Annonce

14. maj 2011 - 13:50

En buldrende ildelugtende fis i hornlygten

Men er der overhovedet andet end lidt politisk kød på den historie? Jeg kan ikke finde ret meget i det forlig, målt i forhold til danskernes alm. hverdag. Der er de politiske spørgsmål mellem den ”røde og den blå” blok, men undskyld mig – hvad fanden rager det mig i min hverdag?

Jeg ved godt at ”alting er politisk”, men den påstand har ikke længere noget med den måde de politiske partier bedriver politik på i dag. Når jeg ser og høre dagens politikere, ser og hører jeg nogle forretningsfolk, som har noget til salg, noget jeg skal købe. Og de ser alle meget alvorlige ud, ind imellem de slapper af og bliver kendte i TV’s underholdningsprogrammer.

De er altid i valgkamp, de vil gerne vælges. Ikke mere fordi det er et offentligt ombud, dvs. et ansvar man tager på sig, når og hvis folk mener man har evner og troværdighed og derfor må gøre det, fordi nogen jo skal gøre det og tage det ansvar.

I dag er det en forretning der skal passes og da forretningen sikre én økonomisk resten af livet, hvis man vel at mærke kan ”sælge varen”, er man altid på og i kamp mod de mange andre der også har set fidusen. Man ser de håbefulde stå foran danskernes fortrukne udflugtsmål, indkøbscentrene, og malet på deres biler, hvor de sælger og man tænker – Gud er der nu udskrevet valg?

Men er danskerne virkelig blevet så snot dumme at de køber den politiske præmis i dag? Eller foregår det politiske cirkus inden for en sluttet kreds (i København) som passer og plejer hinandens interesser og ”karrierer” som man kalder det i dag?

For hvad er fakta i dette velfærds- efterløn- og pensionsforlig? Det eneste jeg mener der er værd at bemærke er, at VKO har taget røven på de røde. Langt det meste af indholdet i forliget er en forgribelse af den demografiske virkelighed som den udvikler sig. Efterlønnen består som den bruges i dag, hvor langt de fleste ikke er på efterløn i mere end de 3 år. I dag får de så godt nok denne pæne bonus, den får de ikke efter 2020. Men er det noget at lave så stor en ståhej ud af?

Så min hverdag er som jeg se det, blevet et middel til det politiske forretningsliv, hvis yngre kræfter har blikket stift rettet mod EU, hvor indtjeningen er mere end 3 gange så høj som herhjemme. Var det ikke over 3 mio. denne fuser til Jens Rohde og hans makkere skulle have af os om året for at lave ingenting i EU?

Jeg ved godt at medierne også spiller en rolle i det politiske cirkus. For næst efter Danmark i krig og terrorbomber, er politik det nemmest at skrive om. For ligesom når de dækker Danmark i krig, behøver journalisterne ikke at tænke sig ret meget om, i dækningen af politik. Det kommer som man siger af sig selv, som lort fra spædekalven. Det er heldigt for danske journalister, som kan blive dét, ved at kunne svare på blot 24 ud af 50, ufatteligt nemme spørgsmål.

Dansk politik er som jeg ser det en ildelugtende buldrende fis i en hornlygte, målt i forhold til mig og min hverdag. Ingen partier nævnt, ingen glemt.

Men god weekend alligevel.

Annonce