Anarkisme, frihed og arabiske robotter

Jazzhouse i København lagde fra den 21.-31. oktober lokaler til en festival under titlen »Actionjazz in Copenhagen«.

Musikken var udvalgt af den norske freejazz-trommeslager Paal Nilssen-Love, der havde fået bl.a. Shellac (US), The Thing (SE/NO), The Ex (NL) på programmet.

The Ex og Pekko Käppi (F) spillede den 28. oktober og The Thing og Shellac den 30. oktober.  

Anarkist er ikke noget man kalder sig, det er noget man er

Før koncerten med The Ex mødte jeg guitaristen Terrie Hessel, der har været med i bandet siden starten i 1979. 

Besøg hjemmesiden for The Ex

The Ex er blevet kaldt »evige eksperimentalister«, »eventyrlystne punks« og »anarkister«.

Jeg spørger, om bandet kan kende sig i de betegnelser.

– Det er lidt irriterende, synes jeg, at putte sådan den slags etiketter på. Vi er så meget mere. Da vi spillede i Etiopien f.eks. kendte ingen til punkbegrebet, det er ret ligegyldigt. Det er også noget om individuelle kvaliteter. Etiketter er altid så begrænsende. Og de fleste punkbands er i øvrigt også kedelige.

Men folk forbinder jer måske med anarki og punk, fordi i er uafhængige. I har aldrig haft pladeselskab, manager etc.

– Ja, men man behøver ikke at kalde sig selv en anarkist. Det er ikke nødvendigt. Jeg tror, vi er, men vi behøver ikke at kalde os det. Det er mere anarkistisk ikke at kalde sig selv anarkistisk.

Det er imponerende, at I har holdt så lang tid, kan det undgås uden store magtkampe? Det kan være svært at samarbejde i bands, hvor alle har lige ret til at bestemme.

– Ja, det er en læreproces. Og man skal være heldig med bandmedlemmer. Jeg tror, det er vigtigt, at man altid bevæger sig fremad. Vi arbejder altid hårdt på, at vi skal have nye eventyr foran os. At vi arbejder ud fra lyst. Vi tænker aldrig: ’Arrh! Nu skal vi lave en helt masse penge!’

– Men vi har kunne leve af musikken siden 1990.  Vi lever simpelt, det er det. Har ikke råd til dyre biler. Lever med de mest nødvendige ting. Har familier ved siden af det, nogen af os har børn. Det fungerer fint.

Før I blev fuldstændigt uafhængige, var det så ikke svært at forene frihedstanker, og musikerlivet med nødvendigheden af at tjene penge?

– Jeg har aldrig haft et normalt job i mit liv. Jeg studerede journalistik og troede, jeg skulle være journalist. Men så startede vi det her band, og så fortsatte det bare. Vi var også meget heldige med timing. I Amsterdam i 1980’erne var BZ-bevægelsen fantastisk.  Det er svært at forestille sig nu, når man ser unge bands starte op, det er slet ikke så nemt.

– Da vi startede, kunne vi spille overalt. Man kunne øve overalt. Der var altid publikum. Der var 10.000 besættere på det tidspunkt, så det var en stor bevægelse. Nogen lavede cykelværksteder, nogen importerede øl – alle gjorde bare, hvad de havde lyst til. Og som et band var det en elektrisk start. Vi sad ikke fast på nogen scene, BZ-bevægelsen kunne godt blive lidt snæversynet, men vi bevægede os, til Berlin og til Schweiz og var på den måde frie.

Jeg læste om jeres Etiopien-tour. Hvordan fik i ideen med at tage af sted? Havde i nogen planer, eller var det blot et nyt eventyr?

– Det startede med, at jeg kunne lide musikken derfra. Jeg havde rejst rundt i Afrika i 1996. Havde købt en masse kassettebånd med afrikanske musikere, og det var bare stort. Kom tilbage til Amsterdam og mødte en etiopisk fyr, som sagde ’Hey! Du skulle tage til Etiopien og spille! ’

– Alle tror, der blot er sult og nød, derfor tager ingen der til, og man mangler information om hvad, der egentlig foregår. Han fik mig overbevist, og vi besluttede os til at tage af sted.

– Vi tog ned i den nordlige del som pionerer. Ingen havde gjort det før, ikke engang etiopiske bands. Vi spillede på landet. Det var ret fantastisk og gik godt. Og så to år senere tog vi en tur til Sydetiopien. Vi fik så mange reaktioner fra musikskoler og studerende. Så vi tænkte at vi ville invitere musikere, vi kendte til at lave workshops i Etiopien. Dem har vi lavet seks af. Vi er lige kommet tilbage fra en i sidste uge.

Det må give masser af energi at tage af sted per intuition til fremmed sted uden store planer.

– Ja, men vi kan også klare det. Jeg kan forestille mig andre gå i panik, hvis de gjorde det samme. Vi har erfaring i at spille under mærkelige forhold. Så vi kan vi nemt spille i f.eks. politiakademiets gymnastiksal et sted i Etiopien. En ret sjov koncert.

– Vi er vokset med udfordringen. I BZ-bevægelsen var alt tit kaotisk, og vi lærte at bygge noget op fra kaos. Vi var også det første vestlige band i Polen, Rusland og Tjekkoslovakiet.

Svært at forestille sig den situation nu, hvor vi har internet og alting.

– Ja, nu tager man jo bare derover, men dengang var alting meget hemmeligt og mystisk.

Nu kunne du ikke lide ordet anarkistisk, men har I nogen politiske meninger, I blander ind i musikken, eller er det et musikalsk frirum, et sted hvor man kan tale et mere universelt sprog, en måde at udveksle gode energier på?.

– Det er en måde vi arbejder på. Den måde, vi spiller på, er i forvejen anderledes end folk forventer, så politiske erklæringer er ikke nødvendige. Det er mere i en fri ånd, vi spiller, når vi f.eks. inviterer en etiopisk saxofonspiller op på scenen. Det kan være en bizar situation 

– At vi ikke spiller det folk forventer, kan kaldes en politisk erklæring. Politiske erklæringer kan være så tørre. Det er rart, når folk kan drage deres egne konklusioner, blive overraskede og måske åbne op for noget nyt i dem selv.

– Det er ikke fordi, at vi forventer at lige det skal ske, når vi spiller, men vi oplever, at det sker en gang imellem.

– Nogen gange spiller man en dårlig koncert, som ikke er den store succes, og det er også fint. Man må bare arbejde hårdt og gøre sit bedste.

I har et langt cv. Der må også ligge nogen ubehagelige oplevelser på vejen og nogle dårlige koncerter, når I bare kaster jer ud i det.

– Dårlige koncerter er bare ikke frustrerende for os. Jeg mener, vi falder aldrig til et dramatisk dårligt niveau…

Nej? Det kan da så være I også skal prøve DET?

– Ja, ha, ha… men man lærer ved at improvisere fuldstændig frit.  Der kan man nogen gange komme ret langt ud og skide. Det er godt at holde musikken åben og arbejde ud fra det. I stedet for at lave alting i rammer og være så fikseret. Det holder os i gang.

– Det lyder også ret krævende?

– Ja, vi skal arbejde hårdt. Vi har lige rejst fra Amsterdam til Hamburg og er nu her. Vi står for alting  selv, det er også trættende.

Man kan som ung og naiv idealistisk kunstner have store drømme om frihed og uafhængighed, men der skal arbejdes hårdt for den frihed.

– Min bedstefar arbejdede i en papirfabrik fra han var 13 til 65 og tre år efter døde han. Jeg ville ikke følge hans eksempel. Jeg besluttede mig i min tidlig ungdom til ikke at arbejde for en boss. Indtil nu har jeg aldrig arbejdet for en, det har været mit drive.

– Min far var en uafhængig illustrator, og han var et godt eksempel på uafhængighed, jeg kunne følge. Det er vigtigt at have nogen gode forbilleder.

Har du nogen gode råd til unge musikere, som gerne vil ud og spille?

– Ja, tag nu f.eks. de her rockskoler der er dukket op. Folk tror, de kan lære at spille musik i en rockskole…

Ingen af jer har gået på musikskoler?

– Nej. Det er ikke fordi jeg synes alle musikskoler er dårlige, men de her rockskoler er så konservative. Som om man kan lære en rigtig strategi til at komme ud og spille og blive succesfulde. Det har ikke noget at gøre med følelser eller imødekommenhed. De prøver at lære folk en organiseret forretningsmodel. Det er virkelig dårligt for musikken.

– Men modsat møder vi også rigtig mange gode, unge fascinerende musikere. Jeg kender f.eks. en guitarist fra Etiopien, som kan spille alt og gå en kommerciel tryg vej, men som vælger at være fri og eksperimenterende.

Fornemmer du at der er en ny bevægelse på vej, hvor folk har lyst til at eksperimentere med alternativ musik?

– Næh, ikke i Holland. Men Etiopien! Derfra kommer virkelig nogen spændende frie og eksperimenterende anarkistiske musikere. Check dem ud!

Døds-lullaby

Et par timer senere møder jeg så musikken med The Ex.

Inden bandet går i gang, spiller den finske folkemusiker Pekko Käppi på en juohikko, et trestrenget instrument af hestehår tilsat metal.

Besøg Pekko Käppis hjemmeside

Buen stryges på et dødningehoved, mens Pekko synger den vildeste lullaby, jeg nogensinde har hørt. En vuggevise, han selv aldrig kunne finde på at spille for sine børn, som han siger.

Det er heftigt, mærkbart, smukt og dystert. Fascinerende!

Her kan jeg se jer!

Så går The Ex på. Der er ikke mange publikummer.

– Jeg kan godt lide at være her, her kan jeg se jer, siger trommeslageren Katherina Bornefeld til publikum.

Et par danser trygt i et mørkt hjørne nederst i salen. Resten er lidt generte. Står limet til gulvet, imens bandet hopper og støder ind i hinanden med store smil og overskud.

– Hvad er der med jer danskere? I danser slet ikke eller hvad?, spørger en hollandsk dame, som har set bandet med et mere bevæget publikum.

Det er ikke bandets skyld.

Terrie slår legelysten på sine strenge, imens Arnold synger om det værste job, han nogensinde har haft.

Det er forfriskende, når Katherina springer op fra sine trommer for at synge og rasle, for dernæst at hoppe tilbage til trommerne igen.

Ekstranummeret åbner op til et univers, jeg godt gad at springe ind i.

The Ex inspirerer til at være kreativ selv, på den uprætentiøse måde, og det er rart.

Arabiske toner springer ind i en robot

Den 30. oktober lyder programmet på The Thing og Shellac.

Den norske trommeslager Paal Nilssen-Love, som har gæstekureret Action-festivalen, spiller selv trommer i jazztrioen The Thing.

I aften er der tætpakket i salen. 

Saxofonisten Mats Gustafsson overrasker mig med en foranderlig sax, som kan lyde som alt fra en hvalros til stille raslende blade. 

Arabiske toner springer ind i en robot og bliver til John Coltranes ånd.  Wow!

En skøn anderledes opvarmning til et band, som jeg ellers ikke har forbundet med jazz. Det er fedt!

Hør The Thing med nummeret India:

Hvem har lavet dit hår?

Nogen spiller musik for at blive elsket, andre for at tjene penge, nogen fordi det er den måde at udtrykke sig på, andre igen fordi de bare kan lide det.

Det sidste er nok tilfældet med Shellac, som virker tilbagelænet og afslappet,

Steve Abini, der er guitarist i bandet, er også kendt som lydproducer for Nirvana, Pixies, PJ Harvey, ja såmænd også The Ex, samt The Thing.

I aften spiller han spade og synger om svampetrip i en kælder med hørebøffer på og undren over hvor mange fingre, han har på hænderne.

Shellac giver os en solid koncert med hårdslående riffs og sarkastisk humor.

Bandet er kendt for at åbne op for spørgsmål fra publikum under koncerter.

– Hvem laver dit hår og hvorfor?, bliver bassisten Bob Weston spurgt.

– Laver? Arh! Ingen. Jo! Min hovedpude.

Og han bliver spurgt, om han ved, hvilken ø han spiller på.

– Ø? Nåjo: Shellac-øen! Awesome!»

Albini filosoferer over, hvor mærkeligt det er, at man kan sidde i et fly, der flyver hurtigere end lydens hastighed, og så samtidig kede sig.

Trommeslageren Trainer danser rundt med lilletrommen i hånden og bliver til sidst mødt af Albini og Bob Weston, som begge slår løs på bækkenerne. Ret sjovt.

Alt i alt en fin koncert.

Jeg havde ikke forventet noget nytænkt med Albinis Shellac. The Thing, var klart mere nytænkende og forrygende.

Det virker heller ikke som om Shellac har ambitioner om andet end at have det rart og give den fuld kontant skrue. Det lever bandet helt op til.

– At spille efter The Thing var awesome!, er da også, hvad Bob Weston siger med et stort smil.

Hør Shellac med nummeret »Wingwalker«: