En tur inden for murene

”Welcome” udbryder den første fængselsbetjent, vi møder udenfor højsikkerhedsfængslet La Picota. International Forum har de seneste 2 år forsøgt at få adgang til at besøge de politiske fanger i Colombia uden held, så det er en stor succes, at vi endelig har fået mulighed for at tale med de indsatte. Vi efterlader alt undtagen vores notesblokke hos fængselsbetjenten, og mens vi går væk, slår han skoene sammen, strækker armen i vejret og råber ”Heil Hitler!”

Vores samarbejdspartnere Lazos de Dignidad anslår, at der er omkring 7000 politiske fanger i de Colombianske fængsler, men det er svært at angive præcist, da den colombianske stat ikke anderkender eksistensen af politiske fanger. I kraft af deres funktion som advokatkollektiv støtter de politiske fanger, som organiserer sig i kollektiver, for at forbedre deres vilkår.

Det tager os 2 stive timer at komme igennem sikkerhedskontrollerne; at få kigget på vores papirer og pas, få stemplet vores håndled af to omgange og få scannet os selv og vores sko.  Som det sidste skal vi afgive vores fingeraftryk og vores pas, og pludselig står vi i det, som ligeså godt kunne være en scene i en amerikansk film. Den venstre side af lokalet er delt op i små glasbokse, med huller man kun kan råbe igennem. På højre side bliver vi installeret i et goldt glasrum med hårde stole.

Højsikkerhedsfængslet, som vi befinder os i, er resultat af den aftale som den colombianske regering indgik med USA ved årtusindskiftet, Plan Colombia. ”Fængslets skruktur er en bevidst strategi, som er indført for at nedbryde vores organisering” forklarer Jason, som er politisk fange på tiende år. De ni fanger, vi skal mødes med, bliver ført ind i rummet én for én af blåklædte soldater.

I slutningen af halvfemserne kulminerede organiseringsindsatsen blandt de colombianske fanger. Det kom til udtryk i påsken 1997, hvor fanger over hele landet gjorde oprør i fire dage. Fangeoprøreret tiltrak sig stor opmærksomhed i medierne og lykkedes med at skabe fokus på de indsattes elendige vilkår i befolkningen.  

På trods af indførelsen af de amerikanskinspirerede højsikkerhedsfængsler organiserer fangerne sig stadig, og der er kollektiver i stort set alle fængsler i Colombia. En af udfordringerne for at organisere sig er, at når fangerne får et godt kollektiv op at køre, bliver de centrale personer gerne forflyttet til andre afdelinger. Desuden er overvågningen af kollektivernes kommunikation total, og fængselspersonalet gør hvad de kan for at stille hindringer i vejen for deres møder.

Efterhånden som lokalet bliver fyldt, tør fangernes gode humør stemningen op, og vi mærker, at de benytter muligheden for at sludre og snakke politik.

”Vi oplever rigtig meget repression, når vi organiserer os her i fængslet. Men det gjorde vi jo også udenfor” siger ham, de kalder Chucho med et glimt i øjet. ”Er man først et politisk væsen, så er man det altid.”

De politiske fanger er primus motor i organiseringen af kollektiverne, og de møder bred opbakning blandt apolitiske fanger. Det er nemlig kollektiverne, der taler alle fangernes sag og kæmper for deres basale rettigheder. Kollektiverne står ikke kun for at formidle retshjælp. De laver også politisk skoling gennem møder og oplæg og koordinerer simultane civil ulydighedsaktioner.

Da vi igen står udenfor fængslet sidder vores hjerter helt oppe i halsen, og vi bliver enige om altid at være politiske mennesker.  Når de politiske fanger i Colombia bliver ved med at kæmpe under så umulige forhold, så er der ingen undskyldning for ikke også at kæmpe uden for murene.