Annonce

23. februar 2009 - 12:11

Udlicitering koster kassen

Hver gang en kommune udliciterer et procentpoint mere af sine velfærdsopgaver, koster det hver borger i kommunen 136 kroner.

Det afslører fagforbundet FOA i en ny, opsigtsvækkende rapport.

Undersøgelsen, som er baseret på tal fra Velfærdsministeriet og Kommunernes Landsforening, bryder med gængse politiske opfattelser af, at det er billigere for kommunerne at lade private virksomheder udføre velfærdsopgaver som kantinedrift og rengøring på plejehjem eller skoler.

Tværtimod ser det ud til, at det er dyrere.

– Vi har set på kommunernes regnskaber, og det viser, at kommunernes driftsudgifter stiger i takt med graden af udlicitering. På ældreplejen kan vi for eksempel se, at de kommuner, der har den allerhøjeste udgift, er de kommuner, der samtidig har flest private aktører på banen, siger FOA’s formand, Dennis Kristensen.

Det er blandt andet manglende stordriftsfordele og den ekstra administration forbundet med at prisfastsætte opgaverne og sende dem i udbud, der giver de høje omkostninger, vurderer han.

Omregnet betyder tallene fra FOA, at hvis kommunerne for eksempel overtog fem procent af de udliciterede opgaver på socialområdet, ville der på landsplan kunne spares mellem tre og fire milliarder kroner om året.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce