Annonce

Grækere i Danmark:
8. februar 2013 - 12:49

»Gyldent Daggry er uønsket her i landet«

Den Græske Forening i Danmark vil »anvende alle lovlige midler og massiv fysisk tilstedeværelse« for at hindre, at det højreekstremistiske og racistiske parti Gyldent Daggry får fodfæste her i landet.

Den Græske Forening i Danmark har på en generalforsamling i februar 2013 enstemmigt vedtaget en udtalelse om, at det højreekstremistiske og racistiske parti, Gyldent Daggry, ikke er velkomment i Danmark.

»Vi appellerer til alle grækere om at forhindre og isolere enhver nynazistisk udviklingsindsats«, hedder det i udtalelsen.

Grækerne erklærer sig samtidig fast besluttet på at »anvende alle lovlige midler og massiv fysisk tilstedeværelse« mod forsøg på at lade den højreekstremistiske bevægelse få fodfæste i Danmark.

Udtalelsen er vedtaget, efter det er kommet frem, at det højreradikale og racististiske parti har forsøgt at etablere afdelinger og søsterorganisationer i blandt andet Tyskland, Italien, USA, Australien og Cananda.

Læs også artiklen »Gyldent Daggry opretter afdelinger i Europa« på Modkraft.dk

»Vi har selv oplevet at blive diskrimineret«

Athanasios Zikas fra Den Græske Forening i Danmark forklarer, at det ikke mindst er foreningens medlemmers egne erfaringer som indvandrere og etnisk minoritet, der har fået foreningen til at vende sig imod det højrekekstremistiske og racistiske parti:

– Vi er indvandrere her i landet, der skiller sig ud fra andre med vores kultur og mørke hårfarve. Vi må derfor vende os imod den nationalisme og det had, som Gyldent Daggry repræsenterer. Gyldent Daggry er uforfalskede nazister med en åbenlys racistisk dagsorden, siger Athanasios Zikas, der er bestyrelsesmedlem og sekretær i foreningen, til Modkraft.

Den Græske Forening i Danmark organiserer grækere, der har bosat sig i Danmark. Athanasios Zikas anslår, at det samlede antal grækere i Danmark ligger et sted mellem 700 og 1.000:

– Der findes ikke noget præcist tal. Vi har på et tidspunkt været 200 medlemmer i de græske foreninger, men tallet er nu nede under 50, fortæller han.

Den Græske Forening i Danmark blev stiftet i 1981 som en sammenslutning af flere foreninger. Mange af medlemmerne er tidligere politiske flygtninge, der måtte søge udenlands blandt andet under juntastyret i Grækenland fra 1967-1974.

Har I konkrete oplysninger om, at Gyldent Daggry skulle forsøge at etablere sig i Danmark?

– Nej, men det vil organisationen heller ikke få lov til. Vi vil bruge alle midler til at hindre det. Gyldent Daggry er ikke noget almindeligt parti, men åbenlyst nynazister, der endog fejrer Hitlers fødselsdag. 

Athanasios Zikas understreger, at grækerne som indvandrere selv har oplevet at være diskrimineret på baggrund af deres etnicitet:

– Vi glemmer ikke mordene på grækere begået af tyske nynazister i starten af årtusindet. Vi betragter derfor de neo-fascistiske banders morderiske angreb som angreb mod os og vores børn, siger han.

Besøg hjemmesiden for Den Græske Forening i Danmark (overvejende græsk-sproget)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce