Annonce

Socialt
16. december 2013 - 17:56

Hjemløsetelt: Smil du er på

Hjemløsetelt er det store samtaleemne i Aarhus. Onsdag den 18. december er der støttedemonstration for de hjemløse. White Pride har været på besøg i teltet. Rådmand Bünyamin Simsek (V) er på tilbagetog og nyt byrådsmedlem, Maria Sloth (Ø) har været sendt ud i mediestorm.

Siden Teknik- og Miljørådmand Bünyamin Simsek (V) i starten af december politianmeldte et telt for hjemløse ved kulturhuset Godsbanen i Aarhus, har teltet været det helt store samtaleemne i smilets by.

Onsdag den 18. december er der arrangereret demonstration til støtte for teltet. I en pressemeddelelse hedder det, at initiativet »udspringer af et ønske om, at sætte fokus på det stigende antal hjemløse i Aarhus samt manglen på såkaldte ’skæve boliger’ og brugerstyrede væresteder«, og at man »bakker op om de hjemløses egne initiativer og deres ønske om at skabe en tilværelse og hverdag på egne præmisser.«

Der vil ved demonstrationen være taler ved to af brugerne af teltet, initiativtager Birger Schroll, samt byrådsmedlem Camilla Fabricius (S).

Efter demonstration vil der være mulighed for at få en rundvisning i teltet.

Læs om mere om demonstrationen på Facebook

Besøg af White Pride

Teltet fik natten til lørdag den 14. december uventede gæster, da en gruppe fra fodboldhooligangruppen White Pride kom forbi ved 3-tiden.

Ifølge Modkrafts oplysninger, var de besøgende på udkig efter en bestemt person, og de forlod teltet fredeligt, da de ikke fandt vedkommende.

Rådmand trækker i land

Også rådmand Bünyamin Simsek (V) har sammen med to embedsmænd været på besøg i lejren – ifølge JP Aarhus’ oplysninger med kaffe og molbosnegle, »så kan vi få lidt sødt at spise, mens vi snakker sødt.«

Tidligere på ugen kom det frem, at rådmandens politianmeldelse hvilede på et falsk grundlag.

Århus Stiftstidende kunne efter aktindsigt afsløre, at Godsbanen ikke – som Simsek ved flere lejligheder har hævdet – har klaget over lejren.

Huset har blot videreformidlet en klage fra en anonym borger. Simsek har dermed givet byrådet urigtige oplysninger.

Ifølge Jyllands-Postens Aarhus-sektion, JP Aarhus, erklærede rådmanden sig ved mødet med de hjemløse parat til dialog:

– I kan måske blive her en dag, en måned, et år, men ikke for altid. I ønsker et sted, hvor I selv bestemmer, det vil vi gerne matche. Jeg synes, det er en skam, hvis vi hver især bare står på vores ret. Så skal vi ikke aftale at arbejde sammen på en løsning?, sagde Simsek ifølge JP Århus til de hjemløse.

En fremstrakt hånd, der blev taget godt imod:

– Han har jo modereret sig. Jeg mener i forhold til de tidligere trusler, han er kommet med. Nu gav han os jo et løfte om, at han vil gøre, hvad han kan for at skaffe os en hal, hvor vi kan være. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning. Nu kan han ikke løbe fra det, sagde initiativtager Birger Schroll til avisen.

Der var dog også skepsis:

– Det vil da være fedt med et sted, hvor vi kan være i fred, men jeg vil se det, før jeg tror det, sagde den hjemløse Dan til JP Aarhus.

Læs artiklen «Du er ikke så slem alligevel« i Jyllands-Posten

Enhedsliste-byrådsmedlem i mediestorm

For Enhedslistens nyvalgte byrådsmedlem Maria Sloth har teltlejren givet anledning til en sand mediestorm.

Det skete efter hun på Facebook likede et opslag fra Karmus Lund Sippola, der er kendt i offentligheden som manden, der skød vand på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i forbindelse med 1. maj-arrangementet i Århus.

Opslaget var et billede af en leder om hjemløselejren af Århus Stiftstidendes chefredaktør Jan Schouby.

På billedet var der tegnet hagekors og det er kommenteret med: ”FUCKING REAKTIONÆRE, PRIVILIGEREDE, HVIDE, HETEROSEKSUELLE, KAPITALISMEELSKENDE, VOLDSPSYKOPATISKE LÆS LORT!”.

Maria Sloth forklarede efterfølgende på sin egen Facebookprofil sit like med, at det betød, at hun »forstår hans frustration og hører ham. Ligesom at når jeg liker kvinder, der er blevet voldtagets statusser, betyder det ikke, at jeg bakker op om selve voldtægten. Jeg har ikke taget teksten bogstaveligt, og har opfattet det som et vredesudbrud, ikke som konkrete anklager.«

I forbindelse med det konstituerende byrådsmøde mødtes Maria Sloth under fire øjne med Århus Stiftstidendes chefredaktør Jan Schouby.

Han udtalte efter mødet til sin egen avis:

– Hun undskyldte, og så er den sag ude af verden. Alle har lov til at lave en fejl.

Læs TV2 Østjylland-artiklen »Angreb chokerer chefredaktør«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce