Annonce

To blow or not to blow
29. april 2013 - 15:17

Gay Pride i San Fransisco i whistleblower-strid

Udnævnelsen af den fængslede soldat og homoseksuelle whistleblower Bradley Manning til »Grand Marshall« for årets Gay Pride i San Fransisco skaber splittelse blandt arrangørerne.

Gay Pride i San Fransisco er ramt af intern splittelse.

Det sker længe inden, optoget løber af stabelen i slutningen af juni. Anledningen er, at arrangørerne har trukket en melding om officiel støtte til den fængslede whistleblower Bradley Manning tilbage.

Den nu 25-årige soldat har i snart tre år siddet fængslet, sigtet for at være den, der lækkede hundredetusinder af dokumenter til Wikileaks.

Som bøsse og whistleblower blev han i første omgang udpeget som »Grand Marshall«, en slags frontfigur for det traditionsrige optog

Det varede imidlertid ikke længe, førend Pridens ledelse trak oplysningen om Mannings rolle som frontfigur in absentia tilbage med henvisning til en mandatløs medarbejders emsighed.

Læs artiklen »Bradley Manning Named San Francisco Gay Pride Parade Grand Marshal« hos Huffington Post.

Sympati for Manning strengt forbudt

»Nomineringen var en fejltagelse og burde aldrig være sket. En medarbejder, der handlede på eget initiativ, var for hurtig med at kontakte Manning på grundlag af interne overvejelser i SF Pridens ledelse. Det var en fejl, og den ansvarlige er blevet disciplineret«, skrev Pride-præsident Lisa Williams i en pressemeddelelse fredag.

Williams henviser til følsomheden blandt homoseksuelle og andre, der har tjent i militæret, og advarer dem, der trods den officielle politik alligevel vil benytte begivenheden til at vise sympati for Manning.

»Alene antydningen af sympati for handlinger, der har bragt vore uniformerede mænd og kvinder i fare, vil ikke blive tolereret af Pridens ledelse,« hedder det i pressemeddelelsen, der er offentliggjort i ugemagasinet LGBT Weekly. 

Læs »SF Pride: ‘Bradley Manning will not be a grand marshal’« i LGBT Weekly.

Helt eller forrædder

Sagen har i de seneste dage været genstand for debat mellem dem, der ser Bradley Manning som en forræder, og dem, der betragter hans handlinger som eksemplariske og heltemodige. Andre kalder Lisa Williams og hendes organisation kujonagtig og autoritær.

Det sidste gælder eksempelvis den amerikanske forfatningsjurist og blogger på den britiske avis The Guardian, Glenn Greenwald, der går hårdt i rette med Pride-ledelsens beslutning i Manning-sagen, men også ledelsens parathed til at lade sig sponsorere af en lang række foretagender, der er sat i forbindelse med alvorlig koncern-kriminalitet.

»Tilsyneladende gælder de højtravende etiske idealer kun for den unge og magtesløse menige soldat, som af samvittighedsgrunde handler mod den amerikanske krigsmaskine. Idealer, der straks forsvinder, når det gælder store foretagender og banker, der deler penge ud,« skriver Glenn Greenwald i Guardian.

Læs »Bradley Manning is off limits at SF Gay Pride parade, but corporate sleaze is embraced« i The Guardian

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce