Medier skævvrider virkeligheden i Venezuela og Colombia

Fire førende aviser i USA fokuserer mere på angivelige krænkelser af menneskerettigheder i Venezuela end i Colombia, viser en ny undersøgelse af det mediekritiske organisation FAIR. Avisernes redaktører er mere interesseret i at forstærke USA’s politik i regionen end i at understøtte reelle rettigheder for colombianere og venezuelanere, konkluderer rapporten.

Undersøgelsen fra FAIR har set på behandlingen af menneskerettighedssituationen i Colombia og Venezuela i de politiske ledere over en tiårs-periode fra 1998-2007 i de fire indflydelsesrige nordamerikanske aviser, The New York Times, Washington Post, Los Angeles Times og Miami Herald.

Det overvældende antal redaktionelle ledere i de fire aviser har anlagt et negativt syn på menneskeretssituationen i Venezuela, mens hovedparten af lederne om Colombia har anlagt enten et blandet eller positivt syn på dets emne.

Af de 101 ledere om Venezuela beskriver hele 91 landets forhold på negativ vis. Ti havde både positive og negative bemærkninger, men ikke en eneste var udelukkende positiv.

I de 90 ledere om Colombia blev situationen beskrevet som negativ i 42 tilfælde, mens 32 udtrykte blandede vurderinger og 16 var fuldstændig positive.

Det er især Washington Posts lederskribenter, der har anlagt et positivt syn på den colombianske regerings håndtering af menneskeretssituationen. Til gengæld var 22 ud af 23 ledere negativt indstillet over for den venezuelanske regering.

»Overgreb på menneskerettigheder i Colombia: en statsforbrydelse«. Plakat for internationalt tribunal i Brussel fra september 2008.

New York Times har været langt mere kritisk over for Colombias regering, idet 20 ud af 29 lederartikler var negative, ingen positive og de sidste ni anlagde et blandet syn. Til gengæld afveg New York Times ikke meget fra Washington Post i synet på Venezuela: Ni ud af tolv var negative og tre var blandede.

Colombia: 40 års systematiske krænkelser af menneskeretten

Undersøgelsen fra FAIR er bemærkelsesværdig, fordi avisernes holdninger ikke afspejler menneskeretssituationerne i de to lande.

Colombia er over de sidste 40 år blevet kendt som en stat med et særdeles blakket forhold til menneskerettighederne, narkokarteller, regeringsunderstøttede dødspatruljer og militante guerillagrupper.

Menneskeretsgrupper som Human Rights Watch og Amnesty International har lavet utallige alarmerende rapport om mord, bortførelser og tortur med tilknytning til den colombianske regering.

I januar 2008 kaldte direktøren for Human Rights Watch’s America, José Miguel Vicanco, menneskeretssituationen »forfærdende«.

Ifølge Los Angeles Times har uniformerede colombianske militær- og politifolk dræbt i alt 329 mennesker alene i 2007, og landets paramilitære dødspatruljer er i en række skandaler blevet afsløret i at have meget tætte forbindelser til myndigheder og regering i landet.

De paramilitære grupper anslås at have dræbt mindst 13.000 mennesker siden 1996 – og antallet af dræbte fagforeningsfolk anslås i de sidste to årtier at ligge et sted mellem knap 3.000 og 6.000.

Også journalister er udsat for forfølgelse, overgreb og drab. Komiteen til Beskyttelse af Journalister har beskrevet Colombia som »langt det farligste land i Latinamerika for journalister«, og organisationen opgør antallet af dræbte journalister til 40 i tidsrummet fra januar 1992 til januar 2009. Det betyder, at Colombia kommer ind på en fjerdeplads efter lande som Irak (137), Algeriet (60) og Rusland (49).

Magtmisbrug i Venezuela

Selv om forholdene i Colombia gør landet til et de hårdest belastede, hvad angår menneskerettigheder, er det alligevel situationen i Venezuela, der synes at kræve mest opmærksomhed af USA’s førende aviser.

Human Rights Watch har også offentliggjort flere rapporter om situationen i Venezuela. I en rapport fra september 2008, hvor organisationen vurderer, hvordan landets institutioner – »domstole, medier, det organiserede arbejdsmarked og civile samfund« – fungerer under præsident Hugo Chavez, fordømmer organisationen styret i to tilfælde af politisk diskrimination og begrænsning af ytrings- og organisationsretten.

Blandt de hårdeste anklager om magtmisbrug, som organisationen retter mod de venezuelanske myndigheder, hører politiske udelukkelser fra regeringsansættelser, indsættelse af allierede i landets højesteret, benægtelse af fornyelse af sendetilladelser til tv-stationer af politiske årsager og begrænsning af befolkningens adgang til offentlig information.

FAIR skriver, at det naturligvis er alvorlige forhold, som klart har behov for kritisk afdækning i pressen, men at de dog ikke kan sammenlignes med situationen i nabolandet. Venezuelas journalister, fagforeningsfolk og uskyldige civile behøver ikke frygte for deres liv på grund af dødspatruljer med forbindelse til regeringen.

I lommen på regeringen

Ikke desto mindre synes de nordamerikanske lederskribenter at være mindre bekymret over situation i Colombia end Venezuela – og FAIR skriver at forklaringen herpå ligger i forholdet mellem redaktørernes holdninger og USA’s strategiske tænkning.

»Inden for rammerne af dette studie, har talsmænd for det officielle USA henledt opmærksomheden på bekymringer om menneskerettighederne i Venezuela ud fra opposition til den populistiske politik af præsident Hugo Chavez, som de ser som en trussel mod USA’s interesser«, skriver FAIR.

Og: »Samtidig har embedsmænd forsøgt at formindske alvoren af Colombias menneskeretsproblemer for at understøtte politisk hjælp til et antal militære, anti-narko- og handelsmæssige projekter, som USA deltager i sammen med Colombia«.

De redaktionelle kommentarer om Venezuela er derimod ofte fremsat i ledere, der nedgør Venezuelas politik for nationalisering af olie og landreformer.

Redaktørerne bekymrer sig – lige som det det officielle USA – i artiklerne om Venezuela især om de demokratiske muligheder for oppositionen. Tre fjerdedele af lederne handler om demokratiske rettigheder, knap halvdelen om forholdene for journalister og en ottendedel om oppositionens rettigheder.

Direkte menneskeretstemaer var derimod sværere at finde i artiklerne om Colombia, skriver FAIR. På trods af den omfattende dokumentation nævner lederne sjældent konkrete overgreb, men holder sig til en mere vag, generel omtale. Når konkrete overgreb bliver rejst, fører det ganske vist til en diskussion af de demokratiske rettigheder i Colombia. Men det er kun en femtedel af lederne, der rejser spørgsmålet – mindre end en tredjedel så ofte som de redaktionelle ledere om Venezuela.

FAIR konkluderer, at »på trods af regeringsforbundne dødspatruljer havde for vane at dræbe journalister, politiske aktivister og fagforeningsfolk i hele perioden for dette studie, var der praktisk talt ingen redaktionelle ledere, der stillede spørgsmålstegn ved helbredstilstanden for Colombias demokrati, i stærk kontrast til redaktørernes næsten maniske bekymring om de farlige vilkår for Venezuelas.
Selv om præsident Uribe er blevet forbundet med dødspatruljerne (Washington Post, 18. april 2007) og tidligere præsident Patrana herskede over en regering med omfattende bindinger til dødpatruljerne, så følte redaktørerne faktisk et behov for gang på gang at insistere på, at de colombianske ledere var sande og pligtopfyldende demokrater«.