Præsident Barack Obama er blevet hindret i at få indsigt i mulige beviser af tortur mod den engelsk bosatte, men etiopiske statsborger Binyam Mohamed. Et brev fra Guantanamofangens advokat, Clive Stafford Smith, er blevet udsat for kraftige overstregninger af embedsmænd i forsvarsministeriet.
Læs også artiklen »Guantanamo-skandaler fortsætter« på Modkraft.dk
Clive Stafford Smith, der er direktør for menneskeretsorganisationen Reprieve, sendte et brev til Obama, hvor han havde vedhæftet beviser for, hvad han kaldte »sand middelalderlig« mishandling af Mohamed. Vedhæftningerne blev imidlertid udsat for så hårde overstregninger, at de var ulæselige.
Brevet og det censurede vedhæftninger blev afsløret, da to højesteretsdommere i Storbritannien besluttede at genåbne en retssag, hvor Mohameds advokater vil forsøge at offentliggøre bevismateriale om formodet tortur mod ham.

Sagen om Binyam Mohamed har vakt stor opsigt i Storbritannien, da udenrigsminister David Miliband med henvisning til den nationale sikkerhed har afvist at afsløre 42 dokumenter, der menes ikke alene at levere bevis for torturen, men også at den britiske efterretningstjeneste MI5 har været indblandet i mishandlingen.
Stafford Smith siger at det er »absolut umuligt« af frikende MI5 for medvirken til tortur, når man – som han – har set de 42 dokumenter, som Miliband nægter at afklassificere.
Mohamed har sultestrejket i den seneste måned, og hans sundhedstilstand betegnes af hans advokater som kritisk. Den britiske udenrigsminister Miliband siger imidlertid, at USA har lovet at behandle Mohameds sag som »en prioritet« og at de britiske myndigheder arbejder for en »hurtig løsning«.
Mohameds amerikanske militærforsvarer, oberstløjtnant Yvonne Bradley, siger dog efter et møde med Miliband, at hun ikke har fået nogen »dato for Mohameds løsladelse«.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96