Blandt bønderne spøger apartheid stadig: Stjålet jord bliver på hvide hænder

»Unfinished business of Apartheid«

Det er et af det største uløste problemer efter apartheids afskaffelse, at omfordelingen af jord og processen med at give frastjålet jord tilbage til sorte sydafrikanere, endnu ikke er blevet ført ud i livet.

Det mener den sydafrikanske kvinde- og landrettighedsaktivist Mercia Andrews, som i juni besøgte København.

- Mindre end otte procent af jorden er blevet givet tilbage til de mennesker, der blev frataget deres jordejendom. Hvide sydafrikanere ejer stadig 80 procent af jorden og produktionen. For eksempel vinfremstillingen, der er tilknyttet landbruget, siger hun til Modkraft.

Hun forklarer, at den nye regerings landbrugsreform desuden kun sigtede efter at give 30 procent af den stjålne jord tilbage. Og at jorden skulle fordeles efter en markedsøkonomimodel.

- Men hvor skal de fattige bønder få pengene fra? spørger Mercia Andrews og tilføjer, at landbrugsjord er meget dyrt i Sydafrika.

Andrews repræsenterer organisation Trust for Community Outreach and Education (TCOE), der i mere end 30 år har mobiliseret landarbejdere og småbønder i kampen for deres faglige rettigheder, retten til at eje jord og til at dyrke jorden på traditionel og bæredygtig vis.

En af organisationens fokuspunkter er at uddanne bønderne i at organisere sig kollektivt.

- Den eneste måde, man kan købe jord tilbage på, er ved at forme et kollektiv med andre. Regeringens politik går ud på, at de giver én 25.000 rand (ca. 12.000 kr., red.). Men en gård koster 2 mio. Så hvad kan man bruge 25.000 til? Derfor må man finde nogen at købe gården sammen med. Til slut har man et kollektiv med 150 mennesker, der kan købe én gård, forklarer hun.

Tvungne kollektiver

- I princippet kan det at skabe et kollektiv være en god idé, men hvis der ikke er fælles fodslag i kollektivet, er det dømt til at mislykkes. Det er ikke alle, der har evnerne, indstillingen og erfaringerne til at gå ind i sådan et kollektiv. Og de fleste af disse kollektiver – regeringens egne tal siger 90 procent – mislykkes. Man kan ikke skabe de rigtige forhold, når det er kollektiver, der "tvinges" igennem, uddyber Andrews.

TCOE trækker sin historie fra kampen mod apartheid og har eksisteret siden 1983. organisationen blev etableret af antiapartheidaktivisten Steven Biko. Mercia Andrews har været leder af organisationen siden 2007.

- Regeringen har indset, at landbrugsreformprogrammet ikke fungerer, men der er ingen ny plan for, hvad der så skal ske. Der er ingen plan for at ekspropriere jord fra de hvide og give det tilbage til de sorte.

Arven efter apartheid

Under apartheid udførte regeringen tvangsforflytninger af sorte sydafrikanere. I Cape Town for eksempel, hvor Andrews voksede op, blev hendes familie sammen med andre tvunget til at flytte væk fra den centrale bydel ud til townships.

- Vi har siden ansøgt om at få vores ejendom tilbage, og vi venter stadig. I mellemtiden er flere af mine familiemedlemmer døde.

Problemet med omorganisering af jordejendom stammer tilbage fra apartheids fald i 1994, hvor der blev indføjet en klausul, der fredede jordspørgsmålet i ti år. I mellemtiden er situationen blevet værre, mener Andrews:

- Der sker en koncentration af landejendom, med omtrent 37.000-40.000 kommercielle store landbrugere, der nu ejer de 80 procent. De store fisk æder de små fisk. I en af de distrikter, hvor vi arbejder, er der en farmere, som ejer 23 landbrug.

TCOE har oprettet et juridisk kontor, hvor bønder kan få hjælp til at indgive formelle klager mod de hvide jordejere og planlægger at opføre flere. På en almindelig uge kommer der op mod firs nye sager. 

De handler blandt andet om, at jordejere smider bønder væk fra deres jord fra den ene dag til den anden, hvis en bonde har været ramt af sygdom, selvom han eller hun har arbejdet og boet der i tredive år. Deres ejendele bliver sat på en lastbil og kørt væk.

- Jeg kæmpede under apartheid for nogle af disse rettigheder: retten til at organisere sig, retten til at danne fagforeninger, retten til at være politisk aktiv. Men disse rettigheder nægtes ofte bønder i dag. Vi forsøger at bygge en stærkere social bevægelse blandt bønder og landarbejdende kvinder, siger Andrews.

Men det er svært. For TCOE har ikke lov til at befinde sig på farmernes jorde og forsøge at organisere bønderne, forklarer hun.

Udsatte kvinder og migrantarbejdere

Desuden sætter gamle traditioner yderligere fælder op for arbejdet for bøndernes rettigheder. Kvinder har for eksempel kun adgang til jord gennem en mand: en far, bror eller ægtemand.

Ifølge den sydafrikanske konstitution er alle lige. Men traditionen gør, at kvinder diskrimineres. Ifølge traditionen har lokale høvdinge meget at skulle have sagt på landet. 

Mercia Andrews uddyber:

- Det er to systemer, der fungerer parallelt. Det sydafrikanske system er meget autoritært og meget kvindeundertrykkende. Mange af de kvindelige landarbejdere er også dem, der tager det usikre sæsonarbejde. Det er særligt plukkearbejde, hvor man bliver betalt per kilo plukket afgrøde. Det er meget hårdt arbejde. Og de kvinder, der ikke er unge længere, har svært ved at følge med.

- De seneste år er vi også begyndt at organisere migrantarbejdere, som tit lever under svære vilkår. De er illegale, arbejder til lavere lønninger og er særligt udsatte - igen gælder det særligt kvinderne. I sidste uge kom en gruppe på tredive kvinder fra Lesotho og sagde, at de havde bedt deres arbejdsformand om en lønseddel. Som svar havde han åbnet sine bukser og sagt "hvis I vil have en lønseddel, ved I, hvad I skal gøre". Der er mange sådanne sager.

- Der er mange spændinger, fordi migrantarbejdere tit accepterer lavere lønninger og er mere underdanige pga. deres arbejdsforhold. Vi prøver at organisere migrantarbejdere sammen med sydafrikanere, så får de bedre beskyttelse, grupperne lærer hinanden at kende og skabe større forståelse for hinandens forhold med mindre mistillid og fælles fodslag. Sammen kan man skabe en større solidaritet.

Hvor mange svinefarme har Danmark brug for?

Udover at arbejde med landarbejder- og menneskerettigheder, og landreformen, fokuserer TCOE på at fremme bæredygtigt landbrug. I Sydafrika er alle dyrkede majs for eksempel GMO-majs, forklarer Mercia Andrews.

- Vi tror på, at den herskende måde at drive landbrug på er ødelæggende for miljøet og for jorden. Monokultur i landbrug er ufornuftigt. Hvor mange svinefarme har I brug for i Danmark? spørger hun og fortsætter:

- Bæredygtighed drejer sig ikke kun om miljøet, men også om at mindske udgifter - hvordan man for eksempel sparer på såsæd. At spare på såsæd er en af de mest besparende indsatser. De multinationale ønsker at kontrollere brugen af såsæd, fordi den er så indtægtsgivende. Men hvis vi kan kontrollere vores egen såsæd og høste vores egen såsæd og dele den imellem os, er det en direkte måde at udfordre Monsanto, siger hun med henvisning til den multinationale amerikanske kemi- og midicinvirksomhed, som blandt andet fremstiller GMO-afgrøder.

- Ligeså med kompostering. Vi underviser i måder, der ikke er forbundet med at skulle ud og købe ting. Vi bruger traditionelle måder til at dyrke og hvad man skal gøre for at bekæmpe plantesygdomme. Tiltag som altså også er økonomisk holdbare.

- Selvfølgelig går det langsommere, men det er et vigtigt skifte i bevidstheden hos folk. Men det er ligeså vigtigt at få et forandret forhold til jorden og miljøet ligesom det er vigtigt at vi får et forandret forhold til hinanden.

TCOE er samarbejdspartner med Afrika Kontakt.

Link til TCOE-Sydafrikas hjemmeside

Læs i øvrigt »Røven tages på Afrika« på Modkraft

Læs artikel »Amandla ngawethu« på Modkraft

Læs artikel »TTIP vil også skade det globale syd« på Modkraft