SF vil med et et reformprogram forvandle klimatrusler og finanskrise til grøn og social vækst. SFs hovedbestyrelse har i weekenden den 31. januar og 1. februar på et møde i Karrebæksminde vedtaget et internt arbejdspapir, der lægger op til vedtagelsen af et nyt reformprogram på et landsmøde senere i foråret. Arbejdspapiret er foreløbigt internt, men skitserer en række reformforslag som politiske hovedlinje for partiet.
Det nye reformprogram skal strategisk udstikke retningslinjer for SFs visioner inden for en tidsramme af fem til ti år. Papiret arbejder derfor inden for en strategisk ramme af en »centrum-venstre regering«, som SF gerne deltager i, men i et perspektiv om »magten til at skabe forandring«.
Reformprogrammet skal ikke erstatte partiets principprogram, der blev vedtaget i 2003, men det skal forsøge at udstikke nogle mere konkrete målsætninger på seks hovedområder.
Det opstiller blandt andet principper for grøn omstilling, bæredygtig vækst, udbygning af velfærd og sundhed, men også for en videreudvikling af demokrati og udvikling af global retfærdighed.

Reformprogrammet vil på denne måde udstikke et selvstændigt partiperspektiv, der afgrænser sig mod både partiets principprogram om dets langsigtede samfundsmæssige målsætninger og mod de fælles politiske kompromisudspil, som partiet i de sidste år har udviklet sammen med Socialdemokraterne på blandt andet integrations- og skatteområdet.
Blandt de mere kontroversielle forslag i et centrum-venstreperspektiv er opstilling af krav om, at en del overskuddet i private virksomheder skal dirigeres over i fonde, som de ansatte kan bestemme over, om etableringen af en samfundsbank med udlånsvirksomhed samt om stop for udliciteringer af offentlige opgaver.
Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, har da også straks været ude med en kritik af oplægget som »klassisk socialisme«, selv om ordet ikke optræder i hovedbestyrelsens oplæg. Det vil til gengæld nok give anledning til kritik fra venstre, der formentlig også vil savne mere principiel kapitalismekritik.
I arbejdspapiret, der ikke er endelig gennemskrevet, nøjes SF med at kritisere »de frie markedskræfter« og »den uregulerede kapitalisme«, der har ført til global krise både socialt, finansielt og miljømæssigt.
Hovedbestyrelsens vedtagelse af arbejdspapiret betyder, at der ikke lægges op til et opgør med partiets principprogram. Flere ledende SF’ere har efter årsskiftet 2008/2009 ellers lagt op til revidering af partiets principprogram.
Formand Villy Søvndal udtalte eksempelvis i DR-radioprogrammet «Krause på Tværs« at han ville foretrække en formuleringer, »der er mere nutidige«, og at hans mål ikke længere er at afskaffe kapitalismen, men derimod »at tøjle kapitalismen«.
Og SF’s næstformand Jakob Nørhøj har over for nyhedsbureauet Ritzau kritiseret centrale passager i det nuværende program for ikke at passe ind i et moderne politisk sprogbrug.
– Det er fjollet at have et program, som signalerer noget andet end det, vi dybest set står for, udtalte SF’s næstformand Jakob Nørhøj til Ritzau, blandt andet med henvisninger til formuleringer om revolutionære processer »hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen«.
Men hovedbestyrelsens oplæg til vedtagelsen af et nyt reformprogram uden antastning af partiets principprogrammet lægges den diskussion formentlig helt ned - det er i hvert fald en enig hovedbestyrelse, der står bag arbejdspapiret og oplægget til årsmødet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96