Slipper Enhedslisten ud af krigen med skindet på næsen?

Det er lovligt; menneskeligt i orden at fejle og det vigtigste er at man kommer op igen når man faldet i vandet osv. rækken af ordsprog der støtter op om vore mange fejl, er længere end fordømmelserne. Og et politisk ansvar er lig med fejl, alt andet er politisk uansvarligt. Var Enhedslisten i krig overhovedet en politisk fejltagelse?

Det er spørgsmålet.

På det foreliggende, dvs. det jeg ved fra ugerne op til krigen og i dag, mener jeg det er den største politiske fejltagelse Enhedslisten har begået siden 1989. Selv kunne jeg ikke tage ansvaret for et militært angreb, så jeg meldte mig ud. Men det er heldigvis ikke det samme som jeg gjorde det rigtige. Nu har Enhedslisten trukket den politiske støtte, af alle de gode grunde der kan læses i medierne.

Når Enhedslisten ikke længere er i krig, kan jeg vel også være tilfreds? Men så enkelt er det desværre ikke. For der kan være andre gode eller mindre gode grunde, end de militære og politiske fejltagelser uden for EL, til denne tilbagetrækning og så er vi efter min mening lige vidt.

Erkender de ansvarlige at det var en fejltagelse at de gik i krig, at de tog fejl?

Svaret på det spørgsmål kan læses overalt og på www.enhedslisten.dk hvor de igen og igen understreger at det var ligeså rigtig at støtte krigen, som det var rigtigt 12 dage senere at trække sig ud af den. De ansvarlige gør samtidig en dyd ud af at forklare os, dvs. det nuværende og fhv. politiske bagland, at beslutningen om at trække støtten til krigen, intet har med os, baglandets protester at gøre. Næ vi kan rende og hoppe kan vi, for beslutningen om at trække støtten hænger udelukkende sammen med den konkrete situation i Libyen, hvor alliancen af de villiges krig, efter de ansvarliges mening, mere og mere indrettes til støtte for oprørerne og det vil de ikke være med til, for det ligger ikke inden for FN mandatet!

Det er noget rod. For det første er jeg meget usikker på om de ansvarlige i Enhedslisten, har mere begreb om det FN mandat, end så mange andre og for det andet mente jeg, at ”vi” modsat f.eks. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, ikke var styret fra toppen. Når Pernille Skipper udtaler, at tilbagetrækningen intet har med baglandet at gøre, håber jeg hun er på alt andet end Enhedslistens mark. Jeg ved at jeg ikke medlem af et topstyret parti, som støtter militære angreb udenom sit politiske bagland.

Jeg er klar over det politiske spin Pernille Skipper forsøger at spinne, men jeg græmmes over at partiets ansvarlige ser det politiske bagland som befolket af idioter – også en grund til at foreløbig bliver udenfor. For hvem narrer hvem? De ansvarlige bilder sig forhåbentlig ikke ind, at de ansvarlige i S og SF ikke skulle være klar over, hvad der foregår i Enhedslisten?

Et par andre og ligeså vigtige grunde til at jeg ikke her og nu melder mig tilbage under fanerne er at de ansvarlige siger de vil gøre det igen, altså gå i krig på den samme baggrund. Men også lidt fordi tilbagetrækningen kan sammenlignes med den ved Dybbøl i 1864, hvor såvel det politiske som militære bagland lod de danske soldater i stikken. Vi kan altså sende soldater i krig, men når det bliver for svært, må de sku klare sig selv.

Det er også for meget rod i logikken. Flere dage før Enhedslisten gik i krig ville Frank Aaen give våben til oprørerne, nu trækker han støtten til krigen med den begrundelse, at vi hjælper oprørerne! Hvad skal vi tro, sådan kan man da ikke navigere før under og efter en krig. Krig er en så alvorlig sag, at vi må forvente den største agtpågivenhed, at vores politiske ansvarlige er helt oppe på dubberne, dvs. ikke under indflydelse af krigens politiske demagoger i Folketinget.

Jeg vil meget gerne tilbage i Enhedslisten, men det bliver ikke før jeg har fået sikkerhed for at dette virkelig også var en engangsforestilling. At Enhedslisten ikke i fremtiden støtter at det danske forsvar, angriber et andet land.

Det kan ordnes på det kommende årsmøde, hvor alle om ikke andet har lært, at i krigen ikke leger man ikke med ilden og derfor skal 2009 årsmødebeslutningen gennemgås med en tættekam og rettes til så sådanne misforståelse kan undgås i fremtiden.

Hvis de politiske ansvarlige for Enhedslistens krig nu ryster i bukserne og måske føler jorden brænde under sig, forstår jeg dem godt. Men sådan er det politiske liv vel også. Selv anser jeg et medlemskab af EL som et politisk medlemskab, ikke en livsform.