Perus udenrigsminister Jose Garcia Belaunde har meddelt, at landet har givet politisk asyl til den borgerlige politiker Manuel Rosales, som i slutningen af marts gik under jorden på grund af korruptionsanklager i Venezuela. Rosales dukkede for en uge siden op i hovedstaden Lima og erklærede, at han søgte politisk asyl på grund af politisk forfølgelse i Venezuela.
Læs de tidligere artikler om sagen på Modkraft.dk:
Det peruvianske udenrigsministeriums offentliggørelse af beslutningen om at give politisk asyl til Rosales udløser en diplomatisk krise mellem Venezuela og Peru. Venezuelas udenrigsministerium kalder Perus beslutning en »hån af international lov« og siger, at Peru burde have tilbageholdt og udleveret hr. Rosales.
Venezuelas udenrigsminister skriver ifølge BBC, at Perus beslutning er »et hårdt slag for kampen mod korruption og en fornærmelse mod befolkningen i Venezuela«.
Rosales er i Venezuela anklaget for korruption som delstatsguvernør i den olierige provins Zulia i perioden 2002-2004. Rosales siger, at anklagerne er grundløse og at han ikke tror på en retfærdig retsproces i Venezuela.
Rosales stillede ved sidste præsidentvalg op som modkandidat til socialisten Hugo Chavez, men tabte. Han blev i efteråret valgt som borgmester i Venezuelas næststørste by Maracaibo.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96