ANSVAR

Det er nytår og folket (de der har pengene) skal have torsk og østers. Det bliver dyrt, men der vil være fisk og skaldyr i butikkerne. Til danskere ja, men der bliver ikke ret meget til andre folk. Selv om Danmark aldrig har været det store marked for dansk fiskeri, kan dansk fiskeri 2011, næsten kun dække det lille marked, når det gælder torsk fra Nordsøen og Skagerrak og østers fra Limfjorden. For ikke så mange år siden leverede dansk fiskeri torsk og østers til hele verden – hvorfor er dansk fiskeri holdt op med det?

Svaret er meget enkelt, fiskeriet forsvandt i samme takt som ansvaret der blev taget fra fiskerne. Fiskernes daglige ansvar for havet og dets ressourcer forsvandt i opbygningen af fiskeriforvaltningen og fiskeripolitikken. I denne opbygning overtog de store interesseorganisationer, banker, fiskeriets organisationer, miljøets organisationer og andet uden for fiskeriet, forvaltningen af fiskeriet fra hav til bord. Og siden starten af 80’erne, er det kun gået en vej for det danske og europæiske erhvervsfiskeri målt i de fisk de fanger - nedad.

I dansk fiskeri er der næsten ingen fiskere tilbage. Der er nogle få megastore fartøjer, ejet af kvotebaroner som bestyrer mere end en mia. kr. og deres selskaber som i dag hyrer deres ansatte i fremmed lande. Og i stedet for aktive fiskere ude i de mange havne, har vi fået den største forvaltning af fiskeriet nogensinde, målt på ansatte og omkostninger. Alt dette er trukket ned over hovedet på fiskerne. De fleste fiskere forsvandt sammen med fiskene og tilbage står spørgsmålet: Fiskerne kunne se at fisken forsvandt, men hvorfor skulle de også tage noget ansvar, når ansvaret reelt var taget fra dem?

Nu vil nogen måske hævde, at hvis vi ikke havde denne forvaltning, ville der slet ikke være noget fiskeri tilbage, fordi fiskerne er så grådige, at de fanger alt det de overhovedet kan fange.

Det ved jeg ikke, derimod ved jeg at med den fælles fiskeripolitik i EU i 1983 og dermed opbyggelsen af den biologiske og økonomiske fiskeriforvaltning, er erhvervsfiskeriet målt i mængden af fisk der bliver landet, banket tilbage til 60’erne.

Samlet set er EU’s fiskeri dog stadig store tal og områder, derfor vil jeg koge denne fortælling ned til to danske forvaltninger, nemlig torsken i Nordsøen og Skagerrak og østers i Limfjorden. Begge bestande som er blevet målt, vejet, overvåget og forvaltet, med det erklærede mål, at undgå overfiskeri, dvs. for at beskytte fiskene og fiskeriet mod sig selv.

Der er stadig torsk i Nordsøen og Skagerrak. Men i et meget stort område i Vesterhavet, fra Holland i syd til Hirtshals i nord, er torsken noget nær forsvundet fra kysten og 30 mil ud i havet. Det er et stort område hvor torsken nu er forsvundet og forvaltningens videnskaber aner ikke hvorfor. Der er ellers lavet et utal af genopretningsplaner og der har været store fiskestop; indført havdage; GPS og kamera overvågning; tilmeldepligt hvor fiskerne skal melde til direktoratet når de forlader en havn og en time før de anløber en havn og her skal de melde ned til sidste kg hvor mange torsk og andre fisk de har fanget. Rammer de 8 % ved siden af modtager de automatisk en bøde på mindst 10.000. Og denne overvågning og meget skrappe forvaltning for torskens vedkommende er udviklet og opbygget siden 2000 og alligevel har der aldrig nogensinde i moderne tid, været så få torsk og andre fisk inden i dette store område i Vesterhavet.

Kan det have noget at gøre med det samlede fisketryk i hele havet? Måske – eksperterne ved det ikke.

I 2000 dukkede den værdifulde europæiske østers igen op i Limfjorden i det lille område der hedder Nissum Bredning. Den havde ellers været væk i mange år, men i 2000 så det ud til at bestanden var på vej tilbage og så tog biologerne og forvaltningen over. Der blev udstedt licenser og de bliv som kvoterne ude i havet, også omsættelige, således at fiskerne kunne blive ansvarliggjort for deres fiskeri lød det fra forvaltningen. I virkeligheden fik ejerne af fartøjerne ejerskabet over kvoter og rettigheder så de kunne låne flere penge i bankerne og købe nye fartøjer, dvs. blive større og større.

Nu blot 10 år efter er den bestand, i dette lille bitte område, ved at være udryddet. Da fiskeriet var på højeste niveau i midten af 2000, måtte der fanges 1500 tons østers om året og østers blev skovlet ind og solgt for en slik og alt var kontrolleret og overvåget af biologer og forvaltninger. Nu er denne eksklusive ressource ved at være udryddet, selvom det var den mest forvaltede og overvågede bistand biologerne og forvalterne har haft ansvaret for de seneste 10 år.

Hvorfor bestanden forsvinder, aner de ansvarlige ikke.

Kan det måske have noget med fiskertrykket at gøre? Nej sige de ansvarlige, for de har jo forvaltet og styret fisketrykket og derfor kan det selvfølgelig ikke være forklaringen. Men hvorfor kom de østers og de mange hummere tilbage til Limfjorden, for godt 10 år siden?

Kan det måske have noget med fisketrykket at gøre?

De ved det ikke. Men vi ved at næsten al fiskeri blev indstillet i midten af 90’erne, da fiskeriet på Limfjorden blev officielt indstillet – hvorfor? Fordi fisken var forsvundet fra Limfjorden. Dengang var forvaltningen ikke i tvivl. For før de begyndte at forvalte, mente forvaltningen at alle problemer kunne tilskrives fiskeriet og et alt for højt fisketryk.

Men dengang, før forvaltningen tog over, var problemerne, målt på hele fiskeriet, småting i forhold til i dag. Og fiskeriet regulerede også ofte sig selv. Hvis en bestand viste svaghedstegn, gik fiskerne i gang med at fange end anden bestand og hele fiskeriet og fisketrykket blev dagligt reguleret af de muligheder fiskerne havde for at købe nye fartøjer og grej for egne penge, forstås. Men med den stigende forvaltning fulgte de mange mia. EURO og kroner fra EU og staterne til støtte i fiskeriet.

Hvorfor kan forvaltningen så ikke forvalte fiskeriet bæredygtigt? Der er mange grunde, den vigtigste er efter min mening manglen på det daglige ansvar i alle led fra hav til bord. Man kan efter min mening ikke forvalte et fiskeri, uden at fiskerne som fanger fisken er med, dvs. har sagt ja til planerne.

Det gjorde man ikke desto mindre.

Forvalterne og deres biologer krævede at fiskeriet skulle indrette sig og det gjorde fiskerne selvfølgelig ikke. Enhver der har arbejdet i det nu fhv. Sovjetunionen ved om nogen at den centrale magt, styring og forvaltning også tager ansvaret for det producerende folk. For hvorfor tage et personligt ansvar, når det i virkeligheden er taget fra én?

Det er 20 år siden jeg hev min sidste fisk op af vand som erhvervsfisker og siden har jeg beskæftiget mig med mangt og meget. I år er jeg startet som skolelærer, efter at jeg har taget en merituddannelse og selvom jeg aldrig nogensinde synes jeg har haft så travlt som det seneste halve år, har det halve år også givet mig stof til eftertanke, i helt særlig grad når det handler om det personlige ansvar i folkeskolen. Under uddannelse og nu også ude i virkelighedens skole står jeg også overfor store nye forkromede systemer for læring og pædagogik.

Det system jeg har brugt mest tid på at undersøge og tænke over, er systemet PALS (Positiv Adfærd i Læring og Samspil) opfundet i USA, med det formål at få en bedre adfærd hos børn og unge. Det er udviklet til brug for unge kriminelle og det bliver nu introduceret i folkeskolen højlydt sekunderet af Niels Egelund som selv i midten af 90’erne, opfandt og siden har italesat uroen i Folkeskolen.

PALS. Hvis en skole køber programmet skal skolen først i lære i tre år, dvs. alle herunder forældrene skal uddannes og efter endt læretid, vil der være udfærdiget et katalog som alle så kender og derfor skal rette sig efter. Alt er skrevet ned til mindste detalje, i særlig grad hvordan børn og unge skal opføre sig og hvis de ikke gør det, hvilken straf de skal have osv.

Men hvor bliver det personlige ansvar af under PALS? Hvem har ansvaret i det daglige? Hvem tager de rigtige beslutninger i situationerne? Det er jo underviseren, men på hvilket grundlag tage han sine beslutninger? Han tager dem selvfølgelig ved at få situationerne tilpasset PALS katalogets regelsæt, alt andet vil være halsløs gerning, al den stund at han skrevet under på at ville arbejde under systemet.

Det er klart, at de lærere som synes at det er systemet i sig selv der er halsløs gerning, ikke arbejder på sådan en skole, de finder en anden skole eller et andet job, ligesom fiskerne der ikke længere fisker. Men tilbage bliver der jo fiskere og lærere som indordner sig, og som gør hvad systemet forlanger af dem. Men resultatet bliver også derefter. For ligesom systemet ikke har noget med det daglige fiskeri at gøre, har PALS systemet, det heller ikke ude i skolerne. Men efter systemerne er indført er det kun systemets vogtere som kan sige noget forståeligt om, hvad der foregår ude i virkeligheden. Virkeligheden bliver tavs og gør derefter kun det nødvendige.

Ja og derfor er det i virkeligheden den store frihed der findes i det personlige ansvar (filosoffen Kant har altså ret), der forsvandt sammen med torsken og de herlige østers fra Nissum Bredning. Fiskeriet og fiskerne er forsvundet og tilbage er der nogle store industrier, ingen kan forstå. Og nu skaber folkeskolen med PALS og alle de andre systemer som følger i kølvandet, de tilpassede voksne som systemerne lever af.

Når der er faldet lidt ro over julefesten, brug så 10 min. af din tid på at se el. gense sir Ken Robinsonssamfundskritiske foredrag og har du fået professor Ole Kaj Pedersens bog ”Konkurrencestaten” julegave så læs, har du ikke, så køb den. Godt Nytår.