Annonce

Venstrefløj
2. september 2015 - 11:39

Grækenland: Syriza Ungdom forlader moderpartiet

Det græske regeringsparti Syrizas ungdomsorganisation har forladt moderpartiet og trækker støtten op til parlamentsvalget den 20. september. Meningsmåling viser beskeden føring til Syriza.

I en erklæring, der har titlen »Syriza sammenbrud og vores holdning til det« har Syriza Ungdom (Neolaia Syriza) valgt at trække sin støtte til moderpartiet op til parlamentsvalget den 20. september.

Årsagen er utilfredshed med Syrizas accept af en aftale (memoranda) med EU i juli, hvor venstrefløjspartiet accepterede omfattende privatiseringer, sociale nedskæringer og EU-kontrol med græsk lovgivning.

Ungdomsorganistationen skriver, at »fraværet af en proces, der kan definere et fælles grundlag for medlemmerne af Syriza Ungdom i den kommende periode« er årsagen til at organisationen helt trækker sin støtte.

Og den pointerer, at de politiske modsætninger til moderpartiet er blevet for store:

»Syrizas dagsorden for valget, dvs. at være den bedste bestyrer af memorandum-virkeligheden og afsøgning af mulige reformer i en progressiv retning (?) i periferien af memorandaet, lader os helt kolde og ligeglade set fra et venstrefløjsperspektiv«.

Læs også Modkraftartiklerne: »Syriza er splittet - partiets venstrefløj danner partiet Folkelig Enhed« og »Syriza-ledelse rammes af udmeldelser«

Meningsmåling: Syriza føring, men vigende tilslutning

Syriza står i den første meningsmåling siden valgudskrivelsen i slutningen af august til en valgsejr den 20. september – med 1-3 procentpoints forspring foran dets største konkurrent til regeringsmagten, det konservative parti Nea Demokratia.

Men partiets popularitet synes vigende – i meningsmålingen opnår partiet 25 procentpoint med godt 35 procent ved sidste valg. Premiereminister Alexis Tsipras popularitet er forsat stor – men også den er faldende – i foråret kunne han mønstre hele 70 procents opbakning i en meningsmåling, nu er den nede på knap 30 procentpoint.

Mange vælgere ved dog fortsat ikke hvor de vil sætte deres kryds.

Det nydannede parti Laïkí Enótita – Folkelig Enhed – opnår i meningsmålingen 5 procent af stemmerne, mens det græske kommunistparti, KKE, står til 6 procent i målingen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce