Ifølge Verdensbanken har udviklingslandene på grund af den globale økonomiske krise udsigt til et hul i budgetterne på samlet mellem 270 og 700 milliarder dollars.
Mens kun en fjerdedel af de mest udsatte udviklingslande vil være i stand til at dæmme op for øget fattigdom, har verdens rigeste lande travlt med at redde deres egne skrantende økonomier.
Advarslerne fra Verdensbanken kommer forud for næste uges G20-møde i London, hvor repræsentanter fra de største udviklingslande mødes med verdens største og rigeste industrilande.
Henrik Stubkjær, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, mener, at de dystre udsigter kalder på internationale løsninger, særligt set i lyset af, at mange lande i disse måneder vedtager nationale bankpakker og redningsplaner, der skal bringe deres økonomier igennem finanskrisen.
– Vi frygter, at de rige lande nu vil stoppe med at investere i Afrika. Vi risikerer at ødelægge alt det, vi har opbygget de seneste år og havne i en meget værre situation, udtaler Henrik Stubkjær til Modkraft.dk
Henrik Stubkjær foreslår, at 0,7 pct. af de nationale bankpakker øremærkes til udviklingslandene, så de ikke bliver glemt. Han kritiserer i denne sammenhæng regeringens bankpakke for ikke at tage ansvar for verdens fattigste.

– Det er ligesom at tisse i bukserne. Det kan godt være, det varmer nu og her på det nationale plan. Men på sigt vil det skabe store, globale problemer, hvis udviklingen i verdens fattigste lande bliver ødelagt af det her.
Henrik Stubkjær opfordrer G20-landene til at handle nu.
– Det er helt klart den rige del af verden, der bærer ansvaret for finanskrisen. Men som situationen er nu, har G20-landene også et ansvar for at vise lederskab og komme med løsningsforslag, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96