I tidligere sovjetiske lande som Kasakhstan er det mere reglen end undtagelsen, når politiske magthavere gennem medier forsøger at smadre deres politiske modstandere. Ved f. eks. at bruge deres magtapparat til at få deres modstandere anklaget for skattefusk.
Det er almindeligt i de lande. Sammen med den voksende skare af politiske rådgivere i folketingets partier, var noget af det samme også ved at snige sig ind i dansk politik. Hvordan ved vi så det? Gennem de mange TV udsendelser, for fungerende og fhv. spindoktorer som fortalte os om hvad de lavede.
Ikke ulovligheder selvfølgelig, men forstod vi – så tæt på man mente man nu kunne komme. Men selvom det er god underholdning, vil den danske befolkning altså ikke acceptere, at magthaverne bruger deres magt til at smadre deres politiske modstandere, ved misbrug af de personlige oplysninger, magthaverne jo altid har om dem.
Og selvfølgelig skal sagen nu undersøges, men det er alene for at få alle de ansvarlige stillet til ansvar og alle ved, at dette ansvar kommer til at omfatte flere politikere end Troels Lund Poulsen.
For uanset at vi endnu ikke har det endelig bevis, den rygende pistol i Troels Lund Poulsen sagen, så skal man ikke bruge andet end ens fornuft for at kunne slå fast, at det meste af Venstres folketingsgruppe med tidligere Lars Løkke Rasmussen i spidsen, også må være rådden el. pilrådden i denne sag.
I marts 2011 gennemførte VK en regeringsrokade, hvor Troels Lund Poulsen forlod skatteministeriet (vi forstår nu også hvorfor) og blev minister for skole og uddannelse. Peter Christensen blev skatteminister og Søren Pind overtog integrationsministeriet. Denne rokade havde det erklærede formål at få de tre bragt i stilling, dvs. i forreste medielinje, før det valg til folketinget som alle vidste, skulle finde sted inden nov. 2011.
Det valg trak som bekendt ud og planen om at Venstre, med de tre i front skulle smadre Helle og Villys valgkamp floppede. Hvad mon der foregik i de tre og andre Venstre folks hoveder vedr. den Helle Thornings skattesag i de måneder? Ja selvfølgelig – de har virkelig snakket (i takt med at meningsmålingerne ikke rettede sig til deres fordel) om denne sag og undersøgt alle de muligheder der lå i den for at VK kunne blive ved magten. Alle de politiske svinestreger i sagen fra efteråret 2010 fik en ekstra tand og så kørte sagen med BT’s hjælp. Men alt ville (måske) være faldet ro igen hvis ikke det var for Ekstra Bladets afsløringer.
Men hvordan ved vi i dag, at toppen i partiet Venstre står overfor meget store politiske og juridiske øretæver? Hvis ikke det var tilfældet, ville Troels Lund Poulsen selvfølgelig ikke søge orlov. Har han rent mel i posen ville han med 100 % sikkerhed, også blive på sin post. Det der sker i Venstre nu er så klart, at ingen kan være i tvivl - Venstre forsøger at forhindre en katastrofe. En politisk katastrofe som vil ramme de tre nævnte og sikkert også andre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen.
Dette er en meget alvorlig sag for partiet Venstre, men det er meget god sag for det danske folkestyre. Partiet Venstre ligger som de har redt, de har nok at se til. Men de øvrige partier skal nu ikke falde i søvn, de skal vågne op og få set alle deres procedurer efter i sømmene. Dvs. få ryddet op og komme i gang med at få udviklet en politisk kultur og sprog, som forhindrer at sådan en sag kan udvikle sig som den har gjort. Og de kan f.eks. begynde med at fyre de fleste af de politiske rådgivere og spindoktorer de omgiver sig med.
Det kan kun gå for langsomt, dvs. dette arbejde behøver ikke at vente på undersøgelsekommissionens rapport.