Studerende: Besættelse har været en succes

Selvom de ikke har fået genindført universitetsdemokratiet eller standset den grasserende markedsgørelse af forskning og uddannelse, har besættelsen af centraladministrationen på Københavns Universitetet alligevel været en stor succes.

Det er vurderingen, da Modkraft.dk fredag formiddag taler med en gruppe studerende, der nyder forårssolen i gården mellem de gamle universitetsbygninger i det Indre København.

Omkring fyrre studerende opretholder stadigvæk besættelsen, men planen er så småt at trappe ned i løbet af fredagen, oplyser de studerende. Mandag kan rektor Ralf Hemmingsen igen indtage sit kontor.

Blevet muligt at sige »kapitalisme«

De studerende fortæller, at aktionen har haft en bevægelsesopbyggende effekt. Folk med forskellige politiske og studenteraktivistiske baggrunde har dannet netværk og udviklet tillidsforhold.

Med aktionen, som de studerende beskriver som den mest radikale i mange år, har man lagt fundamentet til det, der skal udvikle sig til en universitetspolitisk bevægelse med styrke til at udfordre de politiske og økonomiske kræfter, der har ambitioner om at forvandle viden og uddannelse til en vare, der kan købes og sælges, og som virksomheder kan tjene penge på at producere, er meldingen.

Studerende stormer ind igennem Københavns Universitets hovedindgang for at etablere en besættelse. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

– En anden positiv effekt, som aktionen har haft, er, at det for første gang i mange år er blevet muligt at bruge et ord som »kapitalisme« i studenterpolitisk sammenhæng, fortæller en ung kvinde og henviser til det forhold, at aktionen har været til at sætte universitetspolitikken ind i en bredere samfundsmæssig sammenhæng:

Det handler ikke bare om nedskæringer i SU’en, men om at universitetet i videnssamfundet forsøges omdannet til et integreret element i et system, der går ud på at tjene penge.

En proces, de studerende frygter vil betyde enden på den frie og kritiske forskning. Profit, ikke sandhed eller erkendelsestrang, vil blive styrende for, hvad der forskes i og hvordan, har de påpeget.

Op imod »repressiv tolerance«

Ifølge de studerende er der dog også ting, der kunne være gået bedre.

Bl.a. taler de om, at de har været for dårlige til at yde modstand mod universitetsledelsens »repressive tolerance«, en strategi der går ud på at afvæbne kritik ved at forholde sig helt åbent og imødekommende overfor den.

Et spørgsmål, aktionen har rejst, er ifølge de studerende, hvordan man protesterer, når modstanderen forholder sig »tilladende« og »demokratisk« til protesten frem for åbenlyst undertrykkende og diktatorisk.

De studerende erkender også, at det ikke er lykkes at skabe en alliance med de mange universitetsforskere og undervisere, der også er stærkt kritiske overfor udviklingen på området.