Annonce

28. maj 2012 - 17:22

En forkælet møgunge

De arbejdsløse kommer til at betale for skattelettelserne. Det signal har Helle og Villy’s regering sendt flere gange efter at de er blevet valgt.

Den sidste nye udmelding kommer fra Skatteminister Thor Möger. For at kunne betale for skattelettelser til middelklassen og de rige, så skal der spares 3 milliarder på ydelserne til dagpenge og kontanthjælp de næste 10 år.

Det nyeste argument for at tage fra de fattige?

Det er ganske enkelt;

Nu har det private arbejdsmarked jo stemt for en overenskomst, som giver reallønsnedgang og så må de arbejdsløse jo også gå ned i ”realløn”!!!

Så arrogant og måske uvidende kan en minister fra SF være!

De arbejdsløse har ingen mulighed for at supplere deres indtægter, mens næsten alle de arbejdende på det private arbejdsmarked har forskellige muligheder for at arbejde over og dermed supplere deres indtægt. Og det gør mange.

Må man så kalde Skatteministeren for en forkælet møgunge?

Jeg ved det ikke, men enten kender han ikke de arbejdsløses situation eller også er han lige så kold og kynisk, som Claus Hjorth var over for de arbejdsløse.

 

Det kan ikke betale sig at arbejde

Regeringen og Skatteministerens største argument for at spare på ydelserne til kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse er at det skal kunne betale sig at arbejde!

Dermed bruger de argumenter, som de borgerlige, medierne og andre kloge, velstillede meningsdannere har brugt de sidste mange år.

Senest har de fået ny dokumentation fra Økonomiministeriet. Det kan ikke betale sig at arbejde for 151.000 danskere.

Det viser sig at 93.000 af disse ”kun” får kr. 2.000 om måneden ud af at arbejde og de resterende 58.000 ”kun” får kr. 1.000 om måneden ud af at arbejde.

 

Det kan betale sig at arbejde!

Undersøgelsen viser i virkeligheden at det kan betale sig at arbejde.

Man får måske 500 eller 1.000 eller 2.000 mere om måneden, når man får et arbejde.

Skal det yderligere kunne betale sig at arbejde, må man forhøje beskæftigelsesfradraget for de lavestlønnede og ikke stjæle mere fra de allerfattigste.

Skatteministeren og Økonomiministeren har måske aldrig prøvet at mangle 1.000 kroner hver måned og skulle de blive tilbudt at få 2.000 kroner ekstra hver måned, så vil de sikkert ikke mærke det?

De har sikkert aldrig manglet noget!!

Så i virkeligheden så må vi håbe på at både Thor og de andre ministre er nogle forkælede møgunger, der ikke ved bedre. Så er der mulighed for at ændre den økonomiske politik.

Desværre er der større sandsynlighed for at det er ren ideologi fra regeringens side og så er der vist for alvor brug for nogen voksne, som tør lave oprør.

Annonce