Patti Smith hyldet som forfatter

Hun er blevet kaldt "punkens gudmor". Og det er mest af alt som sanger, sangskriver og musiker, at Patti Smith (f. 1946) har været kendt, siden hun i 1975 udgav debutalbummet Horses. 

Sin karriere begyndte hun imidlertid som spoken word poet, og i 1972 debuterede hun med digtsamlingen Seventh Heaven. Efterfølgende har hun udgivet flere digtsamlinger. Sit litterære gennembrud fik hun dog først for relativt nylig med erindringsbogen Just Kids (2010), der gav hende den prestigefyldte National Book Award. Og herhjemme er hun tillige aktuel med den ældre Woolgathering (1992); en anden, lille erindringsbog, der netop er udkommet i dansk oversættelse med titlen Drømmespinderi, og som har høstet mange anmelderroser. 

Flere gange har hun været i Danmark for at give koncert. Men det er første gang, at hun herhjemme har optrådt i rollen som forfatter, hvilket skete i forbindelse med Louisianas Litteraturfestival, der blev afholdt den 23. – 26 august. 

Og det var tydeligt, at Louisiana havde set det som lidt af et scoop, at Patti Smith, der for tiden er på turné i Europa med sit nye album Banga (2012), havde haft mulighed for at lægge vejen forbi festivalen.

For selv om festivalen præsenterede andre store forfatternavne som Jonathan Safran Foer, Nicole Krauss og Kerstin Ekman, havde man dedikeret den store udendørsscene til Patti Smith, der om fredagen var sat hele tre gange på programmet. 

I løbet af eftermiddagens og aftenens interviews nåede Patti Smith da også omkring flere emner.  

Samtalerne drejede selvfølgelig først og fremmest om litteratur. Patti Smith talte følgelig om sine egne bøger, herunder ikke mindst om sin seneste bog, Just Kids, som det havde taget hende 20 år at skrive. Bogen handler om ungdomskæresten, vennen og kunstneren Robert Mapplethorpe og deres tid sammen i New York i 1960erne og 1970erne. Mapplethorpe, der bl.a. tog flere af fotografierne til hendes albumcovers, døde i 1989 af aids. Og da det var på hans opfordring, at hun havde skrevet bogen for at give et mere helstøbt portræt af ham, var hun på hans vegne utrolig glad over, at så mange havde haft lyst til at læse den.  

Patti Smith, der som ung arbejdede i boghandeler i New York, hvor det bl.a. havde været hendes opgave at sætte guldmærkater på årets bogvinder, havde samtidig drømt om selv at skrive en bog, der ville vinde the National Book Award.

Hun havde tydeligvis ikke meget til overs for dem, som havde fundet det problematisk, at hun med Just Kids appellerede til et bredere publikum. For selv om hun primært havde skrevet digte, havde hun aldrig skrevet for de få, og det var netop på opfordring fra sine mange læsere, at hun var begyndt at skrive på en ny bog. 

Men Patti Smith talte også om nogle af de forfattere og digtere, der havde inspireret hende, bl.a. Arthur Rimbaud og William Blake. Og om flere af dem, som hun havde mødt på det sagnomspundne Chelsea Hotel, hvor hun sammen med Mapplethorpe havde boet i en længere periode, fortalte hun tillige små anekdoter.  

Fx om Allan Ginsberg, der fejlagtigt havde antaget hende for at være en smuk ung mand, og som derfor havde givet hende lidt penge til noget mad.

Efterfølgende var de blevet nære venner, og da Ginsberg havde spurgt hende, hvordan hun ville beskrive deres første møde, havde hun svaret: "I was hungry and you fed me." 

Eller om William Burroughs, som Patti Smith ikke blot havde beundret, men som hun også havde været meget forelsket i. Og det i en sådan grad, at Burroughs havde følt det nødvendigt at understrege over for hende, at han var bøsse. Men som reaktion havde Patti Smith blot trukket på skuldrene og sagt: "I don't care".  

Det var endvidere Burroughs, der havde givet hende det råd, at hun som kunstner altid skulle være tro mod sig selv; et råd, som hun havde forsøgt at efterleve lige siden. Og at hun tillige havde fundet direkte inspiration i Burroughs meget karakteristiske fremføring var tydeligt at høre på Patti Smiths egen oplæsning af nogle af hendes digte. 

Blandt andre forfattere, der havde inspireret hende, nævnte hun den russiske forfatter Mikhail Bulgakov og den tyske W.G. Sebald. Og for tiden, fortalte hun, var hun meget optaget af den japanske forfatter Harakumi Murakami og den argentinske forfatter César Aira. Også Aira deltog på Louisianas Litteraturfestival.

Og Patti Smith indrømmede, at hun faktisk havde forfulgt ham rundt på festivalen, for, som hun sagde,: "Det er ikke så tit, at jeg oplever, at én af mine helte er i live."  

Patti Smith fortalte også om hendes trofaste band, som hun har spillet sammen med i årevis, herunder om, hvordan hun og guitaristen Lenny Kaye typisk skriver deres sange sammen, og om, hvordan tilliden blandt bandmedlemmer gør, at de ofte tør improvisere ikke kun i studiet, men også på scenen. 

Hun talte ligeledes om at være amerikaner. Om hvor svært hun havde haft det både med de krige, som USA havde kastet sig ud i, og med Bush-administrationen.

Og hun berettede om 11. september, hvor hun fra sit vindue havde set det ene tårn styrte sammen. USA, mente hun, havde da savnet en kunstner som Warhol til at bearbejde begivenheden. "Warhol would have known what to do.".

Og det var for at pege på savnet af en sådan kunstner, at hun selv havde lavet en lille serie silketryk af sydtårnet. 

Patti Smith talte dog ikke mindst om sin bekymring for det, der sker rundt om i verden. Både om hvordan regeringer i højere grad undertrykker befolkninger, og om hvordan virksomheder i stigende grad ødelægger miljøet, og som eksempel fremhævede hun planerne om at bore efter olie på Grønland.

Men hun så også med internettet en historisk mulighed for, at folkemasserne i dag kan stå sammen globalt og protestere. 

Med Patti Smith følte man sig i rigtigt godt selskab. Hun var både uprætentiøs og nærværende. På litteraturfestivaler overværer publikum normalt en samtale mellem en forfatter og en interviewer.

Men Patti Smith, der er er erfaren performer, benyttede spørgsmålene fra de to interviewere, Christian Lund og Kim Skotte, til at tale direkte ud til publikum. Patti Smith læste tillige en lang række tekster op, og fredagens tre arrangementer kan vel bedst opsummeres med: She has a way with words.  

Tidligere i år læste Patti Smith op fra Woolgathering, oplæsningen kan ses her.

Selv følte Patti Smith sig tydeligvis også godt tilpas i rollen som fortæller. "I could go on and on and on", sagde hun. Det gjorde hun selvfølgelig ikke. Men for de, der om aftenen havde holdt ud i regnen, sluttede hun og Lenny Kaye af med at spille fire akustiske numre. 

Bl.a. spillede de titelnummeret fra hendes nye plade, hvis tekst er inspireret af hunden Banga, der optræder i én af hendes yndlingsromaner, Mikhail Bulgakovs The Master and Margarita, som blev udgivet posthumt i 1966.

Og som afslutning spillede de klassikeren People Have the Power, som Patti Smith dedikerede til Pussy Riot, og hun benyttede lejligheden til ikke kun at kritisere regeringen, men også de præster, der havde fordømt kvindernes optræden i kirken. 

Patti Smith lægger på sin Europaturné igen vejen forbi Danmark, og den 20. september spiller hun i Vega.

Læs mere om Patti Smith i "Undertrykkelse og befrielse i Roskilde".