Hvor er den strategiske debat i Enhedslisten?

Valget gik godt for Enhedslisten. Men Per Clausen, der er nu er forhenværende folketingsmedlem, er ikke tilfreds. Det skriver han i en analyse af valget i magasinet Solidaritet (nr. 3/august 2015), som også er bragt på Modkraft.

Clausen mener, at Enhedslisten på baggrund af højredrejningen og den almindelige utilfredshed med politikerne burde have fået mange flere stemmer. Desværre fortæller Per Clausen ikke, hvor de mange flere stemmer skulle komme fra.

SF er presset langt ned, og der er næppe mange vælgere dér at hente for Enhedslisten.

Og hvorfor skulle flere vælgere gå fra Socialdemokraterne (S) til Enhedslisten?

Det er alliancen af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre (R), der udgør et regeringsalternativ til en borgerlig regering, og det er også S-R, som bestemmer, hvor meget, Enhedslisten kan få igennem i et centrum-venstre flertal.

Flere vælgere fra Socialdemokraterne til Enhedslisten vil ikke påvirke en socialdemokratisk regering, fordi de radikale vil samarbejde hen over midten.

Selv hvis Enhedslisten fik 20 mandater, ville man ikke kunne rokke afgørende ved S. De vælgere, er gået fra S til Enhedslisten er de meget bitre, og dem er der næppe flere af.

Enhedslisten fremstår nu som den stærkeste politiske kraft til venstre for socialdemokraterne, skriver Per Clausen. Hvad er det for en styrke, Enhedslisten nu repræsenterer? Vokser partiets styrke med antallet af mandater?

Jeg ser derimod valgets resultat som et udtryk for,  hvad Enhedslisten maximalt kan opnå i rollen som støtteparti.

Som støtteparti har man muligheder for at pleje sin egen profil, man bliver ikke identificeret med regeringens politik. Men samtidig kommer støttepartiet (ufrivilligt) til at demonstrere, hvem der bestemmer.

Enhedslisten kommer kun igennem med det, S-R kan acceptere, og den alliance vil ikke bryde med de borgerlige.

Et støtteparti løber før eller siden ind det problem, at det ikke kommer videre. Støttepartiet må kunne vise, at den skarpe profil også giver resultater, og ikke kun de indrømmelser, S-R giver i ny og næ.

Har Enhedslisten opnået mere, end SF ville gøre i den position?

Socialdemokraternes resultat var en overraskelse – at de kunne gå frem ovenpå Helle Thorning-Schmidts og Corydons indsats.

Det udgør et stort problem for venstrefløjen, som Per Clausen desværre ikke kommer nærmere ind på, ud over at konstatere, at Socialdemokraterne stadig går ind for at opretholde velfærdsstaten og i den forstand må regnes for et lønmodtagerparti.

Jeg tror, at Socialdemokraternes fremgang skyldtes, at partihoppernes bagland er fulgt med over. Partiets fremgang er kommet fra SF og måske især fra Det Radikale Venstre.

SF’s strategiske nederlag

Det er en grund til at se nærmere på SF. Det har været SF’s styrke, at man dels gik efter at bruge mandaterne til at skabe resultater, dels at man havde en klar appel til flere partiers vælgere.

Ved at ønske et tæt samarbejde med Socialdemokraterne kunne man appellere til mere venstreorienterede S-vælgere, som med en stemme på SF kunne presse på for en mere klar socialdemokratisk politik.

SF kunne med kravet om nedrustning appellere til radikale vælgere og senere kom miljøsagen, og endelig overtog man mange vælgere fra DKP.

Men SF har ikke leveret, og det har givet en meget svingende tilslutning.

I 1990 måtte SF aflevere 10 mandater til Socialdemokraterne. De 27 mandater, SF vandt i 1987 (og 24 i 1988) havde ikke rokket noget, og så kunne vælgerene ligeså godt gå tilbage til S.

Siden har SF været i krise. Derfor blev det mere og mere påtrængende for SF at overvinde sin krise ved at få ministerposter. Men det flyttede heller ikke noget. Krisen blev blot endnu dybere.

SF’s krise skyldes ikke, at man har siddet i regering og stemt for en masse dårlige sager. SFs nederlag i 1990 kom ikke, fordi man havde siddet i regering, for det havde man ikke. Nederlaget skyldtes, at der ikke var kommet noget ud af at stemme på SF.

Det har undergravet Aksel Larsens påstand i 1960 om, at mange mandater til SF ville presse S til venstre, for hvis ikke S fulgte med til venstre, så ville man tabe endnu flere vælgere til SF.

Den tankegang overtog Gert Petersen, og det endte med valgnederlaget i 1990.

Nu har Enhedslisten flyttet sig ind på SF’s gamle position. Med udsigt til at ende som SF.

Socialdemokrater er ikke socialister, som har forvildet sig til højre. Socialdemokratiet er et parti, der vil varetage lønarbejderes interesser ved at skabe økonomisk vækst sammen med erhvervslivet; og så kan man ikke pludselig dreje skarpt til venstre.

Det sætter venstrefløjen i en klemme. Vi kan ikke her og nu rejse store massebevægelser, der kan vælte samfundet omkuld, og vi kan heller ikke trække Socialdemokraterne markant til venstre! Hvad gør vi så?

Man anskaffer sig et politisk projekt! Det vender vi tilbage til..

Dansk Folkeparti

Per Clausens skriver også, at Enhedslisten ikke kunne forhindre, at masser af utilfredse arbejdere gik til Dansk Folkeparti, og at andre vendte tilbage til S.

Clausen fortsætter: »Da disse grupper og bevægelser er meget forskellige, findes der næppe nogen enkel løsning på disse udfordringer. Men der kan alligevel peges på nogen områder, Enhedslistens profil bør skærpes.«

Så snakker Clausen lidt om klima og miljø og kollektive ejendomsformer og græsrodsbevægelser.

Det kalder jeg at hælde vand ud af ørerne.

Andre fra Enhedslisten udtalt, at Dansk Folkeparti skal bekæmpes ved at påvise, at de svigter velfærden og gemmer sig bag hetz mod udlændinge. Enhedslisten skal fremhæve, at man er bedre end Dansk Folkeparti til at forsvare velfærden.

Men hvad nu, hvis Dansk Folkepartis vælgere mener, at modtagelsen af et voksende antal udlændinge koster, og at det vil ramme velfærden?

Når en stigende del af fagbevægelsens medlemmer stemmer til højre, så er det ikke bare et problem for Socialdemokratiet. Det er et endnu større problem for venstrefløjen. Venstrefløjen har jo en kritik af Socialdemokratiet og bør altså kunne give nogle bedre forklaringer og bedre bud på, hvad der skal gøres.

Hvis man vil påstå, at store dele af fagbevægelsens medlemmer ligger under for populistisk agitation, så ser det sort ud for socialismen.

Venstrefløjen kan ikke komme med en realistisk forklaring på Dansk Folkepartis vækst. Socialisternes ord og begreber slår ikke til. Venstrefløjen er ikke på højde med samfundets og kapitalismens udvikling.

Det viser sig blandt andet i, at Enhedslistens nye program ikke rummer noget internationalt perspektiv. Og det i en situation, hvor landet er under pres af internationale udviklinger!

SF har fået Folketinget til at bede om en redegørelse for de udenrigspolitiske problemer, Danmark står over for. Så har SF noget at forholde sig til og have en mening om.

Har Enhedslisten en mening om, hvordan velfærdsstaten kan overleve i en verden med voksende globalisering?

Alternativet

Per Clausen fortsætter og skriver, at Enhedslisten tabte stemmer til Alternativet, men kommer desværre ikke ind på årsagen.

Den er dog ikke svær at få øje på. Enhedslistens vigtigste funktion er at være støtteparti og stille sociale og grønne forslag. Det samme vil Alternativet! Hvorfor skal man så stemme på Enhedslisten frem for Alternativet?

Enhedslisten er socialistisk, og socialister bør stemme socialistisk! Det appellerer til de meget ideologiske vælgere. Enhedslisten lægger mere vægt på velfærden, rigtigt, men hvad hjælper det, hvis man ikke kommer i gennem med noget særligt?

Da Enhedslisten flyttede sig fra at fungere som »vagthund« til at blive støtteparti, var det et stort skridt. Men det var en formelt taktisk bevægelse, ikke politisk for der kom ikke nye politiske forslag på bordet.

Det, der bragte Alternativet i Folketinget, var ikke kun, at de ville være støtteparti, men at de ville bringe nye idéer ind på Borgen.

Alternativet har vundet frem på den gamle venstrefløjs idéløshed.

For Alternativet afhænger alt af, om det kan holde sammen og evner at give partiet retning.

Hvis Alternativet skal overleve på længere sigt, skal det gå efter at etablere sig som det grønne parti.

Det er der plads til, fordi SF og de radikale har været for optaget af ministerposter og magtspil. Et parti, der går efter at være talerør for grøn omstilling uden taktiske hensyn, er der plads til. Et grønt parti vil prioritere det grønne over alt andet, og det appellerer til vælgere på midten og på venstrefløjen; det ser vi i andre lande.

Enhedslisten og bevægelserne

Når det så drejer sig om fremtiden for Enhedslisten, er det en tynd kop te, Clausen serverer. Det er en gammel venstresoicalist, der taler om det udenomsparlamentariske arbejde.

De folkelige bevægelser for tiden er svage, skriver Per Clausen, Enhedslisten skal målrette sin aktivitet mod områder, hvor der sker noget.

»Det var jo ikke fagbevægelsen, der frem til 2008 forhindrede Anders Fogh i at gennemføre sine tanker om at rulle den offentlige sektor tilbage, men bred folkelig modstand i en række kommuner.«

Men hvad er der så sket med bevægelsen siden 2008?

Derefter skriver Per Clausen, at vi må opgive troen på, at Enhedslisten og fagbevægelsen kan skabe disse bevægelser. Kampen og folkelige bevægelser opstår spontant.

Så langt så godt, men så ender Clausen alligevel med at skrive: »Vi kan forsøge at skabe rammer for disse aktiviteter . . . . ».

Enhedslisten kan ikke skabe bevægelser, men kan skabe rammerne for dem!!!

De historiske erfaringer viser, at græsrodsbevægelser opstår spontant og kan skabe et pres, men de er knyttet til en situation, og når den er ovre, forsvinder bevægelsen.

Selv bevægelser som miljø- og kvindebevægelserne, som holdt sig i flere år, forsvinder helt eller delvist. Eller rettere: bevægelserne transformerer sig til nye former for debat.

Bevægelser er knyttet til bestemte sager og kan ikke overskride den enkelte sag. Bevægelserne er tværpolitiske og decentrale. Forestillingen om at bygge kampen for socialismen på bevægelser er en illusion.

Bevægelsernes vigtigste bidrag er deres kreativitet. De sætter nye spørgsmål til debat. Det er de kreative debatter, vi kan bygge på, ikke bevægelserne som organiseringer.

Et parti må støtte sig på noget mere stabilt, og der er kun to ting, et socialistisk parti kan støtte sig til. Det er det parlamentariske system og fagbevægelsen.

Enhedslisten har erobret sig en position det parlamentariske system (som SF!) men det er ikke tilstrækkeligt.

Der kommer ikke mange nye tanker fra fagbevægelsen, men det er jo heller ikke dens opgave. Det er en fagforenings opgave at skaffe sine medlemmer gode overenskomster. Derudover kan fagbevægelsen udgøre grundlaget for socialistiske partier, der fungerer i det parlamentariske system.

Fagbevægelsen kan ikke bedømmes på dens aktuelle styrke eller toplagets meninger. Det afgørende er, at fagbevægelsen omfatter den største gruppe mennesker, der ønsker en omfordeling af værdierne, i større eller mindre omfang, og det er blandt dem, støtten til en forandring skal hentes.

Debattens tilstand i Enhedslisten

Noget kunne tyde på, at debatten i Enhedslisten står i stampe; hvis man kan dømme efter interviewet i et tidligere nummer af Solidaritet (nr.1, marts 1915 - også bragt her på Modkraft).

Pelle Dragsted, Pia Boisen og Michael Voss havde sat hinanden stævne for at diskutere »hvad de har lært af fire år som støtteparti«, som bladet skriver.

Det er således en meget snæver debat, det drejer sig om, nemlig folketingsarbejdet.

Michael lægger ud med at sige, at mange i Enhedslisten har haft for store forventninger til det parlamentariske, og det må skyldes mange nye unge, der er kommet ind i partiet. Det burde ikke overraske, at Socialdemokratiet fører borgerlig politik, det overraskende er, at de kun førte borgerlig politik.

Pia Boisen mener, at »hvis man ikke vil vælte regeringen, med mindre der er et bedre alternativ, så har man på forhånd afskrevet sig muligheden«.

Hun nævner den anden finanslov, hvor Enhedslisten kun fik tilbudt nogle krummer i dagpengespørgsmålet, og Pia fortsætter:

»Vi ved jo ikke, hvad der ville være sket, men når vi stemte ja til den finanslov, så blev det rigtigt svært videre frem.«

Pelle Dragsted stepper sidelæns og vil ikke helt udelukke at vælte en regering, men det skal i så fald være på en konkret sag og ikke finansloven.

Han erkender: »Vi har ikke haft fat i nosserne i regeringen, fordi Lars Løkke har stået parat til en billig pris«.

Denne debat må undre, og hvis den er typisk for, hvad er her og nu tænkes i Enhedslisten, er den faretruende.

Den måde at formulere partiets politiske problemer på skaber et dilemma, man ikke kan komme ud af. Enten vælte en S-regering eller opgive sine principper.

At vælte en regering løser ingenting og vil snarere være ensbetydende med politisk selvmord. Hvis Enhedslisten vælter en S-regering, demonstrerer man samtidig, at samarbejde med Socialdemokraterne er umuligt, og hvordan kan Enhedslisten så få sin politik igennem? Det kan man først, når Enhedslisten har flertal i Folketinget. Det vil vælgerne ikke vente på.

Hvis man så tror, at en væltet regering vil tilskynde Socialdemokraterne til at nærme sig Enhedslisten, tager man fejl.

S-ledelsen vil derimod kunne sige, at Enhedslisten står i vejen for et centrum-venstre flertal, og altså må Enhedlisten bort.

Socialdemokraternes opfattelse er indlysende: Venstrefløjen tror, at den opnår en masse ved at svinge med de røde faner, men det gør den ikke. Hvis ikke venstrefløjen vil samarbejde, så må vi – aka socialdemokraterne - regere med borgerlige, og så bliver resultatet ringere, og det er venstrefløjens skyld.

Dette er demonstreret tidligere, vælgerne vil vende tilbage til Socialdemokraterne.

Debatten her ligner situationen i SF for næsten 50 år siden. SF blev dannet på Aksel Larsens parole om et parlamentariske flertal af Socialdemokrater og SF, et såkaldt »arbejderflertal«.

Alle i SF var enige i at sigte mod et flertal med Socialdemokraterne, men der var i dele af partiet en skepsis i forhold til Aksel Larsens meget optimistiske forventninger til en S-regering.

Spørgsmålet var, hvordan Socialdemokraterne skulle påvirkes. Skulle det ske ved at vise stor loyalitet eller ved at lægge størst muligt pres? Da flertallet så kom i 1966, var Aksel Larsen parat til at underordne SF under Jens Otto Krags vilje; SF’s krav om militære besparelser blev afvist, i stedet måtte SF stemme for indførelse af momsen, altså en forhøjelse af de indirekte skatter.

Det endte som bekendt med splittelsen af SF, regeringens fald og dannelsen af Venstresocialisterne.

Så spørger jeg mig selv: Hvordan går det til, at man nu 50 år efter kan sidde i Enhedslisten og føre den samme diskussion?

En forklaring må sikkert søges i det forhold, at Enhedslisten er en opstillingsliste med et netværk af vælgerforeninger, der er dannet med henblik på at få valgt folk ind i Folketinget.

Det er folketingsgruppen, der holder vælgerforeningerne oppe, og derfor er det nærliggende at de politiske diskussioner kommer til at handle om folketingsgruppens ageren.

Venstresocialisterne var også en sammenslutning af vælgerforeninger uden ret megen ideologi, mest abstrakte socialistiske principper. Det kræver ikke megen ideologi at stille op til Folketinget og lægge sig yderst til venstre.

Med svag ideologi er der ikke noget bygge ovenpå, og man er dømt til at gentage de samme debatter igen og igen.

Et politisk projekt

Et parti overlever ikke længe uden for Folketinget, eller man overlever som en mindre gruppe. Danmarks Kommunistiske Parti kunne snildt overleve uden for Folketinget, men det var i kraft af tilknytningen til en international bevægelse, som gav identitet og perspektiv. Det er ikke situationen i dag.

Enhedslisten må skabe sig en position, så man er mere end en folketingsgruppe. Socialismen er det langsigtede mål, men der er også brug for noget jordnært her og nu.

Pia Boisen har en god pointe, når hun siger, at Enhedslisten skal udvikle sin politik på mellemlang sigt og have nogle fremtidsvisioner, så partiet ikke bare skal forholde sig til det, regeringen spiller ud med.

Det skal ikke være et nyt program eller politisk strategi, det tager for lang tid og vil let blive for abstrakt.

Juni-bevægelsen udgav i sin tid en række »hvidbøger« med bidrag til det Europa, man ønskede. Det er før set, at udvalg udsender oplæg til debat, som ikke er vedtaget i en kompetent forsamling. 

Enhedslisten kunne jo begynde med at udgive et hæfte med bidrag skrevet af enkeltpersoner, inden for det, Enhedslisten nogenlunde kan identificere sig med. Senere kan man sortere i idéerne.

Krav til et bedre dagpengesystem giver selvfølgelig ikke anledning til ret mange drømme, selv om det er vigtigt. Men det kan jo suppleres med visioner om fremtidens arbejdsliv med den rette balance mellem arbejde og fritid, forslag om effektiviseringer i den offentlige sektor, og hvordan den grønne omstilling også kan skabe nye job.

Enhedslisten skal skabe en vision, der kan påbegyndes i dag, men også rækker længe frem, som forbinder arbejdsmarked, arbejdsliv, velfærd og beskæftigelse.

Ernst Dahl er tidligere medlem af Enhedslisten.