Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
20. maj 2015 - 10:05

Mediernes kroniske uskyld

Klaus Rifbjerg og Flemming Rose har hver især bidraget til en særlig dansk tradition for forvaltning af ytringsfriheden. Vi er som besat af kampen for at sige om de andre, hvad de ikke bryder sig om.

De kommercielle medier ser sig som ytringsfrihedens ydmyge tjenere.

De holder på retten til at identificere, inddæmme og bekæmpe ondskaben selv, der fra hvor de står, hævet over alverdens fortrædeligheder, ukompromitteret skuende ud over verden.

De insisterer på sandheden, som tilhørte de fortidens kaster af forpinte tænkere, der formulerede idealerne om oplysningen til menneskene. Vejen uden om faldgruberne og læren om at tage afstand fra dæmonerne ligger dem på sinde.

De tager sig kun godt betalt for det, for at vi skal kende dem på positionen i hierarkiet inden for den herskende orden af sekulære værdier, markedsfundamentalisme og statskristent monarki.

Der er noget sært over den form for kronisk uskyld, som den fjerde statsmagt dyrker idealerne på.

Der er noget 9. april over vores kapitulation for deres renhed, denne samordning mellem erhvervsliv, medier og statsmagt/-støtte, især når treenigheden svinger sig op ved terrorbekæmpelsen som undskyldningen for at sende hundreder af tusinde af irakere i døden og som støtte for tortur af ordenens illegale kombattanter.

Hvem har skylden for, at tossehoveder med blå og brune øjne, lys og mørk hud, blond og mørkt hår rundt om afslører sig som terrorister under dække af at ville bekæmpe terror. Har nogen bestemt skylden for, at enhver ond som god kan overtage godhedens terrorretorik og gøre det onde i dens navn?

De ulykker, som de økonomisk højtflyvende har tilføjet verden på vejen mod sit gigantiske overforbrug af ressourcer og livsbetingelser, hører ikke til på de kommercielle massemediers brugerflade.

For her er det forbrugeren, der er Gud og markedet, som har ret. Anfægtelsen af den ophøjede enhed er uøkonomisk blasfemi.

Blasfemiparagraffen er som skabt til at stå i vejen for retten til at provokere muslimerne og andre tilbageståendes kulturer i ytringsfrihedens navn. Det passer markedsfundamentalisterne at håne islamistisk fundamentalisme!

Forbrugeren køber retten til, i ytringsfrihedens navn, at sige om profeten Muhammed, hvad muslimer ikke bryder sig om at høre.

I forlængelse af oplysningsarbejdet og kampen for ytringsfriheden griber medierne til dæmoniseringen, italesættelsen af alverdens fattige muslimer som ondskaben selv. Mørkekræfter må beskrives objektivt, hånes i ytringsfrihedens navn.

Godhedens succes på bekostning af de fremmedes ondskab hører til de højtflyvendes orden. Her betinger de godes godhed sig af de ondes ondskab; Uden de onde, så kunne de gode ikke bekræfte sig selv som de gode i kampen mod dem.

I politisk forstand er medierne ikke i tvivl om, at de godes succes er betinget af det ondes udryddelse.

Det var sort uheld, da Anders Breivik greb til våben, og dræbte løs på Utøya.

At han havde overtaget mediernes retorik ved at beskrive socialdemokrater som ondskaben selv under henvisning til, at de tillod ødelæggelsen af paradis med sin tolerance over for de ondes indvandring, ja det skriver vi ikke neger om.

Men med italesættelsens performative inddæmning af fænomenet Breivik, i beskrivelsen af ham som ensom galning uden forankring i mediernes egen performance, ja så var medierne ikke helt uden skyld igen.

Strategien så vi i mediernes reaktioner på attentatet mod demokraternes kvindelige kongresmedlem, Gabrielle Giffords, og i reaktionerne på den skøre svensker, der skød løs på indvandrere i Skåne, ind til han blev pågrebet 2010.

Forbrugeren skal ikke forvirres med beskrivelsen af, at tosserne overtager mediernes orienteringsmønster og handler på det.

Man ser den kroniske (patetiske) uskyld for sig, terrorbekæmpelsen, terrorretorikken her som der, på begge sider af distinktionen mellem de gode og de onde i hele verden.

Problemet med forskellen mellem gode og onde er, at de onde forveksler sig med de gode, at de onde orienterer sig mod os, som om at det var os, der var de onde, bare fordi vi tillader os objektivt at beskrive de onde, provokere dem, for så at udrydde dem, når de i ophidselse giver os anledning til det.

Derfor er det vigtigt at holde fast i, at det er de onde, der er intolerante, og os der kæmper for ytringsfriheden og det gode.

Det er de onde, der udøver censur i deres egen brugerflade, når de ikke vil beskrive sig selv som ondskaben, der er opstået i sin patetiske selvretfærdige kamp mod os, de gode.

De vil ikke hverken se, høre eller mærke beskrivelsen af dem selv som onde. De kan ikke tåle beskrivelsen af deres egen performance som terror eller påpegelsen af, at de i overensstemmelse med deres kroniske uskyld er dømt til at indskrive sig på det ondes side i deres proklamerede kamp mod det onde.

Således udøver de onde censur i ytringsfrihedens navn, hvor Flemming Rose står på det godes side, med sin kamp for ytringsfriheden.

Klaus Rifbjerg og Flemming Rose har ikke levet forgæves.

Steen Ole Rasmussen er cand. phil.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce