Skyderier får Nørrebro-indvandrere til at holde børnene inde

– Jeg var bange, for jeg havde aldrig set nogen blive skudt, og så var det min vens søn, der blev ramt. Jeg brød helt sammen og var meget berørt resten af dagen.

62-årige Esam Rashwan fortæller om den dag, en ung mand blev skudt uden for hans hjem i Blågårdsgade. Han er projektleder for Rabarberlandet, et boligsocialt projekt, som holder til på Blågårds Plads, og ligesom de fleste andre Nørrebro-borgere er han påvirket af skyderierne. Og så er han nervøs for, at han med sin brune hud også risikerer at blive tilfældigt mål for rockernes skyderier.

– I dagene efter skyderiet kiggede jeg intenst på alle modkørende biler og motorcykler. Det tog mig to dage at slappe af igen. Nu tre uger efter ser jeg stadig folk på gaden få det samme vagtsomme blik, når de hører lyden af en motorcykel, fortæller han til Modkraft.dk.

Børnene væk fra gaden

Hver morgen åbner Esam Rashwan caféen »Mødestedet« midt på Blågårds Plads. Her kan beboerne i Boligforeningen Blågården drikke kaffe og få hjælp til arabisk oversættelse eller samtaler med kommunen. Om eftermiddagen står han for lektiecaféen.

Esam Rashwan, projektleder for Rabarberlandet på Nørrebro, frygter ligesom mange andre af bydelens beboere med indvandrerbaggrund at blive tilfældigt offer for rockernes kugler. Foto: Lars Kamp Mortensen/Monsun

Men i tiden efter skyderiet holdt mange sig hjemme. Og mens der i de store medier mest har været fokus på, hvide danskere og deres overvejelser om at flytte fra bydelen, og spekulationer om faldende ejendomspriser, har Esam Rashwan indvandrerfamiliernes bekymringer helt tæt på:

– Efter det første skyderi mødte mange børn ikke op til lektiecaféen. De få der kom, blev fulgt af deres forældre, selv om de var 12-13 år gamle. En del forældre begyndte også at følge deres børn til og fra skole. Alle talte om skyderiet. Der var forældre, der ringede og bad mig holde Mødestedet åbent om aftenen. De turde ikke lade deres børn gå på gaden, men vidste heller ikke, hvordan de skulle holde alle syv børn hjemme, fortæller han.

De mange børn i forholdsvis små lejligheder har gjort det naturligt for børnene at lege ude om aftenen, men Esam Rashwan mærker en markant ændring i det mønster.

– Forældrene er nu i tæt kontakt med deres børn via mobiltelefon. De vil holde børnene væk fra gaderne, hvilket har lagt ekstra pres på Korsgadehallen, som er et af de få tilbud til børn om aftenen.

Danskerne demonstrerer

Som reaktion på skyderierne på Nørrebro har mange borgere demonstreret. Blandt dem har der været meget få indvandrere, og det skyldes ifølge Esam Rashwan en forskel i kultur og tradition:

– Danskere er informationsfolk. De elsker at læse. De har tradition for at udtrykke deres utilfredshed gennem læserbreve og fredelige demonstrationer. Jeg tror, at det det ville gøre en forskel, hvis vi med indvandrerbaggrund tog den tradition til os, men folk her har givet op. De ønsker ikke at tale med pressen. Jeg hører ofte beboerne sige, at det er lige meget, hvad de gør, så skriver pressen om dén unge indvandrer, der har gjort noget galt. De store problemer, som de unge har med at få et job og blive respekteret i samfundet, bliver ikke taget alvorligt hverken af medier eller politikere.

Indvandrerfamilier vil gerne flytte

I Blågården Boligforening er 40 pct. af beboerne palæstinensiske flygtninge, og 25 pct. af beboerne er indvandrere fra andre lande. Familierne har mellem fire og otte børn. Mange af dem har ikke arbejde og opholder sig meget i det offentlige rum. Det gør dem meget synlige i gadebilledet. Forleden hørte Esam Rashwan nogen sammenligne bandekrigen med situationen i Israel-Palæstina. Den sammenligning kan han tilslutte sig.

– Vi er meget synlige, men vi har ikke nogen midler. Rockerne har masser af våben og penge. At AK81 kører direkte ind i vores område og skyder flere gange er den største provokation, man kan forstille sig. Det er en magtdemonstration.

Når Esam Rashwan siger vi, mener han alle indvandrere, inklusiv sig selv:

– Vi bor her i det sociale boligbyggeri og de bor i andelslejligheder på den anden side. De veluddannede danskere har oftest ikke noget imod indvandrere, og derfor er det heldigt, at de bor på den anden side. De har forståelse for os, men hvis bandekrigen fortsætter, så vil de mennesker flytte. Det er dét, jeg frygter.

Efter mange års arbejde med projekter for unge indvandrere på Nørrebro er Esam Rashwan overbevist om, at det eneste forældre kan gøre, for at hjælpe deres børn ud af bander og kriminalitet, er at flytte dem til et nyt miljø.

– Desværre er det de færreste familier omkring Blågårds Plads, der ser det som en mulighed. De har fået en god lejlighed her, der med boligsikringen er forholdsvis billig. De bor side om side med deres fætre og kusiner fra deres hjemlandsby og deler deres liv med dem. Det er ikke let at flytte herfra.

Selv ønsker Esam Rashwan bestemt ikke at flytte fra Blågårdsgade.

– Jeg er forelsket i dette sted; det er min by, mit land, min familie og mine venner. Det eneste, der kunne få mig til at flytte, skulle være, hvis mine sønner på 13 og 15 år fik problemer her.