Jeg ville være kørelærer, men endte på kontanthjælp

Jeg er en 50-årig mand, der har været ude af arbejdsmarkedet i næsten fem år. Først på sygedagpenge og nu på kontanthjælp med skånehensyn.

Jeg er født med en udpræget sensitiv personlighedsstruktur og med tendens til depression. Dette gør, at jeg har umådeligt svært ved at håndtere de krav og forpligtigelser, der følger med på et hektisk arbejdsmarked.

Hverken sensitiviteten eller andet er officielt diagnostiseret. Kommunen har gang på gang affærdiget mine problemer og givet mig en opsang om, at nu må jeg tage mig sammen og komme ind i kampen igen.

Men jeg kan bare ikke.

Jeg har forsøgt med små spæde initiativer uden om kommunen. Men hver gang har mit selvværd svigtet, og de små glimt af håb, jeg ind imellem har oplevet, er lynhurtigt blevet bremset af angst, bekymringer og manglende energi til at hoppe på hamsterhjulet igen.

Kommunen har aldrig accepteret mine ord om, at jeg kun kan se mig selv fungere optimalt i en snæver variation af arbejdsfunktioner.

Jeg har tidligere arbejdet som sælger og som førstemand i en større møbelforretning. Siden har jeg taget en uddannelse som merit-lærer, som jeg havde de største forventninger til.

Men desværre gik lærergerningen slet ikke, som jeg havde forestillet mig og håbet på. Jeg havde alt for mange hatte på. Presset og forventningerne var for store.

Jeg ville rigtigt gerne undervise, men hvor stor en indsats jeg end gjorde for at forholde mig til en folkeskolelærers hverdag, så fandt jeg ud af, at jeg ikke fungerede overhovedet i så uforudsigelig en hverdag.

Jeg valgte at sige stop. Jeg kunne mærke, hvor usundt det var for min krop. Glæden ved livet generelt var nærmest ikke-eksisterende. Det var efter dette, jeg kom på sygedagpenge.

Jeg fik en mandlig sagsbehandler, der efter de første indledende samtaler, virkede oprigtig i sine bestræbelser på at hjælpe mig videre og på ret køl igen. Men han arbejdede meget langsomt, følte jeg. Der gik ofte måneder mellem samtalerne.

Når det endelig var tid, meldte han ofte afbud på grund af sygdom eller andet. Forløbet med denne sagsbehandler var altså en langsommelig proces, men jeg hang i og gjorde alt, han bad mig om, når vi endelig mødtes. Herunder samtaler med egen læge, speciallæger, en psykiater m.m

Vi fandt efterhånden fælles fodslag om min ide om at revalidere mig til kørelærer. Jeg ville så gerne undervise, og det føltes som det helt rigtige.

Jeg var ovenud glad for udsigten til igen at blive selvforsørgende. Jeg var ikke i tvivl om, at dette var min rette hylde. Sagsbehandleren var helt enig.

Men komplet uforståelige beslutninger blev pludseligt taget af kommunen.

Pludselig havde jeg ikke længere den mandlige sagsbehandler, men derimod en kvinde, der på skræmmende vis fortalte mig, at den revalidering kunne jeg godt glemme alt om!

Hun ville slet ikke lytte.

Jeg blev rystet og oprigtigt ked af det. Alt syntes at smuldre mellem fingrene på mig. Hendes attitude og kontante, ja nærmest modbydelige væsen, hjalp mig heller ikke tilbage i troen på, at her var en person, der ville mig det godt.

Nu skulle jeg udredes helt forfra!

Det gik op for mig, at den nye sagsbehandler kun gjorde det, fordi hun skulle have rene hænder ift. det administrative. Altså overholde diverse regler og love.

Hun lagde ikke skjul på, at hendes formål var, at få mig fra sygedagpenge til kontanthjælp. Der var ikke noget at gøre. Jeg måtte modvilligt i gang med endnu en omgang udredning.

Jeg var ved tre forskellige psykiatere. Grunden til at det blev til tre var, at jeg slet ikke følte, at jeg blev taget alvorligt. Jeg virkede jo rask og så ganske normal ud ved første øjekast.

Jeg fik indtrykket af, at alle de tre forskellige psykiatere bare ventede på, at jeg blev færdig med at fortælle, så de i det mindste kunne glæde sig over deres timeløn.

Men jeg insisterede overfor kommunen på, at jeg ikke havde det godt.
Jeg følte ingen glæde ved livet og da slet ikke i forhold til, hvordan min sag havde udviklet sig. Jeg var bekymret og angst for fremtiden.

På et tidspunkt nævnte jeg flygtigt tanker om selvmord overfor den kvindelige sagsbehandler, hvorpå hun fraværende svarede, at det kunne hun da ikke hjælpe mig med.

Hun var meget ubehagelig, og min tiltro og tillid til hende var lig nul.

Grundet min insisteren indvilligede hun modvilligt i at sende mig til en chef-psykiater tilknyttet psykiatrien i et andet distrikt.

Der mødte jeg for første gang en fagperson, der efter en to timer lang positiv og givende samtale, udtalte, at han aldrig tidligere så hurtigt og sikkert, var kommet frem til diagnosen: »Ængstelig evasiv personlighedsstruktur«.

Han var slet ikke i tvivl.
Jeg havde stort set alle symptomer og tegn.

Jeg var umådelig lettet og glad for endelig at få sat nogle ord på, hvad jeg gik og tumlede med. Jeg tænkte, at nu måtte kommunen da lytte til mig. Istedet for at true mig med ophør af sygedagpenge og en nedgang til kontanthjælp.

Men glæden varede kun kort.

Kommunen kunne ikke bruge denne forstående og kompetente psykiaters udtalelser og diagnose til noget i min sag, da han jo var tilknyttet et andet distrikt.

Jeg var målløs og fuldstændig nedslået. Hvorfor skulle jeg så derhen? Det fandt jeg aldrig ud af.

Min kommunes egen lægekonsulent afviste og underkendte selvfølgelig dette opløftende besøg hos den gode psykiater. Det var ikke brugbart i min sag.

Til sidst kunne jeg slet ikke overskue min sag længere. Jeg var kørt helt rund-forvirret, og selvom jeg ellers er ganske kvik og velfungerende i hovedet, følte jeg til sidst, at jeg stod i mudder til halsen. Med kommunens store fodaftryk ovenpå, der gjorde alt for at dukke mit hoved under.

Jeg ankede naturligvis afgørelsen. Men lige lidt hjalp det. Det eneste jeg fik ud af det, var en uforbeholden skriftlig undskyldning fra arbejdsmarkedschefen på stedet - for den tilsyneladende »forfejlede« sagsbehandling, jeg havde fået hos den mandlige sagsbehandler.

Dog blev jeg som en sidste gestus fra kommunens side, henvist til et besøg hos Danmarks førende psykiater på området. Han var chef for ham, jeg havde haft den rigtigt gode samtale med.

Kommunen lovede mig, at selvom han også var udenfor mit distrikt, så ville de tage hans ord og konklusion for gode varer og agere ud fra det i min sag.

Jeg øjnede atter et spinkelt håb om god vilje fra kommunens side.

Denne chefpsykiater var også virkelig god at tale med. Han var enig i sin kollegas vurdering af mig, men det virkede også som om han, af for mig uforståelige årsager, samtidigt forsøgte at af- diagnosticere mig.


Samtalen tog pludselig en ubehagelig drejning, og jeg følte til slut, at jeg ikke længere havde kontrol over, hvad der skete.

Jeg ved ikke nøjagtigt, hvad der skete, men da jeg kom ud derfra, følte jeg, at han havde fordrejet mine ord og manipuleret med mig. At han havde fået mig til at sige ting, jeg egentligt ikke mente og ikke kunne stå inde for.

Jeg følte til sidst, at han var »bestilt« for at få sat et punktum i hele den lange sag.

Jeg var ikke sikker på noget længere, selvom jeg ihærdigt prøvede at tro på, at det var gået godt, og at det havde været en samtale til min fordel.

Men det var det ikke.

Psykiaterens skrivelse tilbage til kommunen blev det endeligt udslagsgivende til, at jeg røg på kontanthjælp. Jeg fattede simpelthen ikke, hvad der var sket.

Jeg mistede mine sidste kræfter til at kæmpe imod.

Fra at have haft pinlig orden i alle mine papirer, ligger alle kopier af mine sagsakter nu ovenpå et skab i mit køkken. I et stort rod og helt umulige at »genskabe«.

Så nu er jeg på kontanthjælp – og har været det i halvandet år.

Det er frustrerende trist, at kommunen er sådan en bremseklods. I stedet for at gøre en oprigtig indsats for at få borgerne tilbage på arbejdsmarkedet.

Jeg lever nu en ensom tilværelse, hvor der bliver længere og længere imellem glimt af håb og personlige initiativer - tiden går med at overleve fremfor at leve.

Skribenten ønsker at være anonym, men redaktionen kender skribentens identitet.

Teksten er en del af serien »Opråb fra bunden«, som er historier om udsattes liv indhentet af netværket Bekæmp Fattigdom NU.

Har du lyst til at bidrage med din historie så send den til bekaempfattigdomnu@gmail.com