Annonce

18. februar 2009 - 21:13

SU-formand bakker de studerende op

– Jeg mener, at danske studerende har en fornuftig SU, men man skal passe på med at forringe dem, siger Per Christian Andersen, formand for SU-rådet, til Modkraft.dk

SU-rådet blev nedsat i 1993 med det formål at rådgive undervisningsministeren i spørgsmål om uddannelsesstøtten. SU’en har den seneste tid været et omdiskuteret emne i pressen, og studerende har været på barrikaderne som følge af Skattekommissionens forslag om at skære SU’en fra seks til fire år.

Den seneste tids kritik af Skattekommissionens kontroversielle SU-udspil har fået flere debattører på banen, der forsvarer forslaget.

Direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen udtaler eksempelvis til Information den 14. februar, at det nuværende SU-system er asocialt i det lange perspektiv, fordi studerende ikke er fattige, men til gengæld investerer i sig selv. Han mener, at der med det nuværende system sker en omfordeling fra dårligt stillede i samfundet til de studerende, som set over hele livet er bedre stillede.

SU-forringelser forkert medicin

Synspunktet følges op af Jan Rose Skaksen, professor i økonomi ved CBS og tidligere vismand, der mener, at SU’en udgør en slags omvendt Robin Hood.

JPEG - 163.3 kb
Studerende blokerer sociologisk institut på KU 13. februar i protest mod planer om SU-forringelser. Foto: Svend Espensen.

Men nu får de studerende opbakning fra formanden fra SU-rådet, Per Christian Andersen.

– Skattekommissionens regnestykke er sådan set meget fornuftigt, og det er rigtigt, at akademikere alt andet lige har en højere livsløn. Problemet er bare, at det er ikke alle, der har det. Og jeg er enige med de studerende i, at forslaget kan have skadelige virkninger. Jeg tror ikke det er den medicin, vi har brug for, hvis vi skal have flere til at tage en videregående uddannelse, siger han.

Høje leveomkostninger

En anden kritik af det nuværende SU-sytem kommer fra sociolog og lektor ved Aalborg Universitet, Trond Beldo Klausen, som forsker i klassestrukturer. Han udtalte til Information d. 14. februar, at rekrutteringen fra forskellige sociale lag i Danmark, på trods af højere SU, er på samme niveau som i Sverige og Norge.

Denne sammenligning har Per Christian Andersen imidlertid ikke meget til overs for.

– Det er meget anderledes at være studerende i Danmark i forhold til mange andre steder. Danske studerende har højere transportomkostninger, leveomkostninger og boligudgifter. Selvom man i Norge og Sverige har lavere SU, har de også lavere leveomkostninger. Derudover har de bl.a. særlige spiseordninger på universiteterne og bor billigere på kollegierne. Derfor kan man ikke sammenligne på den måde, siger han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce