Ungdomsarbejdsløsheden i Spanien er nu på 29,4 procent. Næsten hver tredje af alle unge i Spanien er altså uden arbejde og heller ikke under uddannelse.
Dette er blot et af flere dramatiske tal, som viser, at den økonomiske krise rammer Spanien meget hårdt.
Regeringens økonomiske forventning er, at Spaniens bruttonationalprodukt vil falde 1,6 procent i år. Arbejdsløsheden vil, målt på alle aldersgrupper, vokse fra 13,4 procent til 15,9 procent.
Tallene betegner den værste krise i 50 år, skriver netavisen euobserver.com.
Arbejdsløsheden medfører lavere skatteindtægter til staten og højere sociale udgifter. På den baggrund forudser den socialdemokratiske regering, at underskuddet på statens budget bliver på hele 6,2 procent i år. Det er mere end dobbelt så meget, som euro-zonens stabilitetspagt udstikker.
Regeringen har forsøgt at modvirke krisen med både en bank-pakke, som over to omgange har opkøbt eller garanteret bankernes dårlige gæld for ikke mindre end 150 milliarder euro.
Nu lægger regeringen op til at stimulere økonomien med øgede offentlige investeringer og forbrug til en værdi af 90 milliarder euro – cirka 700 milliarder kroner eller godt 15.000 kroner per indbygger i landet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96