Mindst 12 nordjyske betjente er eller har været medlemmer af en gruppe på Facebook med navnet »Ryd 1000fryd«. 1000fryd er et offentligt spillested i Aalborg, hvis gæster for en dels vedkommende udgøres af byens mere alternative og venstredrejede scene, og Facebook-gruppen beskrives som en gruppe for folk, der »er imod bilafbrændinger, tyveri af brosten og i det hele taget demolering af vores gode samfund«. Det skriver avisen Nordjyske.
Kasper Steen Nielsen, som er formand for foreningen Tusindfryd, der driver spillestedet 1000fryd, er »lidt rystet« over situationen:
– Jeg er helt for, at man har ytringsfrihed, men som betjent skal man tænke på, at man repræsenterer alle grupper i samfundet og ikke kun dem, man er enig med politisk eller har holdningsmæssige ligheder med, siger han til Nordjyske.

Blandt medlemmerne af Facebookgruppen var to betjente, der var på vagt, da der udbrød uroligheder foran 1000fryd i august 2007. Episoden førte til en stribe klager over politiet, der blev beskyldt for unødig magtanvendelse, da betjente trak stavene for at tvinge gæsterne på gaden tilbage på 1000Fryd.
De to betjente har meldt sig ud af gruppen efter Nordjyskes omtale, og chefpolitiinspektør Jørn Aabye ønsker ikke at kommentere eller tage stilling til, hvad betjente foretager sig i deres fritid.
Ifølge Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, kan betjentenes medlemskab af gruppen skabe nogle akavede eller ubelejlige situationer, men han mener ikke, at der er noget ulovligt ved det:
– Det er det ikke, fordi offentlige ansatte, herunder også politifolk, har en meget vidtgående ytringsfrihed. De kan selvfølgelig ikke opfordre til deciderede ulovligheder, men grænsen er ikke nået her, siger Sten Bønsing til Nordjyske.
Chefpolitiinspektør Jørn Aabye vil ikke umiddelbart gøre noget ved sagen, men kommer der en konkret henvendelse fra en borger, der føler sig stødt over betjentenes medlemskab af »Ryd 1000fryd«, er han parat til at se på sagen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96