Vækst er blevet et skældsord på venstrefløjen. Nogle er måske klar over, at det er bruttonationalproduktet, der vokser, men hvad består det af, og hvordan måles det? Ved at se på begrebets historiske kontekst, teoretiske underlag, praktiske målinger og brug kan en mere rammende kritik formuleres.
Alternativet kan ikke lide begrebet vækst, hvorfor ikke bare bruge et andet?
Tilhængere af den store omstilling er imod vækst som sådan, fordi den hænger sammen med klimaforandring og naturødelæggelse samt udtømning af verdens ressourcer. Mere moderate mener væksten bare skal være bæredygtig. Andre vil afskaffe vækst som mål og måle på noget andet, lykke eller velfærd f.eks. Og så er der dem, der ser ethvert nyt initiativ, som alle må gå ind for, f.eks. bæredygtig udvikling af Udkantsdanmark, som vækst.
Alle disse opfattelser hører bredt hjemme på den danske venstrefløj, hvis vi tager Alternativet med, men minus sosserne, der ikke har noget problem med hverken vækst som mål eller dets aktuelle målestok.
Vækst spiller altså en central rolle, men forståelsesrammen stritter i alle retninger. I 2013 skrev jeg her på Modkraft om 'Økonomiske skoler og vækst'. Der er nok pointer, der tåler gentagelse, selvom jeg vil prøve at undgå det.
Læs artiklen »Økonomiske skoler og vækst« hos Modkraft
Her vil jeg forsøge at bidrage til en begrebsafklaring. Vækst er vækst af noget, nemlig bruttonationalproduktet (BNP). Derfor er det nødvendigt at se på dets filosofi og komposition, og hvordan det måles. Dets historie er heller ikke uinteressant.
Som hjælpemiddel bruges de såkaldte input-outputtabeller, som en anden emigré til USA, Vasilij Leontiev, stod bag. Sådanne tabeller blev ikke direkte brugt i det hedengangne Sovjetunionen, men passer som fod i hose til planøkonomisk tankegang af den mest stivbenede art.
BNP blev udviklet for det amerikanske samfund, da det stod over for at skulle yde en større krigsindsats i Anden Verdenskrig. Så det drejede sig om mobilisering af ressourcer under privatkapitalistiske eller blandede private og offentlige former.
Med BNP tilstræbes en opgørelse over den årlige nyskabte værdi i form af det endelige produkt, efter at råstoffer og halvfabrikata er trukket fra. Det, der svarer til arbejdskraftens aflønning, er også en del af det endelige produkt. Vækst i BNP måler en højere nyværdi skabt i ét år i forhold til sammenligningsåret
Nu er det imidlertid sådan, at moderne (neoklassisk) økonomisk teori med stor glæde forveksler værdi og ting, og det plager også BNP. Det siges ikke direkte, for ordet ’værdi’ har en skjult rolle i gængs økonomisk tankegang og er blevet gemt ind bag begrebet nytte i mikroøkonomien. I BNP antages det, at jo flere ting der produceres, desto mere stiger det 'reale' produkt.
For i makroøkonomien ser man prisændringer som et rent monetært fænomen, evt. pga. et pengepolitisk fejlgreb, dvs. de afspejler ikke, at de underliggende producerede værdier har ændret sig. Altså hvis priserne falder over én kam, er det udtryk for deflation, stiger de helt generelt er det inflation.
Således er relative prisændringer ikke nemme at forstå for vore dages økonomer. Grundlæggende antager de statiske priser (værdier) for det samme produkt, selvom de også, når de går over til mikroøkonomien, siger, at prisen på den enkelte vare bestemmes af udbud og efterspørgsel, der jo kan ændre sig og dermed prisen i forhold til andre varers. Nå, bare en lille selvmodsigelse.
John Maynard Keynes' makroøkonomiske vinderformel for nationalproduktet lyder: Y = C + I + G, dvs. nationalprodukt (BNP) = husholdningers konsum plus virksomheders investeringer plus regeringens konsum og investeringer. Der er tre dimensioner af BNP: produkt, anvendelse og indkomst. I princippet er der både en indkomst- og en produktversion af BNP.
Produkt og anvendelse skal passe sammen, og gør de det ikke, tvinges de til at gøre det. På indkomstsiden spares op, og den opsparing ses som svarende til investeringerne, mens producerede konsumgoder antages at blive forbrugt. Tilsvarende bliver producerede investeringsgoder rask væk sat lig med det, der rent faktisk bliver investeret i nye kapitalgoder. Det kan man gøre relativt straffrit, for i et udviklet samfund ved man jo ikke, hvor meget der produceres af hvad.
I praksis er mange goder også anvendelige til både forbrug og investeringer, undtagen store maskiner og råvarer som jern, som der ikke sælges meget af til endeligt forbrug. Så med formlen skabes en masse identiteter, og man kan regne både forlæns og baglæns.
Formidlingen via køb og salg på et marked er også gnidningsfri. Således bliver penge og finanser blot til en form for smøreolie.
For at planlægge skal der detaljerede tekniske parametre til. Dertil bruges input-outputtabeller, hvis simple planlægningsform er et ønsket output, hvorfra man regner baglæns for at finde de nødvendige input. På den måde hjælper man til at skille slutprodukter fra råvarer og halvfabrikata, dvs. til at undgå at tælle dobbelt.
Lad os sige, at målet er at forbedre boligstandarden ved at bygge nye boliger. Når man går tilbage i kæden, kunne et spørgsmål være, hvor mange kilo jern, der skal til for at producere en grim boligblok. Der skal jernmalm og stålværker til for at producere jern, og derfor skal der også jern til for at producere jern. Videre indgår jern i beton’en, der jo er nødvendig for at bygge en stor kolos. Og der indgår jern i hammere og søm. Fortsæt selv.
Hele ligningssystemer kan sættes op og løses relativt nemt, hvis de vel at mærke er lineære. Der er også en tidsdimension, men den tenderer man til at ignorere, hvilket bl.a. bevirker, at outputpriser på jern er de samme som inputpriser. Til sidst kan man så finde ud af, hvilke input fra forskellige sektorer man har brug for til hvilke output, og det kan skaleres op på hele økonomien. Inputmålene kan enten være givet i fysiske enheder eller faste priser for visse mængder. Infleksibilitet er indbygget.
Naturligvis bliver kategorierne meget grove og man overser nemt spild. I de mere udviklede modeller, der viser hen imod BNP, begynder man med input og inkluderer ikke kun produktionsleddet, men også input, der snarere hører til i distributionssektoren, endog finanssektoren, der på den måde stilles på linje med de direkte produktive sektorer. Så finanserne optræder, ikke i deres funktion som igangsætter eller hæmsko for økonomien, men som en nyttig sektor. Da man i virkeligheden kun kender virksomhedernes salgstal, bruger man nemlig en opdeling i sektorer.
En og anden siger måske hov til det her: er det ikke lidt for fysisk. Jo, tankegangen er 'fysisk', og det har plaget og plager stadig BNP, der for at sige det mere korrekt i realiteten bliver et fysikalisk begreb. Derfor er det at strække det for langt at bruge BNP som en indikator for landes økonomiske eller velfærdsmæssige velbefindende.
Formålet med BNP var oprindeligt at se på regeringens mulige forbrug. Keynes mente jo, at regeringen via underskudsfinansiering (gæld) kunne købe sig til allerede producerede goder og på særlig snedig måde få sat gang i hjulene, ikke mindst hvis dele af produktionsapparatet lå brak. Eller regeringen kunne stå for infrastrukturudbygning, der ville fremme de private investeringer.
Ikke mindst kunne regeringen være direkte involveret, når der skulle gang i krigsmobilisering. Altså hvis der krævedes flyvemaskiner, var det godt, hvis regeringen kunne stå som køber. På tidspunktet for BNP's udvikling var der ikke mindst brug for elektricitet i stor skala. Det var under Franklin D. Roosevelt, at vandkraften blev voldsomt udbygget af ikke mindst Tennessee Valley Authority.
Imidlertid er det en vedtagelse i BNP-opgørelser, at den offentlige sektor producerer, hvad den forbruger. Det er man begyndt at prøve at lave om på ved at finde indikatorer for output i den offentlige sektor – i forlængelse af New Public Management's resultatsøgning.
Hvad det skal til for, er et åbent spørgsmål. Det kan højst være en sideinteresse, men ofte er økonomer jo ofre for begrebsforskydninger, hvor de glemmer, hvad de i grunden ledte efter, fordi de fandt noget andet.
I opgørelserne over BNP ligger der den dobbelthed, at på den ene side ses regeringens forbrug som et fratræk fra private investeringer og konsum, på den anden side postuleres det, at regeringens forbrug, hvis det vel at mærke har karakter af investeringer, kan sætte fut i væksten. Dertil bruger man de noksom bekendte multiplikatorer, der bygger på grove forestillinger om, at hvis investeringerne stiger, vil de sprede sig til andre sektorer. Problemet er, at økonomier ikke opfører sig ens over tid. Sektorerne ændrer sig, osv.
BNP giver i hvert fald højst et statisk billede og indeholder ikke et mål for de håndtag, der styrer dets udvikling. Dvs. når forudsigelser skal laves, er det fra én død situation til en anden, evt. via et nålestik, som økonomer i finansministeriet kan sende ind i modellerne og så se på, hvordan effekterne bevæger sig igennem systemet.
På basis af nationalregnskabsopgørelser er modeller udviklet, der kan bruges til simulationer, sådan som ADAM. De fortolkes som forudsigelser. F.eks. bruges ADAM til at se på effekten af en sænkelse af topskatten på arbejdsudbuddet. Til det formål har man indbygget nogle reaktionsparametre i modellen. Derfra kalkulerer man så videre effekter, evt. på BNP selv, der naturligvis bliver jo mindre rigtige, som elasticiteterne ikke holder en meter.
Det her er faktisk en nylig diskussion, hvor finansministeriet har indrømmet, at antagelsen af, at en sænkelse af topskatten med 1% fører til 0,1% mere arbejdsudbud, bygger på en stikprøveundersøgelse fra halvfemserne.
Læs artiklen »Gamle data bag Finansministeriets skatteberegninger« hos djøf-bladet
Bl.a. af disse to grunde, mangel på evne til at se, hvordan økonomierne ændrer komposition og reaktionsmønstre, er forudsigelser om BNP-vækst altid systematisk forkerte.
Keynes’ grundformel er blevet udvidet med simpel udenrigshandel: Y = C + I + G + Ex – Im (eksport minus import), altså BNP med eksportvarer minus importvarer, uanset hvem der står for det producerede og eksporterede i hjemlandet eller udlandet. Derimod inkluderer bruttonationalindkomsten (BNI) hjemlandets indkomster i udlandet minus udlændinges indkomster i hjemlandet.
Den danske sondring mellem BNP og BNI svarer dermed ikke helt til den engelske mellem GDP (gross domestic product) og GNP (gross national product), fordi man på dansk svinger mellem produkt og indkomst og ikke anvender to parallelle begreber for respektive det nationale og det indenlandske produkt.
Det viser igen, at man gladelig tager indkomst som udtryk for produkt. Men uanset hvad, så er det danske BNI større end BNP, fordi danske virksomheder producerer så meget – og ikke mindst henter profitter – i udlandet. Omend sikkert en del af det danske BNI går uden om de danske kyster.
Keynes' udvidede formel inkluderer altså ikke eksplicit kapitaloverførsler, kun handel. Det er et andet typiske træk ved moderne makroøkonomi er, at den tenderer til at overse ’kapital’. Mainstreamøkonomer mener jo også, at vi lever i en markedsøkonomi og ikke en kapitalistisk en.
Alle de her måleproblemer gør, at BNP ikke siger så meget. Er 'vækst' udtryk for bedre økonomiske udsigter? Ikke nødvendigvis. Det kan jo være der er sket prisfald. Og dem har man det svært med, for de kan jo både skyldes verdensmarkedet og indenlandske forhold.
Hvad med relative priser som olie- og landbrugsprisudviklinger, der tit afviger fra prisudviklinger på industrivarer? Nogle gange bruger man en sondring mellem kerneinflation (fratrukket naturressourcegoder) og overskriftsinflation (headline inflation), men vist ikke i BNP-opgørelser, og den dækker heller ikke alle typiske fænomener. Pristendensen for kapitalgoder afviger også tit fra konsumgoders.
Analysechef i Cevea, Frank Skov, har skrevet en kronik den 27. maj i Information om paradokset i, at man stadig anvender BNP som mål for aktivitet i samfundet og påpeger nogle af ovennævnte mangler. Han accepterer dog også, at BNP skulle korrigeres for kvalitet ud fra den tankegang, at goderne ændrer sig. Det medgiver BNP-fortalere gerne det ønskelige omend vanskelige i, så det kritikpunkt er ikke grundlæggende.
Derudover beklager Skov sig over, at BNP-tallene ikke inkluderer innovation. Nej, det ligger i forlængelse af ovenstående. BNP opgøres slet og ret som statiske målinger af noget fortidigt (omend uden tvivl også baseret på en masse interpolationer, dvs. beregnede mellemregninger, der stammer fra en model), der netop slet ikke kan håndtere produktivitetsudviklinger.
Det ville imidlertid være forkert at prøve at finde et udtryk for 'innovation' som sådan, det drejer sig om effekten af innovationen på det producerede værdiprodukt. Når man tænker nærmere efter, kan innovation nemlig både medføre konkurrencemæssig fordel og højt prissatte produkter, men den kan også føre til mindre enhedsværdier måske opvejet af højere produktion, således at værdiproduktet alligevel samlet set stiger. Så innovation er langt fra entydigt.
Derudover kan modellerne ikke forudsige det private forbrug, skriver Skov, for det har ikke adfærdsparametre med. For det første fejlforudses selve væksten, for det andet er det ikke så mærkeligt, at detaljerne også bliver udvisket, for modellerne antager typisk, at når væksten stiger med x %, stiger forbruget med y% baseret på faste relationer, evt. estimeret ved økonometriske metoder på gamle data.
Han peger også på, at finansmarkederne slet ikke hører med. Det kan ejheller undre, for det ligger i den grundlæggende modelantagelse, hvor finansbeholdninger = opsparing, og al opsparing går til investering. Det er naturligvis også helt ude i skoven.
Til gengæld er det rigtigt, at modellerne ikke burde bruges til det, de bliver, nemlig som basis for politikudvikling. Men ’the powers that be’ kan svært godt lide de anbefalinger de godt tweakede modeller kommer med. De – modellerne og politikerne – er ligesom programmeret til det.
Et typisk forsvar, når en tilhænger er trængt op i en krog er, at 'vi har ikke noget bedre'. F.eks. måtte en finansministeriel embedsmand i ovennævnte sag om topskatten indrømme, at undersøgelsen var lavet for næsten tyve år siden. Hellere ramme ved siden af end slet ikke ramme er, hvad det argument kommer ud på.
Hvis Keynes er involveret i det moderne BNP, er det den neoklassiske version af ham. Ser vi på gamle Marx, ville han indvende mod BNP og dets opgørelse, at prisfald er logiske konsekvenser af produktivitetsudviklingen. Den enkelte vare bliver mindre værd (der er lagt mindre arbejde i den), når arbejderen kan producere mere på kortere tid ved hjælp af maskiner og ’teknologi’. Det implicerer altså, at værditilvæksten kan falde (eller stige relativt mindre), selvom BNP måles som ubetinget stigende pga. tingstilvæksten.
En interessant analyse findes i Anwar M. Shaikh og E. Ahmed Tonaks bog 'Measuring the Wealth of Nations' fra 1994. Forfatterne viser bl.a., at profit bliver behandlet stedmoderligt i de moderne input- og outputversioner af BNP, som de kontrasterer med en marxistisk version. De finder, at forskellige merværdikategorier optræder som input, f.eks. husleje og 'royalties' (af forfatterne bredt defineret som indrekapitalistiske overførsler), der så går igen i output, men ofte som mindre end inputtet, dvs. at de samlede profitter ser ud som mindre, end de er.
Som gammelmarxist må man med Shaikh og Tonak indrømme, at det hører til kapitalens væsen, at den skal blive til mere, altså dens profit og herredømme skal vokse. Så der er en kapitalrationel kerne i vækst, men den er gemt godt bort. Hos Marx hedder det tilsvarende begreb 'akkumulation', og det betyder produktion i udvidet skala.
Pudsigt nok ville en marxistisk definition af nationalproduktet tilfredsstille mange kritikere, der mere er forargede over BNP’s indhold end dets teori. F.eks. ville ambulancetjenester til at transportere ofre for biluheld i henhold til en marxistisk definition være uproduktive og dermed henhøre til konsum.
Finanssektoren skulle heller ikke være med som sådan, men det er klart, at hvis man går fra BNP til en model for dets ændringer, skal finanssektorens indvirkning inkluderes. Den er dog meget svær at modellere. Derfor er det også nødvendigt med økonomisk teori og tænkning, ikke blot målinger.
Med alt der, der sjaskes ind i BNP, måler det ikke retvisende en økonomis produktive formåen, det måler heller ikke dens indre sammenhæng og giver dermed heller ikke noget billede af sin egen tendens.
I BNP registreres mange konsumforekomster som produktion. Den trivielle diskussion om husarbejde springer i hu. Ok, indtil videre indgår det ikke, selvom mange godlidende mennesker gerne vil have det med, men social og privat reproduktion, der ikke markedsføres, hører ikke hjemme i værdiproduktionen, det samme med offentligt konsum, hvor nyttigt det end må være.
Men BNP viser (til dels) udmatningen af verdens ressourcer. For flere ting og også mange services kræver flere fysiske input. I Danmark har man i mange år pralet med, at væksten i energiforbruget og CO2 steg mindre end væksten i BNP. Ja, fordi en stor del af forbruget og emissionerne var indlejret i det neutraltlydende 'import'.
Så nej, BNP er ikke et godt måleparameter, heller ikke for kapitalistisk sundhed. Men når man tænker det igennem, står det altså nok værre til – kapitalistisk set – end BNP-målinger og dets vækst indikerer.
Lad os fra venstrefløjens side kritisere BNP for dets manglende troværdighed i forhold til det, man tror det udsiger og stramme op i stedet for blot at svømme hen og ønske udvidede målinger. En vis realitet er der i begrebet, selv som det bruges og misbruges til at udsige, hvad landet har 'råd' til efter nogle begrænsede økonomiske forestillinger.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96