I får ingen lønstigning i år, fordi vi bliver nødt til at styrke koncernens konkurrenceevne.
Sådan nogenlunde lød den besked, som Danish Crowns ledelse tirsdag overbragte omkring 350 ansatte på koncernens hovedkontor i Randers.
Tidligere har Danish Crown lukket slagterier, og nu kommer nedskæringerne til de administrative medarbejdere.
– De får aflyst lønstigninger, de ellers skulle have forhandlet om, og det skal give en besparelse på omkring 25 millioner kroner. Vores ejere, svineproducenterne, har været meget hårdt pressede de seneste par år, så der er stort behov for at styrke konkurrencedygtigheden, forklarer administrerende direktør Kjeld Johannesen til DR Østjylland.
Den aflyste lønstigning indgår i en langsigtet plan »DC Future«, der ifølge ledelsen skal gøre koncernen konkurrencedygtig i »hele værdikæden – også i fremtiden«. I løbet af de kommende uger skal koncernen fastlægge, hvilke andre tiltag der skal sættes i værk som led i planen.
– Det er optakten til budgettet for 2009/2010, vi arbejder på her, og en stor del kan hentes ved at gøre tingene smartere eller på en ny måde. Men jeg kan ikke afvise, at vi også kommer til at se på antallet af medarbejdere – også blandt det administrative personale, siger Kjeld Johannesen.
HK Østjylland har svært ved at se det smarte i Danish Crowns handlemåde.
– Det er helt uacceptabelt. I det her tilfælde er der tale om en beslutning taget i ledelsen helt udenom medarbejderne og nogen som helst form for forhandling, siger Andy Dalum, sektorformand i HK-afdelingen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96