Israel og pinkwashing

”Med drømme begynder ansvar” skrev Yeats i 1914. Disse ord vækker genklang hos lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner, da vi har været vidne til dramatiske forandringer, hvad angår vores adgang til magt.  

Efter generationer med ofre og organisering har homoseksuelle i dele af verden opnået beskyttelse mod diskrimination og anerkendelse af partnerskab. Men disse forandringer har muliggjort et skændigt fænomen: I Vesteuropa og Israel er hvide homoseksuelle blevet opslugt af indvandringsmodstandere og anti-muslimske politiske kræfter.

I Holland har nogle homoseksuelle følt sig draget af Geert Wilders budskaber, som arvede mange tilhængere fra den dræbte, homoseksuelle leder Pim Fortuyn, der var indvandringsmodstander, og hvis Frihedsparti nu er landets tredjestørste parti.

I Norge har Anders Behring Breivik, ekstremisten som i juli myrdede 77 mennesker, henvist til Bruce Bawer, en amerikansk homoseksuel forfatter der er kritisk over for muslimsk indvandring, som en inspiration.

Sidste år berettede The Guardian, at den racistiske English Defence League har 115 medlemmer i sin homoseksuelle gruppe. I Tyskland har Lesben- und Schwulenverband udsendt erklæringer, hvori muslimske indvandrere nævnes som homoseksuelles fjender.

Europæiske rødder

Disse fremstillinger af immigranter – oftest muslimer af arabisk, sydasiatisk, tyrkisk eller afrikansk oprindelse – som ”homofobiske fanatikere” ignorerer på opportunistisk vis eksistensen af muslimske homoseksuelle og deres allierede.

De usynliggør også den rolle, som fundamentalistiske kristne, den katolske kirke og ortodokse jøder spiller i skabelsen af angst for og endda had til homoseksuelle. Og det kyniske budskab har nu bredt sig fra sine rødder i europæisk xenofobi til at blive et potent redskab i den mangeårige konflikt mellem Israel og Palæstina.

Med hjælp fra amerikanske markedsføringseksperter påbegyndte den israelske regering i 2005 en marketingskampagne, ”Brand Israel”, som var rettet målrettet mænd i alderen 18-34. Som beskrevet i The Jewish Daily Forward forsøgte kampagnen at fremstille Israel som ”relevant og moderne”. Med den hensigt at omforme sit globale image udvidede regeringen senere marketingsplanen ved at spænde det homoseksuelle miljø for sin vogn.

Men of Israel

Sidste år rapporterede det israelske nyhedssite Ynet, at Tel Avivs turistråd havde igangsat en 90 millioner dollar-kampagne for at brande byen som ”en international destination for homoseksuelle”.

Promoveringen, som modtog støtte fra Ministeret for Turisme og fra Israels konsulater i udlandet, rummede beskrivelser af unge, homoseksuelle par og finansiering af pro-israelske filmvisninger  ved homo-filmfestivaler i USA. (Regeringen står ikke alene: En israelsk pornoproducent optog en film, ”Men of Israel”, på et sted hvor der tidligere lå en palæstinensisk landsby).

Dette budskab fremføres fra øverste niveau. I maj fortalte premierminister Benjamin Netanyahu til Kongressen, at Mellemøsten er ”en region hvor kvinder bliver stenet, homoseksuelle bliver hængt, og kristne forfulgt”.

Image af modernitet

Den voksende globale homoseksuelle bevægelse, som er modstandere af den israelske besættelse, har kaldt disse taktikker ”pinkwashing”: en bevidst strategi om at skjule de gentagne overtrædelser af palæstinensernes rettigheder bag et image af modernitet, symboliseret ved israelsk homo-liv.

Aeyal Gross, professor ved det juridiske fakultet ved Tel Aviv Universitet, argumenterer for, at ”homoseksuelles rettigheder grundlæggende fungerer som et PR-redskab” uagtet at ”konservative og især religiøse politikere forbliver intenst homofobiske”.

Vestbreddens homobevægelse

Pinkwashing manipulerer ikke blot med de sejre, som det israelske homo-miljø har kæmpet så hårdt for, men ignorer samtidig de palæstinensiske homo-organisationers eksistens.

Homoseksualitet har været afkriminaliseret på Vestbredden siden 1950’erne, hvor den anti-sodomi-lovgivning, der var blevet indført under britisk kolonial indflydelse, blev fjernet fra den jordanske straffelovgivning, som palæstinenserne følger.

Mere væsentligt er imidlertid den fremvoksende palæstinensiske homo-bevægelse med de tre store organisationer: Aswat, Al Qaws og Palestinian Queers for Boycott, Divestment, and Sanctions. Disse grupper gør opmærksom på, at undertrykkelsen af palæstinensere overskrider seksuelle kategorier. Som Haneen Maikay, direktør for Al Qaws, har formuleret det: ”Når du skal gå gennem et checkpoint, spiller det ingen rolle, hvilken seksualitet soldaten har”. 

Undertrykkelsens paradoks

Det er homofobiens følelsesmæssige arv, der gør lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og deres allierede så modtagelige for pinkwashing – og dens logiske konsekvens, nemlig tendensen blandt nogle hvide homoseksuelle til at privilegere deres egen raciale og religiøse identitet, et fænomen som teoretikeren Jasbir K. Puar kalder ”homonationalisme”.

De fleste homoseksuelle har grundlæggende erfaringer med undertrykkelse – i familien, fra  populærkulturens forvrængede repræsentationer og gennem en systematisk juridisk diskrimination, som først nu er ved at aftage.

Den gradvise forbedring af homoseksuelles rettigheder har fået mennesker med gode intentioner til på misforstået vis at bedømme et samfunds progressivitet ud fra, hvordan dette samfund håndterer homoseksualitet.

Ret og krænkelse

Homoseksuelle soldater og Tel Avivs relative åbenhed er mangelfulde indikatorer på, hvordan det står til med menneskerettigheder i Israel – ligesom i USA hvor udvidelsen af rettigheder til homoseksuelle i enkelte stater ikke fører til, at andre menneskerettighedskrænkelser, som fx massefængslinger, ophører.

Den længe eftertragtede virkeliggørelse af rettigheder for nogle homoseksuelle bør ikke gøre os blinde for de kampe, der kæmpes mod racisme i Europa og USA. Eller for palæstinensernes insisteren på et land, de kan kalde et hjem.

Sarah Schulman er lesbisk aktivist, har været organiseret i bl.a. CARASA og ACT UP, sidder i Jewish voice for peace's advisory board og hun var med til at starte Lesbian Advengers i starten af 1990'erne. Hun er forfatter og i dag også professor ved det humanistiske fakultet, College of Staten Island, City University of New York.

Kommentaren er oversat fra engelsk af QueerKraft, og blev oprindelig bragt i The New York Times den 22. november 2011. Ugen efter bragte sitet Pretty Queer Sarah Schulmans 'Documentary Guide to Pinkwashing'. 

Schulmans kommentar er ét af flere indlæg, som QueerKraft vil bringe om pinkwashing og Israel/Palæstina. I næste uge bringer QueerKraft en kommentar af Lise Olivarius om pinkwashingens strategier. 

 Se også linksamlinger på Modkraft.dk/Tidsskriftcentret om Palæstina/Israel