som vi nu har skildret i nogle af dens faser, finder denne masse sammen, konstituerer sig som klasse for sig selv. De interesser, som den forsvarer, bliver klasseinteresser. Men kampen klasse mod klasse er en politisk kamp«.[iv]

Derefter skal vi i detaljer gøre rede for udviklingen hos en stor gruppe af nytilkomne arbejdere fra et udgangspunkt med ingen bevidsthed frem til et vist niveau.

3. Klassebevidsthedens niveau

Hvordan forvandler en arbejderklasse sig fra at være en objektiv klasse til en subjektiv klasse?

I Europa var det en historisk proces, der tog mange årtier. Det var en lineær udvikling afbrudt af op- og nedgange. Udviklingen kan inddeles i stadier, og indenfor hvert stadie er der forskellige faser.

Både Marx og Lenin beskrev denne udvikling af bevidstheden i stadier. Marx bemærkede, at arbejderstrejker i starten var isolerede fænomener, der væsentligt drejede sig om at opretholde lønnen.

Efter en tid fremkom der en enhed fra den ene fabrik til den anden for at sejle op mod den styrke, som de kapitalistiske ejere udgjorde.

Til sidst var bevidstheden så udviklet, at arbejderne gav afkald på en del af lønnen til fordel for arbejderorganisationer. De var derfor blevet en subjektiv klasse, ’eine Klasse für sich’.

Lenin inddelte klassebevidsthed i tre niveauer: den individuelle bevidsthed, fagforeningsbevidsthed[v] og socialdemokratisk (i betydningen revolutionær) bevidsthed.

E.P. Thompson udvidede begrebet til at være en mere flydende proces, således at klasse og klassebevidsthed blev til ’et historisk begreb’:

»Jeg betragter ikke klasse som en form for ’struktur', ej heller som en ’kategori’, men som noget der rent faktisk finder sted (og som man reelt kan påvise er sket) i de mellemmenneskelige forhold«.[vi]

Da klasser og klassebevidsthed er processer i en historisk udvikling, er den anvendte tidsramme vigtig for forståelsen af klassebevidsthedens niveau.

Omkring femogtres år efter starten på industrielt arbejde, forventede Engels i 1845, at den engelske arbejderklasse ville rejse sig til oprør, men det skete ikke.

Engels’ overoptimisme var baseret på, at den største arbejderopstand i engelsk historie fandt sted mellem 1841 og 1842.

Efter dén landsdækkende strejke måtte Engels vente til 1853 – det var trekvart århundrede efter starten på den industrielle revolution – før der udbrød en strejke, der omfattede 18.000 tekstilarbejdere, i Stockport, Lancashire, Cheshire og Preston. De krævede en lønstigning svarende til den store inflation det år.[vii]

I Rusland startede den industrielle udvikling stort set i slutningen af 1860erne, og vi skal ca. tre årtier frem, før vi finder Lenins argumenter i Hvad må der gøres, som gik ud på, at arbejdernes klassebevidsthed ikke kunne bevæge sig ud over det spontane stadium, med mindre de fik et skub af en intellektuel elite.[viii]

Marx, Engels, Lenin og mange af arbejderbevægelsens historikere var utålmodige i forhold til, hvor langsomt arbejdernes klassebevidsthed modnedes. Der var en trang til at skabe historie, og Lenin, der var utålmodig, brugte i den sidste ende sin organisatoriske recept og prøvede at skabe historie. Det samme gjorde Mao, da han fulgte i Lenins fodspor.

På hvilket trin af udviklingen er bevidstheden i dag, når vi ser på den nye klasse af migrantarbejdere i Kina?

Hvilken tidsramme taler vi om, når vi studerer udviklingen i deres klassebevidsthed?

Den skal sættes ind i en historisk sammenhæng, vi skal bruge eksempler på protest, der finder sted på bestemte tidspunkter, som kan understrege væksten i klassebevidstheden.

Blandt de eksempler, vi vil fremdrage, lægger vi især vægt på den strejke, der fandt sted ved Honda i Nanhai i 2010.

Den er den seneste, der har tiltrukket sig udstrakt opmærksomhed, og vi skal bedømme dens betydning med hensyn til niveauet for klassebevidstheden, idet vi sammenligner den med andre tilsvarende strejker.

Men inden vi går ind til substansen, er der lige et par ting, vi vil pointere:

Artiklens hovedformål er genbrug af Marx’ og Lenins teoretiske tilgang for at skabe en objektiv målestok for klassebevidsthedens niveau blandt nutidens migrantarbejdere i Sydkina.

Hensigten er ikke at plædere for en eller anden plan, ej heller at stille krav til dagens migrantarbejdere om, at de skal bevæge sig op på et bevidsthedsniveau, som svarer til det revolutionære niveau, der var gældende på Lenins tid.

Det er heller ikke meningen at henvise til andre strejker for at nedgøre den rolle, som Hondastrejken i Nanhai har i den kinesiske arbejderbevægelses historie.

I dag betragtes den som udtryk for den mest progressive tendens indenfor den kinesiske arbejderbevægelse.

4. Klassebevidsthed på fosterstadiet – kinesiske migrantarbejdere i Guangdong 

I midten af 1980erne var der kun et lille antal migrantarbejdere på fabrikkerne i Guangdong provinsen (tidl. Canton), men der er i dag omkring 30 millioner - i menneskehedens historie måske den arbejdsstyrke, der vokser hurtigst.

Det er en bevægelse fra land til by, og den er stuvet sammen på ét geografisk område.

Opkomsten af en industriel arbejdsstyrke med oprindelse i landbrugssamfundet ligner på mange måder det, der skete i England og andre dele af Vesteuropa i slutningen af det 18. århundrede frem til starten af det 19. århundrede.

På baggrund af empiriske undersøgelser vil vi mene, at klassebevidstheden blandt de mange millioner migrantarbejdere i Guangdong provinsen stadig befinder sig på et lavt niveau, der tåler sammenligning med den industrielle revolutions.

Altså hvis man sammenligner situationen ved århundredeskiftet 1999/2000 med starten på den industrielle revolution i 1840erne.

Lad os først sammenligne omfang og hyppighed af strejker i Folkerepublikken Kina.

Den største del af strejkerne finder sted i fabrikker finansieret ved midler fra andre asiatiske lande, som et led i den globale produktionskæde. Men den kinesiske regering offentliggør ikke tal for strejker.

Desuden er det utroligt vanskeligt for centrale instanser at indsamle pålidelige tal, da lokalregeringerne prøver at fortælle succeshistorier om samfundsmæssige stabilitet.

Mangel på information har imidlertid ikke kunnet hindre forskere, der er interesseret i emnet, i at konstatere situationens alvor.

Forskere har lagt stor vægt på en eller to strejker[ix] eller tilmed på en enkelt arbejder som bevis på den voksende klassebevidsthed.[x]

Det er rigtigt, at disse tilfælde grundigt påviser, hvordan betingelserne og aktionerne var det pågældende sted, men at drage den slutning, at bevidsthedsniveauet er hastigt voksende, og at det spreder sig blandt migrantarbejderne som helhed, endsige at der har været tale om en strejkebølge – det er noget, man bør udtale sig mere forsigtigt om.

Chris Chan har lavet den mest systematiske oversigt over strejker i Folkerepublikken. Hans ovedsynspunkt er, at strejkernes antal er øget.[xi] Men hvad der ikke omtales er, hvor hyppige strejkerne er.

Antallet af fabrikker, der stammer fra udenlandske investeringer, er jo steget fra et lille antal i enkelte kommuner eller landsbyer til i dag at være adskillige titusinder på mindre end tre årtier, og antallet af strejker måtte jo så nødvendigvis stige.

Ser man nu på det kolossale antal arbejdere her i det første årti af 2000 – den største koncentration i menneskehedens historie – er det så sådan, at de nylige strejker udgør et stort antal?

Vores sammenlignende studie af området Ho Chi Minh i Vietnam med Guangdong i Kina mere end antyder, at intensiteten af strejker er meget kraftigere i Vietnam.[xii]

For at kompensere for manglen på pålidelige data, vil vi bruge information om protester og strejker i Folkerepublikken, som den ene af os har samlet, og den omfatter næsten to årtier med start i 1993.

Det drejer sig om udklip fra aviser, hjemmesider fra ngo’ere, der beskæftiger sig med arbejdsforhold, plus deres interne dokumentation, og i visse tilfælde egne interviews med arbejdere.

Det empiriske materiale viser, så vidt vi kan se, at der ikke er forekommet arbejderprotester af stort omfang i Guangdong provinsen, eller at de er organiseret og koordineret.

Der har ikke været rejst kollektive krav til lokalregeringen eller til den centrale regering fra arbejdere på nogen fabrikker.

Der er heller ikke eksempler på arbejdere, der har forsøgt at oprette uafhængige fagforeninger på en enkelt arbejdsplads eller på flere sammen.

Protester og strejker har næsten altid været spontane og har omfattet specielle omstændigheder, som utilfredshed med forholdene internt på fabrikken.

I modsætning hertil havde de faglærte skræddere i London allerede for 300 år siden stiftet den første fagforening i England, omfattende mere end 7.000 arbejdere, med krav til parlamentet om nedsat arbejdstid og større løn.

Yderligere fejede den berømte bevægelse af ludditer hen over England mellem 1812 og 1814, den omfattede de fleste af spinde-, bomulds- og væveområderne, herunder Nottingham, Leicestershire, Derby, West Riding og Lancashire.

5. Før 1994: Præ-bevidsthedens stadium

De få strejker, der er efterretning om fra slutningen af 1980 til 1994, var alle et udtryk for alvorlige og umiddelbare klager fra enkelte arbejder eller små grupper arbejdere, eller når det gik højt, arbejdere fra én arbejdsplads.[xiii]

Disse isolerede protester kan ikke danne grundlag for at generalisere.

På grundlag af udsagn i 77 private breve, der stammer fra ofre for en brand i 1993 på legetøjsfabrikken Zhili, kan man se, at migrantarbejderne blev behandlet frygteligt dengang.

Deres lønninger var så lave, at de måtte skære ned på forbruget af fødevarer, og nogle fik ikke nok at spise.

I disse breve var der ikke en eneste arbejder, der udtalte ønsket om at forbedre deres elendige situation, endsige komme på den ide at protestere aktivt.

Fysisk var de fanget i fabrikkerne. De følte sig isoleret og hjælpeløse. Dengang var der ikke noget, der hed mobiltelefoner, og en fastnettelefon var en sjældenhed.

Det eneste de foretager sig, er at begræde skæbnen og acceptere den som uundgåelig.

Sammenlignet med i dag var arbejdsbetingelser og levevilkår for tyve år siden et usynligt fængsel,[xiv]  som en arbejder sagde (citeret af Chris Chan).

Det var normal praksis, at ledelsen tog arbejdernes identitetspapirer og udsatte udbetaling af løn, for at hindre dem i at rejse. De var således reduceret til tvangsarbejdere.[xv]

Zhili-brevene blev skrevet i 1993, og året efter blev den kinesiske arbejdsretslov vedtaget.

Selv om der på dette tidspunkt var bestemmelser om maksimalt antal arbejdstimer og om overtidsbetaling, var der ingen af forfatterne til de 77 breve, der var opmærksomme på det eller på andre bestemmelser mod udbytning.

Forestillingen om rettigheder var ikke eksisterende. Tiden før 1994 kan betragtes som en periode med præ-klassebevidsthed.

Det bedste en arbejder under disse omstændigheder kunne foretage sig for at protestere mod forholdene, var at pleje ansatser til egen og skjult modstand[xvi] eller benytte bagvejen, at få arbejde på en anden fabrik, som ofte viste sig at være lige så dårlig.

6. Efter 1994: Protester baseret på rettigheder

Lov om arbejdsret fra 1994 er den første arbejdslov i Kina siden grundlæggelsen af Folkerepublikken i 1949. Vedtagelsen af loven medførte debat blandt regeringens bureaukrater.

Kinesisk LO (ACFTU - The All-China Federation of Trade Unions) kæmpede for at sikre, at lovens ånd blev til fordel for arbejderne.

Den blev vedtaget, ikke fordi arbejderne kollektivt havde stillet krav til regeringen, men fordi der indenfor den politiske elite var enighed om nødvendigheden af at opretholde den samfundsmæssige orden og derfor lave en lov, der regulerede forholdene på arbejdsmarkedet.

I det 19. århundredes England skete vedtagelsen af Reform act i 1832, Factory act i 1833 og New poor law i 1834 med den hensigt at sikre stabilitet.

Forskellen til dengang var, at der i flere årtier havde været omfattende arbejderprotester, som havde lagt et pres på kapital og stat til at forbedre forholdene for arbejderne.

I 1990ernes Kina var den slags kollektive krav ikkeeksisterende. Arbejderne fik de arbejdervenlige love uden at have kæmpet for dem.

Man kan sige, at den aktuelle arbejderhistorie i Kina er hoppet over den lange og omfattende kamp for lov og ret, som i flere årtier blev udkæmpet i de vestlige lande i industrialiseringens barndom.

Loven ændrede arbejdernes opmærksomhed, og i Guangdong provinsen begyndte de gradvis at bruge loven som et instrument til beskyttelse af egne rettigheder ('weiquan'), når deres lovformelige ret blev krænket.

Bemærk at disse ’rettigheder’ drejer sig om de juridisk funderede, ikke ’naturgivne’ menneskerettigheder.

Det drejer sig om rettigheder defineret ved lov. Den samfundsmæssige definition af ’sikring af rettigheder’ medfører en accept af de gældende love som grundlagt for arbejdsbetingelser og lønninger.

’Weiquan’ er den hegemoniske diskurs, der fremføres af den politiske og samfundsmæssige elite, og derfor præger den ordforråd og bevidsthed hos den nye arbejderklasse.

Det er deres bedste våben, kaldet ’dagongzu’, den arbejdende stamme, ’til forsvar for vores [legale] rettigheder’.

Dette slagudtryk, ’stamme’ eller ’etniske gruppe’ (zu) er blevet opfundet af eliten for at beskrive,  hvad der i realiteten er en ’klasse’. Selv accepterer migrantarbejderne denne betegnelse.

I perioden efter Mao har der været en bevidst stræben efter at underspille klasseopfattelsen, som i maoismens dage var et almindeligt brugt ord.

Forestillingen om ’klasseløs’ stammer fra den betegnelse, som bruges i Max Webers opfattelse af den sociale lagdeling, og som har fortrængt klasseopfattelsen fra den samfundsmæssige bevidsthed.

I denne betydning vil de kinesiske migrantarbejdere aldrig blive en subjektiv klasse, eine Klasse an sich, i det Kina, der er trådt ind i den ’klasseløse’ æra.

7. ’Intellektuelle fortrop’ i Perleflodens deltaområde

Da Lenin blev utålmodig over, at den proletariske klassebevidsthed udviklede sig for langsomt til at kunne starte en revolution, proklamerede han, at arbejderne havde brug for en ’revolutionær fortrop’, der skulle komme fra intelligentsiaen for at fremskynde en historisk proces.

Kinas såkaldte revolutionære fortrop var Kinas Kommunistiske Parti under ledelse af Mao. Efter indførelse af de økonomiske reformer var der ikke mere nogen fortrop.

Fra starten af 1990erne har adskillige ngo’erne fra Hongkong forsøgt at komme ind i Folkerepublikken for at indtage pladsen efter den tidligere ’intelligentsia’. De er på ingen måde ’revolutionære’ i Lenins og Maos betydning.

Ngo’erne fra Hongkong bestod normalt af yngre idealister fra middelklassen, og de oprettede så kontorer på den kinesiske side af grænsen.

De kom sammen med kinesisk personale, som de har lønnet til at spille en afgørende rolle. De fortalte nemlig de kinesiske migrantarbejdere om ’sikring af rettigheder’.[xvii] Deres plan var at sætte fokus på at skærpe migrantarbejdernes sans for detaljerne i arbejdsretsloven og lovens forbindelse med sikkerhed på arbejdspladsen.

De lærte migrantarbejderne, hvordan de skulle forestå lønsedler og tydeliggjorde, når der ikke var overensstemmelse mellem lovens krav og betaling/timetal.

De hjalp også skadede arbejdere med at søge kompensation, hvilket kræver forståelse på ekspertniveau, når det drejer sig om bedømmelse af skader og anlæggelse af retssager.

De lokale myndigheder tolererede dem, fordi deres gratis service var i overensstemmelse med de nye love, som jo legitimerede ngo’ernes aktivitet.

Efter en halv snes år gav ngo’ernes indsats pote. De havde opøvet en ny generation af ngo’er i Folkerepublikken.

Efterhånden som der er kommet flere ngo’er, ved de fleste migrantarbejdere i dag, hvad det betyder med maximal overtid i henhold til loven, hvad der er provinsens officielle minimumsløn, og hvad kompensation for arbejdsskader er for noget.

Det er nu helt almindeligt, at chefen bliver slæbt i retten, at man henvender sig til myndighederne med legale krav om manglende betaling og forlanger arbejdsskadeerstatning. Sagsanlæg er blevet en legitim form for protest.

Jurister og barfodsjurister har fået betegnelsen ’borgernes agenter’ (gongmin dailiren). Væksten i sagsanlæg og borgeragenter har ført forholdene på arbejdsmarkedet i Kina over i en ny fase.

Bevægelsen omkring retshjælp har bidraget til arbejdernes opmærksomhed om deres rettigheder på arbejdsmarkedet. Men bevægelsen har været begrænset af ideologien med ’sikring af rettigheder’.

Det har betydet, at løsningen på stridigheder på arbejdsmarkedet er blevet individualiseret på en måde, der modvirker hensigten.

Udviklingen går i en retning, som mere og mere tager sigte på retsprocesser og det individorienterede, dog meget sporadisk afbrudt af uro på arbejdsmarkedet. Den ’intellektuelle fortrop’ til forsvar for rettigheder handler kun inden for rammer fastsat af loven.

Det er ikke hensigten at underdrive deres arbejde, men vi mener faktisk, de har bidraget til at dæmpe den sociale utilfredshed ved at kanalisere arbejdernes utilfredshed ind i retssystemet, og det var jo netop derfor, den herskende klasse i sin tid oprettede disse lovinstrumenter.

8. Juridisk baserede protester contra interessebaserede

Det er her på sin plads at indføre en skelnen mellem protester, der er baseret på jura, og protester baseret på interesser. Når loven bliver overtrådt, har de retsbaserede krav en tendens til at sørge for,  at den bliver overholdt. Men loven sætter jo en øvre grænse for krav – som kravene ikke må overskride.

Interessebaserede krav går derimod ud over lovens definerede minimumsgrænse, for eksempel: et krav om lønforhøjelse ud over minimumslønnen.

De kinesiske migrantarbejdere, der har valgt retsprocessens vej, har således ikke sat spørgsmålstegn ved systemets legalitet. Deres bevidsthedsniveau er ikke kommet til det punkt, hvor de kræver rettigheder, der går ud over det lovens minimumsgrænse.

Siden lov om arbejdsret blev indført, er deres bevidsthedsniveau ikke steget ret meget. Det har en vis sammenhæng med, at de ikke har erfaring med at have kæmpet for disse love, som kunne have bidraget til at modne klassebevidstheden.

I Marx’ og Lenins opfattelse af klasser var arbejdernes vigtigste engagement endnu den fysiske overlevelse. Den drejede sig om snævre, umiddelbare krav af ikke-politisk karakter, såsom at lang arbejdstid kunne medføre ulykker, eller at farligt arbejde i farve- og blegeindustrien kunne være en fare for arbejdernes helbred. Den var stadig en subjektiv klasse.[xviii]

Med udgangspunkt i bondestanden tog det arbejderne i England omkring 50 år at nå frem til en klasseidentitet omkring 1829-1834.

Klassen af migrantarbejdere i Kina har eksisteret i næsten 30 år, og trods det direkte kommunikationsarbejde, der aktuelt finder sted, er der endnu ikke udviklet et netværk, der fungerer på horisontalt niveau.

9. 2010: start på interessebaserede protester - strejken på Honda

Inden for den kinesiske arbejderbevægelse har man normalt betragtet strejken på Hondas gearkassefabrik i Nanhai (Guangdong provinsen) som en milepæl.

Med den målestok, vi bruger, signalerer den en udvikling fra den rettighedsbaserede til den interessebaserede aktion.

To tusind arbejdere strejkede den 17. maj 2010 og forlangte en lønforhøjelse på 800 yuan[xix] om måneden - en stigning på 80 procent. Yderligere forlangte de den lagt på grundlønnen, ikke som et tillæg. Et krav om så stort et tillæg var uden fortilfælde.

Protester fra arbejdernes side har normalt været krav om udbetaling af det faktiske overarbejde, om manglende betaling eller andre lovovertrædelser. 

Oveni stillede de krav om en trindelt lønstruktur, der udtrykte ønsket om sikkerhed på arbejdspladsen, plus et system der åbnede op for forfremmelse og indførelse af anciennitet.

Dette er i overensstemmelse med Pun Ngais analyser, der viser, at den nuværende generation af arbejdere ikke har ønsker om at vende tilbage til den landsby eller by, hvor de er født.[xx] De ønsker at blive og få permanent opholdstilladelse i Guangdong provinsen.

Arbejderne på Hondafabrikken klagede også over, at den japanske ledelses lønninger var for høje, og at lønforskellen mellem japanske og kinesiske arbejdere var for stor.

Det var også usædvanligt, fordi migrantarbejdere altid har accepteret, at udenlandsk personale skulle lønnes efter en meget bedre løntarif. Arbejdere har måske beklaget sig under fire øjne, men ikke offentligt.

Det var et tegn på, at strejkelederne på Honda havde udviklet en forestilling om at lønfordelingen skulle være mere ligelig. E

t sidste krav, der godt nok var set før, var kravet om nyvalg til fabrikkens fagforeningsledelse. Den skulle erstatte den uduelige aktuelle ledelse, der var ledelsens repræsentanter.

Strejken varede 19 dage og endte efter indgreb fra flere sider: fra den administrerende direktør for Guangzhou Automobile Group (Hondas kinesiske partner[xxi]), næstformanden for provinsens LO og en velkendt juridisk videnskabsmand.

Arbejderne opnåede den lønstigning, de havde stillet krav om og fik løfte om at kunne vælge deres egen fagforeningsbestyrelse.[xxii]

Hondastrejken og dens følger blev offentliggjort vidt og bredt, særlig på nettet. Indenfor en periode på to uger udbrød der strejker på to andre Hondafabrikker i Guangdong provinsen, som også endte med, at arbejderne fik store lønforhøjelser.

I næsten samme periode blev der meldt om ca. et dusin strejker af lignende karakter i andre egne af Kina.

Det fremstod ikke klart om de sidste også var inspireret af Hondastrejken i Nanhai, men det var den almindelige opfattelse, at det var tilfældet.

De strejker, der fandt sted på de få andre Hondabilfabrikker, var alle sammen fredelige. På få dage var de i stand til at tvinge produktionen på flere store Hondasamlefabrikker til at standse.

Tabene ved produktionsstoppet var kolossale, både for Honda og for den kinesiske joint-venture partner, Guangzhou Automobile Group (GZAG), og det kan nemt forklare, hvorfor Honda bøjede sig for arbejdernes krav.

I alle disse tilfælde så man indgreb fra GZAG, fra provinsregeringen og fra byens fagforening og forligsmandsinstitution.

Strejkerne tiltrak sig landsdækkende og international opmærksomhed, og de blev opfattet som et tegn på en begyndende og alvorlig arbejderuro.

Kravet om store lønforhøjelser fik alarmklokkerne til at ringe hos Honda, hos andre firmaer og hos regeringen om, at nu var lavtlønstiden forbi. Hvis disse strejker fik lov til at brede sig, kunne de sprede sig som ringe i vandet og påvirke den kinesiske økonomi.

Men ser man nærmere på effekten af strejkerne, og specielt den på Honda i Nanhai, viser de, at arbejdernes klassebevidsthed er blevet styrket, men ikke at der er tale om et kvalitativt spring.

Vi var i stand til at samle interne oplysninger og analysere udviklingen siden strejken sluttede.

Derfor kan vi for det første konstatere, at selv om der var tale om en langvarig strejke, der blev gennemført med stor solidaritet, drejede det sig alligevel om en spontan strejke. Der var ikke tale om planlægning, eller at en kerne af aktivister eller en strejkekomite blev valgt.

Da de først havde fået sikkerhed for, at deres økonomiske krav var imødekommet, pressede arbejderne ikke yderligere på for, at der straks skulle ske valg til en ny fagforeningsledelse. Det har naturligvis en sammenhæng med de strejkendes manglende erfaring.

Da provinsens fagforening ankom for at hjælpe med at organisere nyvalg tog det nogle måneder før den første omgang med valg af 30 fagforeningsrepræsentanter fandt sted.

På dette tidspunkt var arbejdernes glød, kampberedskab og solidaritetsfølelse forduftet. Arbejderne bukkede under for ledelsens del og hersk taktik.

Ved et omvalg mistede den kvindelige strejkeleder sit mandat. De tredive nyvalgte var fortrinsvis ledelsens, fordi arbejderne ikke vidste, hvem de skulle stemme på.

Anden valgrunde,  hvor formanden skulle vælges, blev udsat til 2011, hvor den eksisterende bestyrelses mandat udløber.

Det betød i realiteten, at det ikke var lykkedes med strejken at skabe tradition for at erstatte en ineffektiv fagforening med en demokratisk valgt.

Provinsregeringen og fagforeningen er opsat på,  at den slags traditioner ikke slår rod.[xxiii]

For det andet har denne strejke, ligesom de foregående, ikke været i stand til at samle arbejderne omkring dannelsen af en stabil organisation og fortsætte kampen på fabrikken - endnu mindre udenfor.

Fra en start havde strejken elementer af at være en flygtig protest. De to oprindelige strejkeledere ville først udvide strejken, efter at de havde sagt op. De havde ikke opbygget en kerne af arbejdere, der kunne lede strejken, hvis kollegerne sluttede op; der var ingen langsigtet plan.

Kollegerne reagerede så, men efter et par dage blev strejkelederne faktisk fyret. Og de rejste så bare fra fabrikken, sådan som de jo havde planlagt. Kun det - at de ville rejse fra fabrikken - var planlagt.

Da Li, en nittenårig kvinde, overtog ledelsen efter deres bortrejse, viste hun sig for uerfaren til at tage protesten op, ud over en reaktion på de aktuelle forhold.

For det tredje fandt der adskillige strejker sted i juni og juli, hvor der ikke var koordinering mellem de enkelte arbejdspladser.

Arbejderne på Hondas låsefabrik i Zhongshan præfekturet strejkede, men kontaktede ikke arbejderne på Hondafabrikken i Nanhai, før de startede strejken.[xxiv]

I de to måneder,  hvor arbejdere i andre dele af landet begyndte at strejke, kunne inspirationen jo stamme fra det, de læste om Hondastrejkerne i medierne og på nettet.

Men den lille strejkebølge - hvis man kan bruge den betegnelse - viste ingen tegn på, at den samlede indsats skulle være koordineret mellem arbejdspladser, industrier eller præfekturer.

Strejken på Honda i Nanhai havde et bemærkelsesværdigt resultat, nemlig at den kom til at danne skole for lønfastsættelse.

I nogle lande er det almindeligt, at en bestemt industrigren eller et bestemt geografisk område er forbillede for hele landet, når det drejer sig om lønfastsættelse. Strejken dannede forbillede for kinesiske arbejdere, nemlig at det ikke er ufornuftigt at stille høje lønkrav.

Men Hondaarbejderne fra Nanhai havde opbakning fra provinsregering og fagforening, som kunne bruge strejken som et vellykket eksempel på en fagforeningsledet kollektiv ’rådgivning’.

Havde det ikke været tilfældet, stiller os skeptisk overfor, om strejken ville være gået over i de kinesiske arbejdernes historie som en vigtig begivenhed.

10. Andre strejker

Efter vores mening har Honda-strejken i Nanhai ikke betydet et gennembrud for klassebevidstheden.

Der har været en række andre strejker og aktiviteter på arbejdsmarkedet indenfor det sidste årti, der på forskellige måder har overgået Honda i Nanhai: for eksempel omfanget af strejken, villigheden til at løbe en risiko, organisatorisk duelighed, vedholdenhed og solidaritet.

At man ikke var bange for at tage en chance, viste den strejke, som 60 ansatte foretog i 2000. De var ansat i et firma med flere hundrede beskæftigede.

De underskrev sig med navns nævnelse i et åbent brev til ngo’en China Labor Watch, der er hjemhørende i New York. De anførte også deres arbejdsnummer i selskabet og deres telefonnummer.

Sproget var utroligt følelsesladet, og de fem tillidsfolk satte deres blodige fingeraftryk på et dokument, der fremstillede dem som valgte repræsentanter.

De anmodede ngo’en om at bede amerikanske forbrugere om at reagere på de aktionerendes vegne. En henvendelse til verden udenfor var politisk set en risikabel sag.

Strejken på Honda i Nanhai var en typisk interessebaseret proteststrejke. Men den var uden fortilfælde.

Der har været eksempler på arbejdere, der måtte kæmpe hårdt for bare at få en mindre stigning over minimumslønnen.

I september 2007 gik arbejderne Dechang-fabrikken i strejke med krav om en lønstigning fra 700 til 800 yuan, efter at lokalregeringens havde bekendtgjort, at den ikke ville hæve minimumslønnen det år. Ledelsen af Dechang stod fast på 750 yuan, som var den officielle minimumsløn.

Arbejderne gik på gaden og hundredevis af politifolk drev dem tilbage og låste dem inde på fabrikken.

I en ngo-rapport kunne man læse:

»Strejken i Dechang er karakteristisk ved at vise bevidstheden hos en ny generation arbejdere. På andre fabrikker er det normalt, at kravene typisk drejer sig om at komme op på niveau med den officielle minimumsløn«.

En anden interessebaseret strejke har tiltrukket sig stor medieopmærksomhed.

Det drejer sig om kran- og truckførernes aktion i november 2007 på den store containerhavn i Shenzhen ved Hongkong.

Havnearbejderne tjente omkring 4.000 yuan om måneden, og det gik for at være en god løn. Godt nok havde de en masse overarbejde, og det var hårdt arbejde.

De krævede en lønstigning fra 25 til 50 procent, fire fridage om måneden og overtidsbetaling på seks gange mere end den ulovligt lave sats på tre yuan i timen.

Det var en spontan strejke, som startede den 1. maj, en mærkedag i en socialistisk stat.

Arbejderne valgte deres egne repræsentanter til at forhandle med ledelsen. Fagforeningen fra Shenzhen optrådte som opmand, og opfordrede ledelsen til at bøje sig for arbejdernes ’rimelige’ krav.

Resultatet af forhandlingerne blev ikke offentligt tilgængeligt, men synes at have været i de strejkendes favør, da de genoptog arbejdet efter to dage.

Der er også nogen, der har prøvet at kræve nyvalg til ledelsesdominerede fagforeninger.

I 2008 var der en gruppe arbejdere ved Nestlé virksomheden i Dongguan (i Guangdong), der uddelte flyveblade til kollegerne, hvor de opfordrede til udskiftning af fagforeningen, der havde siddet i 12 år.

Nyheden blev dækket af kinesisk presse, herunder China Daily. Den havde vinklet den som et eksempel på, hvordan en ledelse overtrådte lov om fagforeninger ved ikke regelmæssigt at foranstalte valg til fagforeningen.[xxv]

Selskabet fyrede direktøren på grund af tjenesteforseelse, og hverken lokalregeringen eller fagforeningen støttede ham.

På fabrikker, hvor der ikke findes en fagforening, må arbejderne somme tider kæmpe for at etablere en. Med Lenins udtryk: Disse arbejdere har en fagforeningsbevidsthed.

På papiret er det enkelt at oprette en fagforeningsklub på en arbejdsplads. Det kræver mindst underskrift fra 25 arbejdere (artikel 13 i den kinesiske lov om fagforeninger), og man skal så man henvende sig til niveauet over for at kunne foretage valghandlingen.[xxvi] 

I 2003 arbejdede Liu, der var 29 år, hos en underleverandør til et Hongkong-firma, der fremstiller tøj til vandsport, og han indsamlede 182 underskrifter (blandt 200 arbejdere) og tog ind til distriktets fagforening for at få tilladelse til at stifte en klub under fagforeningen.

Så fik han en journalist fra New York Times til at komme fra Beijing til Shenzhen for at dække begivenheden.[xxvii]

Men enden på det hele blev, at den lokale fagforening og fabrikkens ledelse styrede og kontrollerede valget til fagforening, så alle anstrengelserne var forgæves.

Liu tog til en anden fabrik og prøvede det samme, men heller ikke her havde han heldet med sig.[xxviii] Lius bevidsthed var ganske stor: han lavede græsrodsarbejde, før han handlede og var villig til at konfrontere ledelsen og lokalregeringen.

Strejken på Uniden[xxix] er et tilfælde, der viser et højt niveau af fagforeningsbevidsthed, organisatorisk talent, kampånd og solidaritet, stillet overfor massiv politiundertrykkelse og vold.

Kampen begyndte i december 2004 og varede med afbrydelser i fem måneder.

Ledelseskulturen var brutal og undertrykkende på den japansk ejede fabrik med 16.000 ansatte.

Arbejdernes krav var til en start retsbaserede med baggrund i en række overtrædelser af loven. Protestens ophavsmænd udsendte et antal åbne breve til ledelsen og bureaukraterne i lokalregeringen og betjente sig flittigt af internettet, hvor de fortalte kolleger og offentligheden om den aktuelle udvikling. De samordnede protestaktioner time for time, dag for dag.

I disse rapporter og åbne breve kunne man i flere måneder få et levende billede af kampens omfang og intensitet i og udenfor fabrikken.

Strejkeavisen opregnede 15 krav angående løn, arbejdstid, straf, fyringer og sociale goder, og et af kravene var oprettelse af en fagforeningsklub.[xxx]

Den japanske ledelse bøjede sig hurtigt for mange af kravene, men ikke for det om at oprette en klub.

For at lægge strejkelederne hindringer i vejen søgte ledelsen at isolere dem og ydmyge dem offentligt. De fik sikkerhedsvagterne til at tæske dem.

Det førte  til tre dage med omfattende og voldsomme konfrontationer mellem de strejkende og politiet.

Til sidst fik de løfte om valg til fagforeningen, men lige som vi så med Nestlé, blev ledelsen hurtigt strejkelederne kvit (undertiden fysisk), arbejderne blev demoraliserede og mistede kontrol med valget til deres klub.

Arbejderne på Uniden udviste en stor grad af fagforeningsbevidsthed. Selv efter at firmaet havde givet sig på økonomien, fortsatte de ivrigt kampen for oprettelsen af deres klub.

Protesten var planlagt og godt koordineret. Men strejkelederne gjorde ikke forsøg på at organisere udenfor arbejdspladsen.

Den klassebetonede strid blev udvandet af en god portion nationalisme. Strejken fandt sted på et tidspunkt, hvor antijapanske tilkendegivelser[xxxi] fandt sted over hele landet, og i Guangdong provinsen fandt strejken sted, da der havde været antijapanske gadedemonstrationer i tre uger.

11. Fravær af fagforeningsbevidsthed

Den slags arbejderprotester, der lige er blevet omtalt, finder sjældent sted. Tre af dem fortalte om arbejdere, der ønskede at lave deres egen fagforening.

For migrantarbejderne gælder det generelt, at forestillingen om en fagforening er ikkeeksisterende, eller yderst vag.

I det perspektiv udgør strejkeledere en avantgarde, som går i spidsen for dannelse af en fagforening. Da man ikke har sporet en bred bølge af krav om fagforeninger, er arbejdernes fagforeningsbevidsthed stadig svagt udviklet.

I isolerede tilfælde, hvor man har haft held med fagforeningsklubber, vil deres overlevelse have vanskeligheder.

12. Konklusion

Meningen med denne artikel har været at fastslå, på hvilket niveau af bevidsthed migrantarbejderne i Sydkina befinder sig over en vis periode.

Baseret på de faktiske forhold er konklusionen, at migrantarbejderne i Sydkina som klasse betragtet befinder sig på et stadie af ’begyndende fagforeningsbevidsthed’, hvis man placerer dem i det teoretiske skema, der anvendes i marxismen-leninismen.

Indenfor de forskellige trin af klassebevidsthed har den siden midten af 1990erne kredset omkring et niveau baseret på lovlige rettigheder.

Vi mangler endnu at se, arbejderne overgå fra en kamp for umiddelbare økonomiske krav til kampen for kollektive rettigheder.

Til tider ser man glimt af en fagforeningsbevidsthed. Der har været rejst krav om en fagforening, men alene krav om en officielt registreret fagforening.

Dette kunne være et strategisk skridt. Men vi mener, det skyldes, arbejderne stadig har illusioner om, at man kan have tillid til de officielle fagforeninger. Arbejderne på Honda i Nanhai tillod, at provinsens LO tog over.

Det var en malplaceret tillid. I dag er fagforeningens repræsentanter mest ledelsens folk.

En af de grundlæggende rettigheder i ILO er friheden til at danne foreninger. Men det har de kinesiske arbejdere ikke stillet krav om.

Den kinesiske stat foregriber imidlertid denne mulighed ved offentligt at gå ind for at lade arbejderne vælge deres egen fagforening. Men i virkelighedens verden har den ikke sluppet taget.

Statens og ACFTUs (The All-China Federation of Trade Unions) forsøg på at fremme ‘kollektiv rådgivning’, dvs. via regulerede forhold på arbejdsmarkedet at sikre samfundets stabilitet, det er en i luften fritsvævende løsning.

Uden repræsentative fagforeninger vil der ikke komme til at finde kollektive forhandlinger sted. Ellers vil aktiviteterne bare være endnu en bureaukratisk øvelse.

Men praksis med sagsanlæg er også en blindgyde. Antallet af sagsanlæg er mangedoblet siden loven om arbejdsret blev vedtaget, og der er en stor sagspukkel.

Arbejdernes tillid til systemets legalitet vil snart fordufte i frustration over manglende resultater.

Grundlæggende er løsningen på problemet, at arbejderne skal have deres egen repræsentation. Det er noget arbejderne skal kæmpe for.

Hvor lang tid det vil tage, før de får en kollektiv bevidsthed og en uafhængig fagforeningsbevidsthed er svært at spå om.

I den sidste ende fortæller historien, hvis vi bruger den som ledetråd, at det i det 18., 19. og 20. århundrede tog arbejderne flere årtier, før de havde organiseret sig i en holdbar fagforeningsstruktur, før de var stærke nok til at bliver anerkendt af stat og kapital. Det var først på det tidspunkt, at de gik ind på at forhandle med fagforeningerne.

Til trods for at kommunikationsteknologiens store fremskridt er der aktuelt ikke tegn på kollektive aktioner i deltaområdet. Det kan være en proces, der varer et par årtier mere.

Men modningsprocessen kan blive fremskyndet af en drastisk økonomisk nedtur, en galopperende inflation eller en endnu hurtigere udvidelse af svælget mellem rige og fattige (det vokser nemlig stadigvæk), og hvis migrationsarbejderne rejser sig igen og igen.

Artiklen har påvist faktorer, der hæmmer udviklingen af klassebevidstheden. En faktor af betydning er, at de materielle forhold for migrantarbejderne er blevet bedre - selvom takten ikke svarer til den, som den heldigere del af middelklassen har oplevet.

Modsat lande som Vietnam og Bangladesh, hvor den kraftige inflation har truet arbejdernes overlevelse, og hvor de har svaret med hyppige strejker og masseprotester, så har den kinesiske regering undgået den slags uroligheder ved at hæve minimumslønnen, så der har været en større dækningsgrad overfor inflationen.

Det er en almindelig antagelse, at 2. generation af migrantarbejdere, der har en bedre uddannelse, ønsker et bedre liv, vil bo i byerne, udgør en stabiliserende faktor.

Den slags argumenter leder også til den opfattelse, at en ny generation vil være en vigtig faktor for en voksende klassebevidsthed.

Vi har imidlertid tidligere i artiklen argumenteret for, at selv tredive år er en for kort periode til helt at skabe en klasse og skabe klassebevidsthed. Tidsrammen må udvides, hvis man vil se det i et historisk perspektiv.

Skabelsen af en subjektiv klasse tager længere tid end en eller to generationer. Virkelighedens verden bestrider således forventningen om, at den såkaldte 2. generation af migrantarbejdere vil betyde et gennembrud til et nyt niveau af klassebevidsthed.

Hvad der bekymrer staten mest i forbindelse med arbejdsmarkedet er, når arbejdernes økonomiske krav bliver forvandlet til politiske.

Det er grunden til, at den betragter de ngo’er, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedet og ’borgernes agenter’, som et område der potentielt kan danne grundlag for en politisk fortrop. Men ngo’erne bibringer ikke arbejderne en politisk ideologi.

I et statskontrolleret samfund er det politiske klima ikke-ideologisk, undtagen når der proklameres formelle slagord som ’markedssocialisme’.

Men da den er uden ’socialistisk’ indhold, er der ikke ret meget her, der kan inspirere migrantarbejderne til en forståelse af egne klassetilhørsforhold.

Hvis der ikke kommer en fortrop fra intelligentsiaen, vil den uvægerligt skulle komme fra arbejderklassen selv. Det kan vise sig som det eneste, der vil selv være i stand til at vise eget værd og fyre op under egen arbejderhistorie.

Samlebåndsarbejderne der er udbyttede og dårligt uddannede har indtil videre vist en begrænset evne til at mobilisere.

Det ser ud til, at de, der er i stand til at organisere og kommunikere mest effektivt, er enten teknikere[xxxii] eller funktionærer, som man kunne iagttage f.eks. ved elektronikfirmaerne V-Tech og Uniden[xxxiii].

Anita Chan er født og uddannet i Hongkong og har taget master’s degree ved York University (Toronto) og ved School of Oriental and African Studies på University of London. I 1980 blev hun doktor i sociologi ved University of Sussex. Fra 1987-2009 var hun ansat ved Australian National University, og fra 2009 ved the China Research Centre på University of Technology, Sydney . Fra 1993-2005 medudgiver af The China Journal, og nu udgiver af China Labor News Translations (CLNT) (www.clntranslations.org/) der dog ikke ser så aktuel ud. Chan har bl.a. skrevet: Children of Mao: personality development and political activism in the Red Guard generation. MacMillan, 1985. Og: China's workers under assault: The exploitation of labor in a globalizing economy. M.E. Sharpe, 2001. Og: Labour in Vietnam. Singapore, Institute of Southeast Asian Studies, 2011.

Kaxton Siu er fra Hongkong og fik i 1999 sin master grad i samfundsvidenskab ved Hong Kong University of Science and Technology. Han er lige nu i Australien som PhD kandiat ved Contemporary China Centre, The Australian National University i Canberra. Han har bidraget til Critical Asian Studies (med ‘Analyzing exploitation’, sammen med Chan, 2010) og Youth and Society. Han har skrevet: Stay left: Class politics in China and Hong Kong in the twenty first century. Hong Kong, Roundtable Publishing, april 2011 (på kinesisk). Redaktør af kommende særnummer: »The Resurgence of Class Analysis«, i: The Hong Kong Journal of Social Sciences.

Artiklen er oversat fra engelsk af Stig Hegn efter: Class consciousness of migrant workers in the Chinese Pearl River Delta. Den blev også bragt i det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet, nr. 2, maj 2013.

Artiklen er en forkortet udgave af et bidrag til bogen: China’s peasants and workers: Changing class identities. Edited by Beatriz Carrillo og David S.G. Goodman. Cheltenham, Edward Elgar, 2012. 176 sider.