SF-folketingspolitikeren Kamal Qureshi undrer sig over politidirektør Hanne Bech Hansens håndtering af sagen om en betjent, der angiveligt har kaldt en dansk-palæstinensisk demonstrant »perker«.
Efter at Modkraft.dk onsdag kunne dokumentere den kontroversielle episode, var den københavnske politichef fredag ude og sige, at betjenten i virkeligheden ikke havde optrådt diskriminerende, idet han havde benyttet det mere uskyldige »perle«, et ord renset for racistisk indhold.
– Jeg hører helt klart, at betjenten siger »perker«. Når ledelsen i Københavns politi så vælger at gå ud med den her påstand om, at der i stedet bliver sagt »perle«, så virker det på mig som om, at man ikke tager problemet alvorligt, udtaler Kamal Qureshi til Modkraft.dk.
– I indvandrermiljøet på Nørrebro, hvor jeg er valgt, tager man hele den her sag meget alvorligt, fortæller SF’eren, der selv har pakistansk baggrund.
– Mange unge har i forbindelse med krigen i Gaza været ude og demonstrere for første gang. Det er vigtigt for de her unge, at de føler, at politiet også er der for dem. Når en politimand bruger et ord som »perker«, forstærker det de unges oplevelse af, at politiet ikke er der for dem.
– Når så Hanne Bech Hansen går ud med den her lidt grinagtige, nærmest morsomme påstand om, at der i virkeligheden bliver sagt »perle«, giver det mig et indtryk af, at hun ikke tager problemstillingen seriøst, udtaler Kamal Qureshi, der som et humoristisk modtræk har oprettet en Facebook-gruppe for personer, som »støtter op om politiets brug af ordet »perle« til personer med indvandrerbaggrund«. Indtil videre har 2.400 meldt sig ind.
Læs artikel på Modkraft.dk: Politidirektør afviser »perker«-anklage
Læs artikel på Modkraft.dk: Lydekspert: Betjent sagde »perker«
– Det er vigtigt, at politiet viser, at de er alle borgeres politi, uanset etnisk baggrund. Den er sag har helt klart ikke bidraget til at give det indtryk, udtaler Kamal Qureshi.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96