– Jeg er stolt af at være en del af et parti, der ikke bare har som mål at få magt. For magt alene for magtens skyld, det er ligegyldigt.
Sådan afsluttede Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen sin åbningstale på partiets årsmøde i denne weekend. Og det med magt var en central del af den politiske diskussion om opbakningen til en eventuelt kommende Socialdemokratisk ledet regering.
Ifølge Johanne Schmidt-Nielsen skal en sådan regering ikke regne med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag, hvis ikke der føres en markant anderledes politik:

– Enhedslistens mandater er en forudsætning for flertallet og jeg vil gerne afgive et løfte til Helle Thorning og til Villy Søvndal: Enhedslisten vil knokle for at trække en ny regering til venstre. Og vi vil hver eneste dag minde jer om jeres løfter til de lavtlønnede og til de offentligt ansatte. Jeres løfter om bedre velfærd og større økonomisk lighed. Enhedslisten bliver aldrig passivt stemmekvæg – vi forventer indflydelse for mandaterne.
Og forandringerne skal komme fra dag ét, lyder det selvsikkert fra partiet, der trods balancegang på spærregrænsen ikke er i tvivl om at blive tungen på vægtskålen efter næste valg.
På årsmødet fremlagde Enhedslisten således en ambitiøs og konkret politisk 33-punktsplan med titlen »100 dage, der forandrer Danmark« – en plan over, hvad den nuværende opposition skal de første 100 dage efter at have vundet et folketingsvalg.
Blandt de 33 punkter afskaffelse af starthjælp og kontanthjælpsloft, afskaffelse af fradrag for sundhedsforsikringer, øget beskatning af de højeste indkomster samt kraftig reduktion i priserne på den kollektive trafik.
Johanne Schmidt-Nielsen understregede dog, at de 33 punkter langt fra udgjorde partiets samlede ønskeliste, men derimod »et realistisk bud på, hvor et nyt politisk flertal kan stå sammen om konkrete forandringer«.
Et forslag på årsmødet om at S-SF-regering, skal væltes af Enhedslisten, hvis »den går i krig, laver racisme eller angriber velfærden« blev forkastet af årsmødet med overvældende flertal. Det blev af massemedierne tolket som »en fredning af Helle Thorning-Schmidt«, mens venstrefløjskritikere mente, at partiet nu »accepterer krig og racisme«.
Partiet har i dag ca. 4.500 medlemmer. Af disse er hvert fjerde under 30 år, og 60 pct. har ikke været medlem i mere end fire år.
Forud for årsmødet havde flere ledende medlemmer af Enhedslisten, heriblandt tre fra den afgående Hovedbestyrelse, rejst en diskussion om en øget strømlining af partiets ledende organer. Blandt forslagene var en halvering af hovedbestyrelsen og valg af en form for landsformand eller organisatorisk leder.
Forslagene og diskussionen, der primært fandt sted på Modkraft.dk, var ikke en del af den programlagte debat på årsmødet, og blev da også af den nyvalgte folketingskandidat Christine Lundgaard omtalt som »følere« inden det næste årsmøde.
Alligevel var der blandt en del af de delegerede en vis spænding i forhold til sammensætningen af den nye hovedbestyrelse og en forventning om en slags generationsskifte blandt de 25 medlemmer i partiets ledelse.
Før årsmødet måtte fristen for opstilling til hovedbestyrelsen udsættes, da der kun havde meldt sig 25 kandidater til de 25 poster. Det fik yderligere otte til at melde sig, heriblandt en del unge medlemmer.
Blandt dem, der havde forventet et generationsskifte var der imidlertid mild skuffelse at spore, da resultatet af afstemningen lå klar. For godt nok var flere af de unge kandidater blevet valgt ind, men det drejede sig især om kvinderne, som på grund af reglerne om kønskvotering var sikret pladsen, og en decideret foryngelseskur blev der ikke tale om.
Der blev ikke tale om »et brag af et 20. årsmøde«, som åbningstaleren ellers ønskede, men det fredelige og på mange måder forudsigelige møde til trods, var der reel optimisme at spore i det socialistiske parti, der nu går målrettet efter politisk indflydelse, men altså ikke magt alene for magtens skyld.
Eller som den folketingskandidaten Christine Lundgaard sluttede årsmødet af med at sige:
– Vi er bare et moderne ansigt på socialisme i dag. Vi er et åbent ansigt. Der smiler. Men ingen skal ikke glemme, at vi også har en knytnæve.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96