Valget i juni har skabt markante forandringer

Efter valget tegner der sig et politisk billede, der på mange måder er markant anderledes end tidligere. Lad mig starte med følgende observationer:

1. Det politiske system og de etablerede politiske partier er i en alvorlig krise. De fire gamle partier gik samlet markant tilbage, mens de systemkritiske partier i bred forstand gik frem.
2. Styrkeforholdene internt i både »blå« blok og »rød« blok er markant forandret.
3. Der er i Folketinget et klart flertal for en vækst i den offentlige sektor, der er på mindst 0,6 procent om året, og de partier, der gik til valg på skattelettelser og økonomiske reformer, blev svækket.
4. Der er nu et flertal i Folketinget for en klima- og miljøpolitik, der totalt underlægges erhvervslivets kortsigtede interesser. Det betyder også, at de (relativt store dele) af erhvervslivet, som har en klar interesse i en ambitiøs klima- og miljøpolitik, står uden politisk repræsentation inden for blå blok.
5. Fagbevægelsen spillede ikke nogen selvstændig rolle som en samlet kraft i valgkampen, og i modsætning til ved valget i 2011 blev der ikke gjort noget forsøg på at mobilisere medlemmerne.
6. Valgresultatet var præget af, at krisen og krisepolitikken i Danmark kun har ramt et mindretal af befolkningen direkte. Flertallet opfatter, at det er kommet relativt uskadt ud af krisen. Det er formodentlig en del af forklaringen på, at Socialdemokraterne gik frem
7. En stigende del af arbejderklassen reagerer på udfordringen fra udenlandsk konkurrence og udenlandsk arbejdskraft ved at tilslutte sig Dansk Folkepartis nationalistiske dagsorden.
8. Alternativets markante fremgang baserer sig på, at en voksende del af befolkningen lever et liv, hvor man lidt på skift er lønmodtager, selvstændig eller freelancer. Denne gruppe føler ikke, at fagbevægelsen og venstrefløjens tilbud til den er attraktiv.
9. Enhedslisten har bidt sig fast som det klart største parti til venstre for Socialdemokraterne med de muligheder, forpligtelser og udfordringer, det giver. 

Det politiske system i krise

Tilliden til politikerne er styrtdykket i løbet af de sidste 10 år. Det første fald indtraf i forbindelse med krisens gennemslag i 2008. Det kan vel opfattes som en naturlig reaktion på politikernes manglende evne til at håndtere krisen.

Det usædvanlige er, at den manglede tillid har bredt sig efter krisen. Spørgsmålet er, om der er tale om en midlertidig udvikling, som f.eks. skyldes løftebrudsdiskussionen efter sidste valg, eller der er tale om en mere permanent udvikling, som skyldes strukturelle forhold.

Jeg synes, det sidste er det mest sandsynlige.

I hvert fald kan to tendenser være med til at undergrave tilliden til politikerne.

For det første bliver det mere og mere indlysende, at de reelt ikke har styr på situationen eller udviklingen og mere og mere henvises til at føre den »nødvendige politik«. Det vil sige en politik, som prioriterer gode rammebetingelser til erhvervslivet over alt andet.

For det andet overlades mere og mere magt til EU. Her er de politiske beslutningsprocesser uigennemskuelige og efterlader ikke megen plads til selvstændige politiske beslutninger for danske politikere.

Det nationale politiske niveau tømmes altså for indhold, hvilket undergraver systemets demokratiske legitimitet 

Socialdemokraterne som garanter for erhvervsvenlig politik

Det er i den situation, at Socialdemokraterne har opgivet at have en selvstændig økonomisk politik og konkurrerer med Venstre om at føre den mest erhvervsvenlige politik. Det afgørende er, at tilbyde erhvervslivet de mest gunstige rammebetingelser.

Det er kernen i Corydons betagelse af konkurrencestaten. Den opfattes ikke af Socialdemokraterne som et tilvalg eller et udtryk for en bestemt ideologi. Den er et vilkår, som man må arbejde inden for. Kun hvis man kan tilbyde erhvervslivets gunstigere vilkår i Danmark, end det kan få i andre lande, kan man tiltrække investeringer og arbejdspladser.

Den grundlæggede forskel mellem de åbenlyst borgerlige partier og Socialdemokraterne er, at det sidstnævnte stadig har et perspektiv om, at de gunstige vilkår for erhvervslivet skal føre til, at der sikres danske lønmodtagere jobs på nogenlunde acceptable vilkår, og at der opretholdes en velfærdsstat på et så højt niveau, som hensynet til erhvervslivets indtjening giver mulighed for.

I den forstand er Socialdemokraterne et arbejder- eller lønmodtagerparti.  

Venstre som borgerskabets dominerende parti

Både indenfor, industri, handel, landbrug og den finansielle sektor opfattes Venstre i dag som erhvervslivets parti.

Venstres rolle gør det også indlysende, hvorfor partiet opdeler udlændinge i to kategorier, dem hvis arbejdskraft arbejdsgiverne har brug for – og de andre. Den første kategori skal reelt have fri adgang. De andre skal holdes ude.

Konflikten mellem Venstre og Dansk Folkeparti på udlændingeområdet handler derfor i dag reelt kun om den første gruppe.

Venstre repræsenterer først og fremmest den gammeldags sorte produktion og er stadig præget af sin alliance med landbruget. Derfor står man på mange områder fast på en traditionel borgerlig politik, hvor det handler om lave skatter og lave omkostninger.

De mere »moderne« grønne virksomheder har i dag ikke nogen borgerlige partier til at repræsentere sig.

Dansk Folkeparti – det nye arbejderparti

Der er næppe nogen i det danske erhvervsliv, der opfatter Dansk Folkeparti som deres parti.

Til gengæld er der rigtig mange arbejdere, som opfatter det som deres parti. Sandheden er da også, at Dansk Folkeparti kun på miljø- og klimapolitikkens område repræsenteret erhvervsinteresser – og her kun stærkt kriseramte dele af erhvervslivet uden de store fremtidsmuligheder.

Til gengæld viser den store opbakning til Dansk Folkeparti, at det har formået at overbevise mange om, at det har svarene på de udfordringer, der skyldes udflytning af arbejdspladser og social dumping.

Det ville være overfladisk og dumt at skubbe disse mennesker fra sig ved at forklare Dansk Folkepartis fremgang med en voksende racisme i befolkningen.

På den anden side viser valget, at det heller ikke er vejen frem at overtage Dansk Folkepartis synspunkter på udlændingeområdet, som f.eks. Socialdemokraterne har gjort. Til gengæld bør vi være benhårdt efter Dansk Folkeparti for at tvinge det til at leve op til deres løfter på velfærdsdagsordenen.

Det kan enten føre til afsløring af partiet eller til, at vi opnår resultater. Hvis vi er rigtigt heldige, opnår vi begge dele.

Klima- og miljøpolitikken uden selvstændigt gennemslag

Trods en stigende bekymring over truslen fra den globale opvarmning og andre miljøkatastrofer, spillede klima- og miljøpolitikken stort set ikke nogen rolle valgkampen.

Miljø- og klimaorganisationerne er svage og selvom dele af fagbevægelsen interesserer sig for grønne arbejdspladser, er der ikke nogen, der prioriterer dette rigtig højt.

I erhvervslivet har flere af Danmarks største virksomheder en klar interesse i udviklingen af miljøteknologi og løsninger på klimaudfordringen.

Det er baggrunden for, at SF har forsøgt at knytte en forbindelse til disse virksomheder, men det er indlysende, at SF ikke udgør nogen attraktiv samarbejdspartner for disse virksomheder, som tidligere kunne håbe på De Konservatives hjælp, men som i dag kun kan håbe på, at De Radikale er i stand til at løfte opgaven med at varetage deres interesser.

På enkelte områder er det da også en alliance mellem erhvervsvirksomheder og fagbevægelsen, som løfter dette område. Konsekvensen er, at det ofte er miljø- og klimamæssigt tvivlsomme løsninger som promoveres, fordi politikken drives mere af økonomiske interesser end af hensynet til miljøet.  

Fagbevægelsen splittet og svækket

I dag er Dansk Metal betydeligt tættere på Dansk Industri end på de offentligt ansattes fagforeninger.

 Generelt set anerkender og accepterer fagbevægelsen erhvervslivets krav om optimale rammevilkår. Antallet af faglige deputationer, som kræver lettelser for erhvervslivet har i den seneste år markant overgået antallet af deputationer, som krævede forbedringer for de arbejdsløse.

Splittelsen mellem de privat ansatte og de offentligt ansatte har nok aldrig været større.

Fagbevægelsen spiller dog en vigtig rolle i forsvaret for lønarbejdernes vilkår.

Således var det modstand fra industriens største arbejdspladser, som forhindrede fagbevægelsens top i at aftale afskaffelse af flere helligdage i gennem trepartsforhandlinger, og der har da også glimtvis været samlede krav om en dagpengeløsning – ligesom Danmarks Lærerforening har fået pyntet ganske meget på den nye arbejdsaftale, som blev vedtaget i Folketinget.

Alligevel er det svært at forestille sig, hvordan fagbevægelsen igen skal komme i en position, hvor det kan blive en afgørende samfundsforandrende kraft.

Enhedslistens rolle

Enhedslisten fik sit hidtil bedste valgresultat og fremstår nu entydigt som den stærkeste politiske kraft til venstre for Socialdemokraterne. Alligevel var valgresultatet ikke nogen entydig succes.

I afslutningsfasen tabte Enhedslisten stemmer til Alternativet og var ikke i stand til at forhindre, at masser af utilfredse arbejdere gik til Dansk Folkeparti eller for den sags skyld, at en hel del Socialdemokrater gik tilbage til deres moderparti.

Da disse grupper og partier er meget forskellige, findes der næppe nogen enkel løsning på disse udfordringer. Men der kan alligevel peges på nogen områder, hvor Enhedslistens profil bør skærpes.

De folkelige bevægelser i Danmark er organisatorisk og politisk svage. Enhedslisten må blive bedre til at målrette sin aktivitet mod områder, hvor der sker noget, eller vi kan medvirke til at skabe aktivitet.

Det var jo ikke fagbevægelsen, der frem til 2008 forhindrede Anders Fogh Rasmussen i at gennemføre sine tanker om at rulle den offentlige sektor tilbage, men bred folkelig modstand i en række kommuner.

Vi har brug for en analyse af, hvor mulighederne for modstand i de kommende år er størst. Vi må også revidere vores tro på, at vi eller fagbevægelsens ledelse kan skabe brede folkelige aktiviteter.

Vi kan forsøge at skabe rammer for disse aktiviteter og styrke vores medlemmer, så de kan indgå i skabelsen af disse, men grundlæggende opstår modstanden og kampene mere eller mindre spontant og derfor er evnen til at omstille sig helt afgørende for Enhedslisten.

Vi må erkende, at det er nødvendigt med radikale løsninger, hvis vi skal løse tidens udfordringer. Investeringsstrejke fra den finansielle sektor kræver etablering af statslige eller folkeejede finansieringsinstitutter. Vi må komme med offensive forslag, der kan give bedre mulighed for alternative kollektive ejerformer.

Miljø- og klimaproblemerne kræver radikal omstilling af såvel produktion som forbrug. Disse forslag er væsentlige elementer i en politik, der kan sikre udvikling og arbejdspladser i hele Danmark.

En sådan politik kan både appellere til grupper, der stemte på Alternativet og grupper, der stemte på Dansk Folkeparti.

I det hele taget bør vi arbejde videre af den vej, hvor vi peger på de fælles løsninger og vores fælles ansvar for hinanden og for natur og miljø.

Det er vejen til at skabe en konflikt med de herskende klasser på et grundlag, hvor vi har en mulighed for at vinde. 

Per Clausen er byrådsmedlem i Aalborg og tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Solidaritet nr. 3/2015

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015, venstrefløjen og EFTER valget.