Raketter

I dagene mens det nationalistiske folkefærd, kaldet ”danskerne”, jubler over, at et par danske opfindere har bygget en dansk raket og fået den op i luftrummet over Danmark, spreder det samme folks luftvåben, død og ødelæggelser over det libyske folk. (mere end 700 døde og 4000 sårede civile har NATOs bomber og raketter kostet, lyder det fra Libyen). Og nu har NATO, på det danske folks vegne besluttet, at fortsætte togterne til september. Og for at understrege NATO’s hensigter, har de nu også indsat kamphelikoptere. NATO’s styrker har så vidt jeg ved end ikke bidraget med en brækket finger til de tusindvis af dræbte i Libyen.

Fra Norge beretter en norsk pilot der smider bomber og raketter over Libyen, på vegne af det norske folk, at det ”er et alm. arbejde”. Manden går på arbejde, flyver ind over Libyen, ved han lemlæster og dræber, og så tilbage til sin base. Og han har aldrig følt sig truet over Libyen. Piloten føler han gør det rette, ellers ville han ikke have gjort det, siger han til Aftenposten. Og det er til forveksling noget af det samme vi har hørt fra de danske piloter.

Jeg er sku blevet for gammel til det danske folk. Jeg synes det lugter, der må være noget råddent i Danmark, og råddenskaben finder jeg dybt nede i den nationalistiske danske folkesjæl. Det kan jeg sige med ret stor sikkerhed for det danske folk er bakket op af alle folketingets partier til krigen i Libyen, eller er det omvendt? Enhedslisten har trukket deres støtte til krigen, men partiet fastholder, at det ”var en rigtig beslutning at stemme for det militære angreb på Libyen”. Og det er ganske vist, for det vedtaget på partiets seneste årsmøde.

Enhedslistens begreb om militære angreb, er blevet lig andre politiske vedtagelser, som f.eks. støtten til Fighters+Lovers. Hvis det senere viser sig at det var forkert, at støtte Fighters+Lovers, (hvad det ikke var) kan man trække sin støtte tilbage igen. Og selvfølgelig kan man det, men sådanne politiske vedtagelser, er uden sammenligning, med det militære angreb på Libyen. Det angreb er siden det gik i gang, igen og igen blevet forsvaret med, at det samlede folketing stod bag. Nu vakler SF så i troen, men det er alt for sent. Denne vaklen ville være kommet meget tidligere, hvis EL ikke havde stemt for.

Jeg har forstået, at Frank Aaen og EL’s forsvar for at gå i krig, var bekymringen for den libyske civilbefolkning og at krigsindsatsen alene skulle beskytte befolkningen og ikke vælte regimet.

Jeg vil ikke afvise at toppen i Enhedslisten, er dummere end folk er flest, men jeg tror det ikke. Jeg tror EL toppen viste hvad de gjorde. De brugte mere krigen og deraf følgende død og lemlæstelse, til at vise politisk ansvarlighed i den røde blok, end de troede på den danske og andre landes regeringers løfte, om kun at beskytte den libyske civilbefolkning.

Hvorfor: Fordi ingen med fornuften i behold, ville stole på den danske og andre regeringer i denne sag. Enhedslisten og alle os andre VED, at den danske regering og de øvrige regeringer, der har sagt A til krigen mod Libyen, selvfølgelig også siger B og C og hvad der skulle brug for indtil de har fået kontrollen over den politiske situation Libyen.

Enhver der kan tyde og vurdere et demografisk landkort, kan se at regeringer, der kan angribe lande som Irak og Afghanistan, for at få kontrollen over de lande, selvfølgelig også ser Libyen som et attraktiv land for et militært angreb.

Hvorfor klandrer jeg den danske folkesjæl? Det gør jeg, fordi det ser ud til, at det politiske flertal kun findes, hvis man også er villige til at bruge militære midler. Jeg vil ikke afvise at det kan være nødvendigt at bruge militære midler, for at gå ind i en blodig borgerkrig eller mellem to lande som er kommet i krig. For at redde uskyldige, men det var ikke opgaven i Libyen. Dvs. det kan være nødvendigt at danske soldater sætter livet på spil for at redde uskyldige - men det har intet med Libyen at gøre.

Nu siger folk: Jeg gider altså ikke at læse mere om Enhedslisten og krigen Libyen! Netop – det er derfor jeg har skrevet det her, og du kan bare lade være.