Annonce

13. marts 2009 - 13:04

Fagforeninger i clinch med racistiske toner

I kampen mod uorganiseret arbejdskraft, kan der nemt opstå racistiske undertoner.

Det erkender John Jakobsen, formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920.

– Der er folk, der føler sig truet, fordi de bliver fyret og sendt på dagpenge, mens arbejdsgiverne beholder den billige arbejdskraft. Vi kunne høre, at medlemmerne gik derhjemme og skummede over det hver især, og valgte at tage en fuldstændig åben snak om problemet. Vi er nået frem til, at det ikke handler om at klaske dem, der udnyttes, men dem der udnytter, siger stilladsarbejderformanden.

John Jakobsen forklarer, at det handler om at få de uorganiserede væk fra byggepladserne, uanset nationalitet. Om at komme ulovligheder til livs, hvad enten de drejer sig om illegale østarbejdere, danskere der arbejder sort eller de såkaldte arme- og benfirmaer, der stadig er alt for mange af, især i byggebranchen.

– Det arbejde forsøger vi at inddrage vores arbejdsløse medlemmer i, lyder det fra John Jakobsen.

I 3F Transport, Logistik og Byg i Århus er mellem 12 og 14 procent af samtlige medlemmer uden arbejde. I byggegruppen drejer det sig om hver fjerde. De arbejdsløse i byggegruppen har nedsat en aktivitetsgruppe, der også har diskuteret faren for at stigende arbejdsløshed kan puste til racismen.

– Det her handler ikke om dem mod os. Den bedste måde vi kan hjælpe dem på, og dermed også os selv, er ved at sørge for at de får de samme løn og arbejdsvilkår, som vi har. På den måde fjerner vi arbejdsgivernes fordele ved at beholde den billige og oftest udenlandske arbejdskraft på bekostning af den organiserede, siger Benny Rasmussen, arbejdsløs murersvend på tredje måned.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce