’Fuck the Poor’ lød teksten på hjemløses t-shirts tirsdag eftermiddag i Mølleparken, Aarhus. Kunstneren Marc Trensig satte fokus på fattigdom og hjemløshed, samtidig med at en ny rapport viser, at Århus har en kedelig rekord i flest unge hjemløse.
Dåsebajerne var fremme, og cigaretter blev ristet og rullet til joints, da projektet ’Fuck the Poor’ i skiftevis solskin og styrtregn tirsdag den 15. september om eftermiddagen satte fokus på fattigdom og hjemløshed i Mølleparken i Århus.
De hjemløse var iført røde t-shirts med teksten ’Fuck the Poor’. Et projekt kunstneren Marc Trensig står bag.
– Jeg bruger sarkasme og ironi til at gøre opmærksom på fattigdommen, forklarer Marc Trensig til Modkraft.
– Vi lever i et hårdt, kapitalistisk samfund, hvor folk ikke tænker ud over deres egen lille navle. Jeg bruger reklamens virkemidler til at få folk til at se det her, siger Marc Trensig.
Se YouTube-videoen »Fuck the Poor« fra London
Arrangementet fandt sted samme dag som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) offentliggjorde en rapport, der viser en fortsat stigning i antallet af hjemløse i Århus. Og at Århus er den kommune med den højeste andel af unge hjemløse.
Århus Kommune har fået 8 % flere hjemløse siden 2013, hvilket svarer til 51 personer. Samtidig viser rapporten, at andelen af unge mellem 18-29 år udgør 47 % af de hjemløse i Århus Kommune, mod 33 % på landsplan.
Læs SFI’s rapport »Hjemløshed i Danmark 2015«
En af de unge er 19-årige Johanne Vinding, der også er mødt frem til ’Fuck the Poor’. Hun fortæller, at hun blev hjemløs i januar, da hun lavede en fejl i en boligsøgning og derfor opsagde sin lejlighed uden at have et nyt sted at bo. Siden har hun sovet hos venner og bor nu på opholdstedet Reden.
Hun understreger, at hun hverken er ude i prostitution eller tager stoffer, og hun har et arbejde og læser HF enkeltfag. Men netop det, at hun er så velfungerende, er faktisk et problem:
- Det er ingen hjælp at hente hos kommunen, hvis man ikke har psykiske problemer. Siden jeg blev registeret som hjemløs i marts, har kommunen intet gjort for at hjælpe mig med at finde en bolig, siger Johanne Vinding til Modkraft.
Det er et billede, der bekræftes af Christina Stauss, der sidder i bestyrelsen for de hjemløses landsorganisation SAND.
- Kommunerne hjælper ikke de sårbare unge, hvis de ikke har misbrug eller psykiske problemer. Men dermed standser man ikke problemerne, før det går rigtigt galt, siger Christina Strauss til Modkraft.
Johanne Vinding kan dog snart se en ende på hjemløsheden:
- Jeg har fået en lejlighed fra 15. oktober, så den glæder jeg mig rigtigt meget til at flytte ind i, siger hun.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96