Annonce

14. maj 2013 - 18:24

Regeringen har svigtet sit ansvar

På det mellemmenneskelige og helt nære niveau kan vi alle sammen ånde lettet op i dag. Men på et mere overordnet plan er regeringens dagpengeudspil både kujonagtigt og ansvarsløst.

Man har i løbet af de sidste måneder, uger og dage kunne læse historier om mennesker der ville gå fra hus og hjem når de mistede dagpengene. Mennesker der har gjort alt for at få et arbejde. Det har regeringen ikke kunne klare at stå model til. Presset har simpelthen været for stort. Både fra befolkningen, støttepartiet og fagbevægelsen. Og derfor har man set sig nødsaget til at handle.

At der så er kommet en midlertidig løsning for de udfaldstruede, er selvfølgelig en lettelse, særligt for de mennesker der står til at blive ramt.

Men løsningen er på ingen måde langtidsholdbar. Og regeringen har med dette udspil kastet fremtidige arbejdsløse lige i armene på den (med alt sandsynlighed) kommende borgerlige regering. For vi kan være et hundrede procent sikre på, at en sådan kommende regering ikke vil ændre dagpengereformen til det bedre og lave en holdbar løsning.

Da de samtidig ikke vil være presset af fagbevægelsen og Enhedslisten, som den nuværende regering er, vil de nok ikke engang lave nødløsninger alla dem vi ser i dag, og så med den aftale der blev indgået ved nytår.

Regeringen har stadig muligheden for at sætte foden ned, for at ændre visse ting i reformen, som gør den langt mere bæredygtig, inden de borgerlige kommer til – her er genoptjeningskravet og forslaget om et mere konjunkturafhængigt dagpengesystem de mest oplagte.

Det har man indtil videre ikke valgt. I stedet vælger man den mest kujonagtige løsning, hvor man slipper for at tage ansvaret og se de mennesker i øjnene hvis livsgrundlag man fjerner - indtil man selv igen er langt væk fra magten og indflydelsen. Regeringen har simpelthen svigtet sit ansvar. Svigtet de mennesker som den var valgt til at repræsentere – almindelige lønmodtagere (både når de har arbejde og står uden et).

Diverse forudsigelser om, at når bare de ledige blev presset hårdt nok, ja så skulle de nok finde sig et arbejde, er blevet gjort til skamme - det burde efterhånden være tydeligt for enhver. Strategien virkede ikke og det kommer ikke til at virke, for problemet er ikke at finde i de arbejdsløses motivation eller mangel på samme. Den skal findes i det simple faktum, at der ikke er jobs nok. Modsat ideen om at folk skal presses så langt ud som muligt, rent økonomisk, før de finder et job, så forholder det sig faktisk sådan, at det er langt nemmere at få arbejde, hvis man ikke skal koncentrere sig om hvordan det skal løbe rundt næste måned.

Derfor burde det også være tydeligt for en regering som den nuværende, at der skal sættes ind et andet sted. Og det er ikke bare trist for de nutidige og fremtidige arbejdsløse, at regeringen svigter sit ansvar, men faktisk for os alle sammen.

Et dagpenge system er nemlig ikke kun til for, at det enkelte mennesker kan få et mere trygt og sikkert arbejdsliv. Det er også til for at skabe en øget lighed i samfundet, som kommer os alle sammen til gavn. Som jeg før har skrevet om, så er mere lige samfund nemlig bedre samfund - for langt flertallet.

Øget lighed skaber samfund med bedre uddannelse, bedre mental og fysisk sundhed, mere social mobilitet, mindre vold og en række andre fordele. Og så hænger det sådan sammen, at det er selve ligheden der skaber disse goder og ikke omvendt, som man kunne tro.

På den korte bane er det derfor måske nok en glædelig dag i dag, på den lange, en meget trist en af slagsen. En dag som igen markerer, at denne regering ikke vil eller ikke er i stand til, at føre en politik som gavner det brede flertal og særligt de svageste grupper i samfundet – til gavn for os alle sammen.

Annonce