Demokratisk paradoks: Folkestyre med udemokratiske spille-regler

Uden sammenligning i øvrigt indeholder det ukrainske vendepunkt og den danske politiske malaise nogle ligheder og forskelle, der indbyder til grundlæggende refleksioner. Nemlig hvordan formelt demokratiske styreformer løser modsigelsen mellem den udøvende magts beslutninger og befolkningens forventninger.

Det ukrainske samfund var – som mange andre – kommet i økonomiske vanskeligheder i de senere år. Selvom Ukraine kunne betegnes som et uperfekt demokrati, var landets nu afsatte regering resultat af et demokratisk valg.

Vesten har, siden det sovjetiske systems sammenbrud, forsøgt at løsrive landet fra den russiske interessesfære gennem en »farverevolution« ved hjælp af økonomisk og politisk støtte til oppositionelle kræfter i landet.

Den umiddelbare årsag til den aktuelle krise var imidlertid forbundet med regeringens afslag i efteråret 2013 på et tilbud fra EU om et lån, hvis betingelser var dikteret af Den internationale Valutafond samt indebar en svækkelse af Ukraines bånd til Rusland.

Regeringen, der havde et parlamentarisk flertal, var tilbageholdende med at acceptere dette tilbud, som i manges øjne lignede de betingelser, som var blevet påtvunget bl.a. Grækenland, der ligeledes for nogen tid siden var kommet i økonomisk uføre.

EU’s hjælpepakke, indebar i praksis et diktat om landets økonomiske politik som i tilsvarende tilfælde havde ført til en nedgang i befolkningens velstand og en svækkelse af landets suverænitet hvad angår økonomisk politik. 

Det principielle i dette forløb er, at Kijev-regeringen – uanset hvad man ellers kunne mene om beslutningen eller regimets korruption – var i sin gode ret til i stedet  at vælge et russisk tilbud om økonomisk hjælp.

Moskva tilbød en pakke på 15 milliarder dollars samt en betragtelig rabat på olie og gas leverancer til den ukrainske økonomi. 

I lyset af EU's tilbud, der bød på lån og kreditter, samt et krav om økonomiske reformer, besluttede Viktor Janukovitj som leder af den legitime regering at acceptere Moskvas tilbud. 

I mediedækningen af dette forløb er man i dag tilbøjelig til at glemme, at regeringen kom til magten i 2010 gennem det som international opinion betragtede som en fair proces. 

En del af befolkningen, især i den vestlige del af landet, ønsker en tilslutning til den europæiske union. De var utilfredse med denne beslutning og protesterede i gaderne.

I denne sammenhæng er det værd at bemærke at regeringen stod overfor et nyt valg i 2015, hvor befolkningen eventuelt kunne havde afsat den siddende regering.

Samtidig ved vi, at Vesten, især USA og Tyskland, har været aktive med at støtte oppositionelle grupper økonomisk og politisk i forbindelse med gennemførelsen af en såkaldt »orange-revolution« og indlemmelse i EU og NATO, som det er sket for de tidligere sovjetiske satellit-stater.

I virkeligheden repræsenterer disse interventioner en direkte krænkelse af internationale normer for relationer mellem stater.

Formålet med denne korte redegørelse er at reflektere over et generelt problem vedrørende spørgsmålet om magtudøvelse i demokratiske samfund.  

Ifølge demokratiets spilleregler får politiske aktører magt til at regere for et antal år (fire eller fem år) uden at åbne for mekanismer, der muliggør protest i befolkningen som måtte være modstander af de trufne beslutninger. 

Det betyder at en demokratisk valgt regering, uanset dens popularitet, kan iværksætte politik og reformer, der er i modstrid med en del af befolkningens ønsker.

Denne problemstilling udgør et dilemma for både »uperfekte« og »perfekte« demokratier.

Den kan overføres til danske forhold, som for nylig har oplevet et »disconnect« mellem en vigtig regerings-beslutning og den folkelige modstand imod samme beslutning.

Hvad der her tænkes på er sagen om salget af aktier i den statslige energi-koncern Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Beslutningen, som finansminister Bjarne Corydon fik gennemført, havde ikke været med i regeringens oprindelige politiske grundlag, da den kom til magten. 

Med andre ord, var befolkningen uden kendskab til dette kontroversielle spørgsmål under valgkampen.

Det demokratiske underskud i denne sag kom til udtryk i en autoritær regeringsførelse på trods af en folkelig mobilisering og protester, som var i stand til at samle 200.000 underskrifter mod regeringens politik.

Nu er Danmark ikke Ukraine, og Ukraine er ikke Danmark! 

Men hvis to hundrede tusind mennesker var mødt op til demonstration i København og ekstremistiske bøller havde besat regeringsbygningen, ville det så ikke have udløst en ret stærk reaktion fra statsapparatet  – eller ført til en afsættelse af regeringen? Politiets opførsel overfor demonstranter under klimakonferencen i København i marts 2009 er værd at huske!

Problemet med demokratiet er, at regeringerne vælges hver fjerde eller femte år og i mellemtiden træffer nogen beslutninger, som ofte gennemtrumfes uanset den manglende folkelige tilslutning. 

De fleste kontroversielle emner er ikke en del af valgkampagnerne – faktisk bliver befolkningen sjældent inddraget om vigtige nationale spørgsmål – inklusive forholdet til EU. Referendum er gået af mode!

Noget lignende gælder nok de fleste andre vestlige demokratiers måde at fungere på.  

Det politiske system er opbygget på en sådan måde, at befolkningens tilslutning til visse vigtige afgørelser slet ikke kommer på dagsordenen under valgkampen, men træffes bag ryggen af flertallet.  Derigennem skabes en frustration over det politiske system. 

Og i tomrummet ser vi i disse år voksende proto-fascistiske bevægelser i Europa og USA som vil blive styrket af den militante oppositions store »sejr« i Ukraine.

En lille anekdote kan illustrere vores argumentation.

I begyndelsen af den store finansielle krise i 2008, sagde den daværende amerikanske finansminister Robert Rubin i en tale på Yale University:

»En af de største politiske udfordringer for demokratierne de kommende årtier bliver at træffe de upopulære økonomiske beslutninger, der er forudsætningen for succes i en transnational, indbyrdes afhængig global økonomi.«   

Med andre ord: Gennemførelsen af den økonomiske og sociale politik, udformet af, hvad man har kaldt den »transnationale elite«, forudsætter, at demokratiet reduceres til politisk kabuki-teater!   

Det er i denne sammenhæng ikke uinteressant at bemærke, at Robert Rubin, som var arkitekt bag Præsident Clintons nyliberale økonomiske politik, havde været 26 år i lære hos Goldman Sachs! En institution, der ikke er kendt for noget gudfrygtig demokratisk sindelag. Banken spillede en betydningsfuld rolle i Grækenlands finansielle krise.

Endeligt er det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, hvor lidt medierne har oplyst om, hvad finansminister Bjarne Corydons samtaler med ledende Goldman Sachs folk på den hemmelige loge Bilderbergs konference sidste år gik ud på!

Denne lille sammenslutning af verdens mægtigste individer har til formål i David Rockerfellers formulering »at skabe en mere integreret global politisk og økonomisk struktur.«  

I den aktuelle krise er det bemærkelsesværdigt at til trods for det demokratiske underskud, som sagen omkring Dong afdækkede, har dette ikke forhindret den danske regering i at støtte det »demokratiske kup« imod et folkevalgt styre.

Uanset sympati eller antipati fulgte regimet spilleregler, der i sin kerne lignede den danske praksis.

På grund af denne principløshed risikerer demokratiet at miste sin legitimitet og ideologiske tiltrækningskraft.

Ellen Brun og Jacques Hersh har tidligere været redaktører på venstrefløjstidsskrifterne Politisk Revy og Salt.

Artiklen bringes også på internettidsskriftet Kritisk Debat