Annonce

27. juli 2008 - 0:48

EU redder Danmarks asylpolitik – eller?

Den helt store nyhed i denne weekend er, at en dom fra EF-domstolen til en vis grad underkender de danske asylregler. Man kunne tilføje de inhumane og menneskefjendske asylregler.

Begrundelsen er den frie bevægelighed i EU, som betyder, at vi ikke kan nægte folk indrejse når de først er i EU. Men ellers er det så vidt jeg kan se en del juridisk-tekniske ting, som naturligvis er vigtig, men som ikke er pointen her.

Hvis vi antager, at det simpelthen betyder, at Danmark er nødt til at ændre sin flygtningepolitik radikalt, ved at tillade familiesammenføring på et helt andet niveau end tidligere – ja, så vil der være mange venstreorienterede, herunder mig selv, der har en tendens til at sige, ja EU redder Danmarks asylpolitik.

Problemet er bare, og hvad så?

Betyder det, at EU pludselig er blevet et humant og ikke-menneskefjendsk projekt? Det ville have været så fedt, hvis svaret havde været ja, det er bare desværre ikke tilfældet.

Kast et blik på EU’s asylpolitik. Hvert år dør mange tusinde mennesker, når de forsøger at krydse grænserne til det forjættede land, i dette tilfælde EU. EU fører en afsindig hidsig grænsekontrol, hvor man hellere lader folk drukne end lade dem komme ind i EU. Samtidig fører man en umenneskelig politik overfor en lang række dårligt stillede lande. Hvor man på den ene side tvinger dem til at åbne deres markeder for vores varer, mens man holder deres varer ude af vores markeder. Resultatet bliver, at landmænd mv. ikke kan overleve, fordi de ikke kan konkurrer mod EU’s landmænd. Sidstnævnte får både hjælp ved de urimelige krav til ulandene, men får samtidig penge i hoved og røv fra EU’s side.

På den måde skaber man en kæmpe underklasse, som ingen penge og ingen mad har – nogle af disse forsøger så at flygte til EU, undervejs risikerer de at blive skudt eller drukne, og hvis de er så heldige at de kommer ind i EU, kan de få behandlet deres sag i ét EU land og ellers er det ud!

De få der rent faktisk ender i Danmark, ja de vil have gavn af denne her ændring, men så bor der altså heller ikke flere mennesker i Danmark, resten af verden, og specielt de dårligt stillede lande, fortjener vel også vores omsorg.

Så ja, lige nu virker det som om EU bløder den danske flygtninge politik op, men samtidig gør EU så forbandet meget ondt mod andre flygtninge, og det på ingen måde opvejer hinanden! Og derfor er det stadig både fornuftigt, humant og solidarisk at være EU-modstander, selv om EU engang i mellem gør noget der minder om at være humant.

Annonce