Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
14. januar 2012 - 14:34

Ulighedens tyranni

De rige lande er nået til et punkt i deres udviklingshistorie, hvor øget vækst, højere BNP og generel rigdomsforøgelse ikke længere hæver livskvaliteten for befolkningerne, »(d)en økonomiske vækst, der så længe har været fremskridtets motor, har snart udspillet sin pligt i de rige lande« (Wilkinson og Pickett 2011:19).

De sociale og sundhedsmæssige problemer, vi oplever i dag i den vestlige verden, kan altså kun i ganske lille grad føres tilbage til samfundenes gennemsnitlige indkomstniveau: »Jo rigere et land bliver, desto mindre bidrager yderligere rigdom til befolkningens følelse af lykke« (22).

Ovenstående er de helt centrale pointer i Richard Wilkinson og Kate Picketts bog »Lighed – Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund«.

Igennem en række statistiske og kvalitative undersøgelser viser Wilkinson og Pickett, hvordan lighed gavner samfundslivet og de sociale relationer, den mentale sundhed, det fysiske helbred og den gennemsnitlige levealder. Og den gavner kampen mod stofmisbrug.

Men ligheden hænger også sammen med antallet af overvægtige, indsatte i fængslerne og teenager graviditeter, uddannelsesniveauet, mængden af vold, længden af de straffe, der gives, og den sociale mobilitet.

Og interessant er her at bemærke i hvilken rækkefølge, argumentet skal forstås. Det er nemlig ikke alle de overnævnte punkter, der gør et land lige, derimod forbedres disse forhold alle i mere lige samfund.


Udover de mange data og beviser, vi får præsenteret, har bogen også et klart politisk sigte. Det er ikke undersøgelser for undersøgelsernes skyld, men med det konkrete formål at overbevise verden om, at »(...) vi ikke kan fortsætte, som vi hidtil har gjort, at forandring er nødvendig« (9).

Heftig debat

I 2009 kaldte The Guardian »Lighed« årets nok vigtigste bog. Da jeg læste i USA, blev bogen heftigt debatteret og brugt på adskillige kurser.

Som Informations forlag, der udgav »Lighed« på dansk i 2011, skriver, har bogen »udløst heftig samfundsdebat om ulighed i samfundet«.

Med de sidste ti års voldsomme udvikling i uligheden i Danmark er bogen ikke bare et helle, hvorfra vi kan beskyde eksempelvis USA og fryde os over, at vi har en langt bedre samfundsmodel.

Bogens tyngde og velunderbyggede argumentation skal i stedet bruges af venstrefløjen til at fremsætte en vision for et helt anderledes samfund end det, vi har bygget op på neoliberale principper i de sidste 30 år.

Samtidig giver bogen et grundlag for et endeligt opgør med den borgerlige idé om, at ulighed er en katalysator for vækst, som gavner hele samfundet – også de dårligst stillede.

Ulighed gavner ikke hele samfundet, faktisk forholder det sig stik modsat. Det perspektiv fremhæver det problematiske faktum, at den nuværende røde regering har de radikale med om bord. Den store indflydelse, De Radikale har fået på den økonomiske politik og hele den økonomiske ideologi, trækker ikke Danmark i en mere lige retning - tværtimod.

Mental og fysisk sundhed

Bogens mange konkrete undersøgelser af sammenhængen mellem forskellige sociale og sundhedsmæssige problemer og ulighed hviler på en underbygget antagelse om, at ulighed påvirker os i negativ retning, hvad angår vores mentale velvære.

Vores konkrete placering i et samfund i forhold til andre samfundsmedlemmers placering har en væsentlig betydning for, hvordan vi har det.

Dermed har den interne fordeling af rigdom ofte mere at sige end den samlede rigdom i et land.

Mange i-lande har oplevet en væsentlig stigning i angst og depressioner, og dette kan kædes sammen med den øgede ulighed, de fleste samfund har oplevet siden slutningen af 1970’erne. Vores frygt for, hvordan vi vurderes af mennesker i vores omgivende samfund, viser sig faktisk at være den stressfaktor, som påvirker os mest, hvilket er med til at forklare den voldsomme stigning i angsttilfælde.

Mere ulige samfund lider ikke kun under en konkret stigning af mentale helbredsproblemer som følge af uligheden, Wilkinson og Pickett viser også, hvordan de sociale relationer bredt set forringes i samfund med større ulighed.

Hvis vi føler, at folk er meget forskellige fra os selv, nærer vi mindre tillid til dem, og dette danner grobund for alle former for diskrimination. Derfor oplever mere ulige samfund også mere racisme, sexisme, homofobi osv.

Sammenhængskraft

Modsat er mere lige samfund præget af en større grad af sammenhængskraft og socialt engagement. Tilliden er som nævnt mindre i mere ulige samfund, hvilket konkret er med til at mindske trivslen for alle samfundets medlemmer.

Og det er ikke kun vores mentale helbred, der påvirkes af et lavt tillidsniveau, undersøgelser viser, at »folk, der har en høj grad af tillid, ganske enkelt lever længere« (70).

Wilkinson og Pickett fremlægger undersøgelser og statistikker, som viser, at vores sociale relationer er helt afgørende for hvor gamle, vi bliver. Samtidig viser undersøgelser, at mere lighed skaber mulighed for bedre sociale relationer.

De mere lige lande har et mere inkluderende samfundsliv, hvilket mindsker risikoen for at blive ensom og derfor også for at dø tidligere.

Selvfølgelig betyder klasseforskelle også en del her, eksempelvis er der: »28 års forskel i gennemsnits levealder mellem sorte og hvide, der lever i henholdsvis de fattigste og de rigeste områder af USA« (95). Så en del af forklaringen er også, at ulige lande har flere mennesker, som er fattige og dermed trækker gennemsnitslevealderen ned.

Det interessante er dog, at Wilkinson og Picketts undersøgelser viser, at »næsten uanset indkomstniveau er det (...) bedre at leve i mere lige samfund«. Det vil altså sige, at ud af mennesker med den samme indkomst i Danmark og USA, vil de mennesker, der bor i Danmark leve længere.

Lighed gavner derfor alle i et samfund, ikke kun de fattige.

Vold og kriminalitet

Et fænomen, som de mere ulige samfund lider under, er mere vold og kriminalitet og ikke mindst frygten for samme.

Igen har den øgede statuskonkurrence i ulige lande en stor betydning, da »vold oftest er en reaktion på manglende respekt, ydmygelse og tab af ansigt« (158-159). Men selv om mennesker i mere lige lande også er udsat for sådanne oplevelser, har de et stærkere »beskyttende filter« i form af stærkere sociale relationer.

De sociale relationers betydning kan også ses i og med, at »voldshyppigheden er lavere i kvarterer med sammenhængskraft, hvor beboerne har knyttet tætte bånd til hinanden og er villige til at handle for fællesskabets bedste, selv når man regner faktorer som fattigdom, tidligere voldsepisoder, koncentrationen af immigranter og stabiliteten i beboergruppen med« (157-58).

Tæt knyttet til dette fænomen er spørgsmålet om indsatte i fængslerne. Og ikke overraskende har mere ulige lande også langt flere fængslinger end mere lige lande.

Interessant er det dog, at eksempelvis i Storbritannien er antallet af forbrydelser »faldet lige så drastisk, som antallet af fængslinger har været stigende« (165), noget, der peger i retning af, at straf og kriminalitet ikke nødvendigvis hænger direkte sammen.

Straffens funktioner

Professor Loic Waquants undersøgelser viser, at straf ofte har andre funktioner end at være det direkte svar på kriminalitet. Straf er i stedet en måde at håndtere marginaliserede grupper på, som er tabt i et voldsomt reduceret velfærdssamfund, der ellers skulle samle dem op.

Samtidig har den neoliberale økonomi skabt en prækarisering af arbejdsmarkedet, der har gjort lange stabile jobs til en sjældenhed, særligt blandt samfundets dårligst stillede.

Teknologisk innovation har yderligere været med til at skabe disse »overskydende« befolkningsgrupper, som både har svært ved at få job og heller ikke har nogen velfærdsstat at henvende sig til eller et velfungerende lokalmiljø, omgangskreds eller lignende (for yderligere information, se Wacquants »Punishing the Poor«).

Pointen er derfor, at fængslerne helt konkret bruges til at opbevare og holde denne »overskydende« befolkningsgruppe nede og under kontrol.

I Wacquants undersøgelser er det den sorte befolkning, der rammes ubetinget hårdest, og dette bakkes op af Wilkinson og Picketts bog.

De forklarer, hvordan antallet af forbrydelser begået af minoritetsbefolkningen ikke svarer overens med tallene for fængslede i samme gruppe og skriver: »(...) afroamerikanere og latinamerikanere (...) bliver behandlet langt hårdere end hvide på alle niveauer i retssystemet« (168).

Dette billede bekræfter den tidligere pointe om, hvordan øget ulighed er med til at øge diskriminationen i de samfund, hvor uligheden er værst.

Wilkinson og Pickett viser ligeledes, hvordan »samfund, der sætter flere mennesker i fængsel (...) (også) bruger færre midler på borgernes velfærd« (173).

Noget, der bekræfter erfaringen om, hvordan udvidelse af straf og indskrænkelse af velfærd har gået hånd i hånd under den neoliberale udvikling de sidste 30-40 år.

Naturaliseringens tvang

En af bogens gennemgående problemer er dog den store mængde af argumentation baseret på såkaldte »naturlige« forklaringer.

Vi får på den måde den ene biologiske forklaring på vores adfærd efter den anden.

Der henvises til eksperimenter med dyr, forskning i hjernen, gener osv. Selv kapitalismen - eller i hvert fald konkurrence mellem mennesker - kommer fra naturens hånd.

Den »naturlige« argumentation er i tråd med det problematiske syn på menneskets natur som en forholdsvis statisk størrelse, der styres af egoistiske og økonomiske incitamenter. Et syn, forfatterne ligeledes trækker på.

To problemer skabes ved den naturalistiske argumentation.

For det første kan det blive svært at se, hvordan vi skal få et væsentligt andet samfund, hvis ikke også mennesket kan forandres.

Det andet problem er, at ved at indlade sig på sådanne argumenter åbnes en ladeport mod de naturalistiske forklaringer i samfundsforskningen, hvoraf mange har temmelig uheldige konsekvenser.

Som et eksempel kan nævnes den forskning, der argumenterer for, at der er en sammenhæng mellem forekomsten af særlige gener og hang til kriminel og voldelig adfærd, og som ofte peger på en sammenhæng mellem disse særlige volds- og kriminalitets-gener og bestemte befolkningsgrupper.

En sådan slags forskning er med til at gøre kriminalitet og vold til et spørgsmål om gener og racer og ikke, hvilken opdragelse, vi har fået, eller hvilket socialt miljø, vi er vokset op i.

Mine egne undersøgelser i forbindelse med mit ophold på UC Berkeley viste, at der er en stigning i den forskning, der argumenterer for, at kriminalitet er noget, der kan spores i generne, og samtidig får denne forskning en del omtale i nyhedsmedierne.

Når tendensen til at begå kriminalitet er noget, vi kan spore i generne, er det også samtidig nemmere at forklare, hvorfor der er nogle befolkningsgrupper, der meget oftere ender i fængsel end andre.

Eksempelvis kan en sådan drejning i forskningen, der peger på, at kriminalitet kan forstås som noget naturligt, være med til at retfærdiggøre den enorme vækst, der har været i antallet af sorte amerikanere i USA’s fængsler – også selvom den sorte befolkning ikke begår mere kriminalitet end tidligere.

Uddannelse

Uddannelsesniveauet er et andet sted, hvor uligheden ifølge Wilkinson og Pickett gør stor skade. Igen har fattigdom betydning, men fattigdommen kan statistisk set ikke forklare det væsentlige dårligere uddannelsesniveau i mere ulige lande.

De lande, der har tradition for gratis og statslig finansieret uddannelse, er simpelthen de lande, der klarer sig bedst, hvad angår niveauet.

De socialpsykologiske effekter af uligheden har en del at sige. Familier i ulige lande oplever mere stress og større materiel armod, flere skilsmisser og mere vold, noget, der alt sammen kan føres tilbage til uligheden, og som har stor indflydelse på børn og unges præstationer i uddannelsessystemet.

Men familie- og omsorgsproblemerne er langt fra kun forbeholdt fattige, og derfor påvirkes uddannelsesniveauet i hele befolkningen.

Men der er også et andet aspekt af uligheden, som hænger sammen med den øgede statuskonkurrence i ulige lande. Wilkinson og Pickett viser, at børn og unge, der føler sig underlegne, præsterer dårligere i forskellige skoletests.

At børnene og de unge ikke bare var dårligere fra starten vises ved, at de samme test blev taget, hvor deltagerne eksempelvis ikke kendte hinandens status.

Social mobilitet

Wilkinson og Pickett tager også fat på spørgsmålet om social mobilitet. Hvilket konkret betyder individers muligheder for at forbedre eller forværre deres position indenfor samfundet i forhold til det udgangspunkt, de har.

Og konklusionen er klar (...) den sociale mobilitet er mindre og den geografiske segregation større i mere ulige samfund« (181). Forklaringen på, at den geografiske segregation er større, har en interessant baggrund.

Det viser sig nemlig, at minoritetsgrupper ikke ønsker at leve i områder med folk, der ser ned på dem, og at sundhedstilstanden blandt minoritetsbefolkninger, der lever sammen, faktisk kan være bedre, end dele af samme minoritetsgruppe, der lever blandt majoriteten.

Så meget betyder undertrykkelse og mindreværd altså for den psykologiske sundhed, som igen påvirker det fysiske helbred.

En oplagt kritik fra mere nationalkonservative kræfter ville være, at de mere ulige samfund også er de samfund, hvor der er en større etnisk heterogenitet.

Det er derfor slet ikke ligheden, der skaber de gode resultater, men derimod det faktum, at de mere lige lande også har en enhedskultur og en mindre minoritetsbefolkning.

Yderligere kunne det tilføjes, at ligheden kun kommer på grund af tilliden, som netop er tilstede på grund af enhedskulturen, modsat multikulturelle samfund.

Wilkinson og Pickett afviser dog dette, da hvert enkelt lands etniske sammensætning ikke kunne forklare tendensen til, at mere ulige samfund også er mindre sunde, både socialt og fysisk.

Til kamp mod vækstdogmet

Der er ikke så meget tvivl om, at bogens forfattere ønsker en helt anden vej for udviklingen end den nuværende mod mere ulighed. Og de lader heller ikke deres resultater stå tilbage uden handlingsanvisninger.

Wilkinson og Pickett kræver et opgør med ideen om vækst som både nødvendigt og ønskværdigt. Det er ikke øget vækst, der vil forbedre livskvaliteten i de rige lande, snarere tværtimod.

Samtidig er væksten den måske allerstørste trussel mod vores klima, og det er derfor helt afgørende, at den stoppes. Derfor er det nødvendigt at kigge på de forbrugsmønstre, der tegner sig i de rige vestlige lande.

Selvom ny teknologi vil kunne reducere behovet for eksempelvis brændstof, nytter det ikke noget, hvis vores forbrugsmønstre står uændrede, og de penge, der spares på brændstof, i stedet bruges på andre forbrugsgoder.

Og faktisk vil øget lighed her kunne udøve en positiv indflydelse, da »(s)vækkelsen af samfundslivet og væksten i forbruget er forbundet med hinanden« (248).

Politikken har spillet fallit

Men det er ikke kun borgerne i de rige lande skytset rettes mod, politikken har også spillet fallit, ifølge Wilkinson og Pickett.

Hvor politik engang blev anset som midlet til forbedring af befolkningernes generelle trivsel, er trivslen nu blevet en individuel sag. Et argument, der i høj grad vinder genlyd i disse tider, hvor store dele af verdens befolkning protesterer mod et politisk system, de ikke føler repræsenterer dem, men derimod nogle få og snævre kapital interesser.

Netop de snævre kapitalinteresser tordner Wilkinson og Pickett også imod.

Det er grundlæggende virksomhederne, der skaber en stor basis for den generelle ulighed, og som er ansvarlige for indkomstuligheden.

Direktør- og bestyrelses-lønninger er eksploderet, bl.a. pga. den øgede tendens til privatisering, vi har set igennem de sidste 30 år. Hvilket får Wilkinson og Pickett til at sammenligne vores tid med slutningen af den feudale æra, hvor kæmpestore landbesiddelser var på hænderne af en meget lille elite med privilegier, der gjorde alle former for demokrati utænkelige. En sammenligning, der får vores eget demokrati til »at klinge hult« (270).

Den anden side af virksomhedernes og en lille elites voksende magt er resten af befolkningens forringede magtposition.

Fagforeningernes svækkede stilling i alle vestlige rige lande er her af fuldstændig afgørende betydning. En undersøgelse af den voksende ulighed i en række lande viser, at medlemskab af en fagforening er den vigtigste enkeltfaktor, når det handler om, hvor meget uligheden kan vokse.

Faldet i antallet af fagforeningsmedlemmer er således direkte forbundet med den øgede ulighed.

Tilfredshed med uligheden?

Nu kan man forvente argumenter (fra borgerlig side) om, at folk alligevel er tilfredse eller mere tilfredse med situationen, selvom uligheden er steget, men dette er bestemt ikke tilfældet - en overvejende andel af befolkningen i forskellige lande ønsker markant mindre ulighed.

Det peger i helt modsat retning af den udvikling, vi har set i flere europæiske lande, hvor de demokratisk valgte regeringer er blevet skiftet ud med teknokratier, der skal føre de spareplaner til ende, der efter sigende skulle få landene ud af den økonomiske krise.

Spareplaner, der vil skære ned på de sociale tiltag, der er med til at sænke uligheden.

Økonomisk demokrati?

Men hvad er alternativerne til den neoliberale udvikling og øget ulighed? Wilkinson og Picketts forslag er forsimplet sagt økonomisk demokrati, i hvert fald i en eller anden udstrækning.

De mener, at de fejlslagne forsøg på alternativer til kapitalismen i østblokken og andre steder har fået os til at droppe at tænke i alternativer til, hvad der kunne skabe mere lige samfund.

Samtidig er de af den opfattelse, at der faktisk eksisterer mange muligheder allerede i vores samfund.

Tendensen til, at der gives skattefordele ved køb af medarbejderaktier (noget vores nuværende regering lige har afskaffet), og undersøgelser, der viser, at større medarbejderindflydelse øger produktiviteten, er nogle af de ting, der peger i retning af økonomisk demokrati eller i hvert fald muligheden for det.

En undersøgelse af byer med og uden kooperativer som væsentlige beskæftigelsescentre har samtidig vist, at »niveauerne for sundhed, uddannelse, kriminalitet og socialt engagement alt sammen var mere tilfredsstillende i de byer, hvor en større andel af befolkningen var ansat i kooperativer« (279).

Tilsvarende skriver Wilkinson og Pickett, at en produktivitetsforøgelse, grundet den kooperative struktur, giver konkurrencefordele, og at udviklingen mod mere medarbejder-ejerskab ville kunne komme i gang via yderligere skattefordele og den rigtige lovgivning.

Samtidig ville de nye medarbejderstyrede virksomheder fint kunne eksistere ved siden af de gamle klassisk-hierarkiske.

Den manglende konflikt

Selvom ideerne til medarbejder- og økonomisk demokrati er rigtig gode, er dette forslag også sigende for en gennemgående svaghed ved bogen.

Svagheden er den absolutte underbetoning af perspektivet omkring konflikt.
Grundlæggende antagonismer og konflikter glemmes, overses eller udelades helt.

Forestillingen om, at flere og flere virksomheder overtages af medarbejderne, ved hjælp af skattefordele, favorabel lovgivning og ud fra det incitament, at det gavner hele befolkningen, har sine problemer, hvis man ikke medtænker det faktum, at der er nogle interessekonflikter på spil.

Der er nogen, som ikke er interesseret i at opgive den magt, det giver, at befinde sig på erhvervslivets top – også selvom det et eller andet teoretisk sted skulle forøge deres levealder.

Hvis de bare vidste

Samtidig argumenterer Wilkinson og Picketts for, at deres mål om radikalt mere lighed på alle niveauer af samfundet sagtens kan kombineres med det nuværende markedsdemokrati – noget der i sig selv kan virke lidt modsigende i forhold til deres vision om økonomisk demokrati.

De hviler denne antagelse på en idé om mennesket som et rationelt væsen, der handler ud fra egne egoistiske og økonomisk profitable ønsker – en figur, der danner baggrund for det meste økonomiske teori i dag.

Deres idé er så, at hvis bare vi overbevises om, at vi faktisk ville få større egen gevinst af mere lighed, ja, så kan det sagtens lade sig gøre at skabe medarbejderstyring og økonomisk demokrati.

Denne idé om, at der sådan set bare mangler oplysning om ulighedens skadelige virkning og lighedens fordele for os alle, er en gennemgående og problematisk pointe i bogen.

Det samme gælder, når det kommer til det politiske system, hvor hovedbudskabet er, at der må skabes politisk vilje med argumenter om, at øget lighed gavner os alle.

Regeringerne har jo ikke haft til hensigt at øge uligheden så voldsomt, som det er sket – eller i hvert fald havde de ikke til hensigt at skabe alle de medfølgende sociale og sundhedsmæssige problemer.

Som Wilkinson og Pickett udtrykker det: »(...) snarere end at bestride ulighedens betydning som årsag til de stigende sundhedsmæssige og sociale problemer, ville regeringerne være mere ivrige efter at forhindre indkomstforskelle i at vokse, hvis de forstod konsekvenserne af det« (211).

Med andre ord kan den neoliberale udvikling, ifølge Wilkinson og Pickett, stoppes og vendes på en tallerken, hvis bare politikerne vidste, at den ulighed, neoliberalismen har medført, har forårsaget diverse sociale og sundhedsmæssige problemer.

Vores egen regering ville straks indføre millionærskat og forlænge dagpengeperioden, hvis bare de vidste, eller hvad?

Neoliberalisme og gæld

En oplysningstænkning, der baseres på en idealistisk forestilling om, at klasseforskelle sammen med alle mulige andre former for interessemodsætninger kan overkommes, netop via oplysning, er dybt problematisk.

Både fordi den nægter at se historien og realiteterne i øjnene – uligheden er øget markant de sidste 30 år, og der er nogen, som får en masse ud af det, både materielt og statusmæssigt.

Kapitalismen har under neoliberalismen ændret sig. Det er en form for kapitalisme, der i højere grad baseres på finansielle markeder og spekulation, noget, der har ført til oparbejdelsen af en stor gæld – både i de nationale økonomier og hos privatpersoner.

Reallønnen er stagneret sammen med udgifterne til sociale samfundsmæssige tiltag.

Gæld har i stedet været finansieringskilden til (øget) forbrug. Dermed har mennesker og stater mistet egentlig værdi, en værdi der er tilkommet andre, nemlig kreditorerne.

Wilkinson og Pickett gør selv opmærksom på, at ulighed fører til vækst i gæld, og at »(...) den voksende ulighed betød, at omkring 1,5 tusind milliarder kr. om året blev ledt fra de nederste 90 % af USA´s befolkning til de øverste 10%« (317).

De tilføjer, at udviklingen netop betød, at de rigeste 10 procent kunne låne og investere mange flere penge, mens de fattigste 90 procent i højere grad blev belånt og havde sværere ved at opretholde deres livsgrundlag.

Alligevel vælger de at tolke den neoliberale udvikling som »politiske vinde«, der blæser i såvel den ene som den anden retning. Den neoliberale økonomiske udvikling afkobles på den måde fra den neoliberale politiske udvikling og tolkes ikke som et egentligt både økonomisk og politisk epokeskifte.

For at forstå de to niveauer som en samlet udvikling kan vi eks. kigge på en teoretiker som David Harvey, der forklarer neoliberalismens opkomst som en måde at genoprette styrkeforholdet mellem klasserne. Siden 2. verdenskrig gik de fleste vestlige staters udvikling mod mere lighed og en større fordeling af indkomst og goder.

Krisen i 1970’erne var en måde, hvorpå denne udvikling kunne vendes ved bl.a. at få velfærdsstaten i defensiven (for yderligere information se Harvey, »A Brief History of Neoliberalism«).

Dobbeltsidet forhold til kapitalismen

Wilkinson og Picketts forhold til de vestlige markedsdemokratier, og kapitalismen som sådan, er hele vejen gennem bogen dobbeltsidet eller måske ligefrem selvmodsigende.

Ved ikke at ville arbejde med, at der er sket et egentligt skift i den globale kapitalisme, hvor neoliberale tendenser spiller en stor rolle, og hvor uligheden øges – både grundet politiske beslutninger og strukturelle økonomiske faktorer, taler de nogle gange som om, kapitalismen bare kan »blive god igen« via oplysning.

Alligevel peger mange afsnit i bogen henimod, at vi for at kunne skabe mere lighed er nødt til at bryde med det nuværende system (inklusiv kapitalismen, som vi kender den).

Det er f.eks. svært at se, hvordan bogens pointe omkring et opgør med væksttænkningen skal kunne hænge sammen med kapitalismen, som vi kender den i dag - hvor vækst er et absolut nøgleord og ingen vækst skaber krise, som vi ser det nu.

Et andet eksempel er bogens lange afsnit om medarbejder- og økonomisk demokrati. Målet er, at virksomheder skal overtages helt, og at profitten kun skal bruges til geninvesteringer – altså dermed ingen profit til kapitalisterne på toppen, som derudover også er forsvundet.

Deres løsninger kan derfor siges at pege på en gennemgribende transformation af kapitalismen, selvom deres forslag til hvordan - via oplysning og lovgivning, godt kan virke ret tandløse.

Hvad betyder »Lighed« for Danmark?

Bogens pointe er at vise, hvor stor en forskel, der er internt mellem de vestlige lande, hvad angår mental, social og fysisk sundhed.

Danmark ligger i næsten alle undersøgelser blandt den øverste tredjedel. En konklusion, vi kan drage af »Lighed« er dermed, at Danmark klarer sig rigtig godt.

Vores socialdemokratiske (uanset om det er blå eller rød regering, der har magten) samfund, bygget på keynesiansk økonomisk politisk, omfordeling og en stor offentlig sektor, er altså måden at gøre det på.

Der er dog konklusioner og undersøgelser i bogen, der alligevel peger i en anden retning.

Bogens indledning beskriver, hvordan problemer med angst, depressioner, ensomhed og mangel på fællesskab ligger til grund for rigtig mange sundhedsmæssige og sociale problemer i de vestlige samfund.

De mere lige samfund er ganske vist bedre til at dæmme op for disse grundlæggende problemer, men velfærdsstaten kan samtidig være en katalysator for isolation.

En gennemgribende institutionalisering har sammen med markedsgørelse gjort mennesker til tal i en statistik.

Forestillingen om en stærk stat, der sørger for de svage, er noget, der karakteriserer det danske samfund, og det skaber en abstrakt form for solidaritet.

Staten bliver en mediator i det umiddelbare menneskelige forhold og en faktor, der gør, at vi kan lukke os om os selv, så længe vi betaler vores skat hver måned.

Det centrale er derfor i denne sammenhæng, at velfærdsstat, omfordeling og keynesianisme langt fra kan redde os fra alle problemer.

Skabelse af egentlig solidaritet, fællesskab, omsorg og venskaber er nødvendigt for at få et godt samfund.

Et interessant perspektiv her er, at Japan - som ifølge bogen er verdens mest lige land og også et af verdens mest velfungerende - samtidig har en meget lille offentlig sektor, sammenlignet med mange andre lande – også USA.

I Japan omfordeler de nemlig ikke særligt meget, derimod er lønningerne meget mere lige. Derved undgår japanerne et stort statsapparat og derved måske også nogle af de fremmedgørende institutioner og strukturer samtidig med, at de opretholder det højeste niveau af lighed.

Det er samtidig vigtigt at nævne, at Danmark faktisk ikke ligger så godt, som man kunne forvente - eller måske nærmere, som den danske selvopfattelse ville sige os.

Danmark ligger aldrig helt i top og altid under lande som Sverige, Finland, Norge og Japan. Myten om Danmark som verdens mest lige land må siges at være endeligt punkteret, og på den måde er det tydeligt, at 10 års borgerlig og neoliberal politik har sat sine spor.

Den danske økonomiske politik

Dette fører mig videre til det umiddelbart vigtigste, vi bør tage med fra »Lighed« i forhold til vores nuværende politiske situation. Vores gamle regering førte en økonomisk politik, der gjorde Danmark mere ulige og dermed overordnet til et dårligere samfund – ikke bare for den dårligst stillede del af befolkningen, men for os alle sammen.

Vores nuværende regering viderefører stort set den samme økonomiske politik, bl.a. fordi De Radikale har fået så forholdsvis stor indflydelse.

Regeringen er dermed i gang med at ødelægge det lighedsfundament, der gør og har gjort Danmark til et langt bedre samfund at leve i end eksempelvis USA.

Men samtidig er det langt fra nok at kræve 1960’ernes og 70’ernes Danmark tilbage. Vi kan ikke sætte vores lid til socialdemokratisme og keynesiansk politik.

Verden og den globale økonomi har forandret sig for meget. Vi lever i en global neoliberal kapitalisme, hvor små stabile og lukkede socialdemokratier er en ting fra fortiden.

Keynes er, grundet manglende alternativer, blevet venstrefløjens økonom. Det eneste, vi kan finde på som svar på krisen, er offentlige investeringer.

Men dette er langt fra nok – alene af den grund, at Danmark er en absolut åben økonomi, og offentlige investeringer derfor i nogen grad er, som at skovle penge ud i havet.

For at skabe ikke bare lidt mere lighed i forhold til, hvordan tallene så ud, da den borgerlige regering gik af, men meget mere lighed, skal vi tage et fundamentalt opgør med vækstdogmet.

Hvis vi følger konklusionerne i »Lighed«, er vi nødt til grundlæggende at transformere vores samfund – hvilket ikke er noget, som socialdemokratisk politik anno 2011 peger i retning af.

Der er derfor masser af gode grunde til, at vi i Danmark hopper ordentligt med på Occupy-bevægelsen og arbejder for reel lighed for de 99 procent, der også vil få gavn af den.

Wilkinson og Pickett: »Lighed - Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund«. Informations Forlag.

Se også links til anmeldelser, debat og interviews om Wilkinson og Pickett hos Tidsskriftscentret.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce