I tirsdags fremlagde bestyrelsen i Danish Crown en omfattende spareplan.
De næste 18 måneder skal der skæres 1,6 milliarder kroner af koncernens omkostninger. Det er nødvendigt for at kunne konkurrere internationalt, lyder det fra Danish Crown.
Planen indeholder ni punkter, der af koncernledelsen beskrives som en helhed. Blandt andet vil koncernen reducere »de danske omkostninger til løn med 20 procent pr. enhed«.
– Det meget høje lønomkostningsniveau er et helt afgørende parameter, når vi taler om konkurrencedygtighed som international virksomhed i Danmark. Derfor er det også et ufravigeligt krav, at vi i samarbejde med medarbejderne skal reducere lønomkostningerne med 20 procent. Det kræver nytænkning fra begge parter, siger Kjeld Johannesen, administrende direktør i Danish Crown.
Slagteriarbejdernes forbund Fødevareforbundet NNF er godt klar over, at Danish Crown har vanskeligheder og står med store »strukturelle udfordringer«.
– Vi vil også gerne være med til at redde Danish Crown, men det bliver ikke ved at vores medlemmer går 20 procent ned i løn. Den vej er ikke farbar og egentlig betragter vi forslaget som en finke på panden, siger forbundets næstformand Jens Peter Bostrup.
Han foreslår i stedet, at der bliver gjort alvor af at effektivisere arbejdsgangene og indføre ny teknologi, så de meget arbejdstunge og opslidende opgaver, der stadig findes visse steder i produktionsleddet, bliver begrænset.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96