Midt i januar rundede antallet af arbejdsløse bygningsarbejdere på landsplan ti procent. Værst ser det ud for murerne.
– Da jeg gjorde tallet op i fredags, var der 28 procent arbejsløse murere. Det er en stigning på 20 procent på to en halv måned, siger Arne Knudsen, formand for byggegruppen i 3F Transport, Logistik & Byg i Århus.
Han fortsætter:
– Sammenlignet med arbejdsløsheden for et år siden, er den 50 procent højere i dag. De 28 procent svarer til 188 personer. Der er tale om regulære fyringer og ikke bare fyringer på grund af vejret. Vi kan høre på både medlemmer og arbejdsgivere, at der ikke er mere at lave.
Billedet er knap så dystert hos murerne i København, der dog kan tælle hele 223 murere uden job. Det svarer til en arbejdsløshedsprocent på 18,7 procent.
– Der er sket en markant stigning i løbet af den sidste måned. Faktisk er antallet af arbejdsløse murere fordoblet siden december. Vi oplever rigtig mange konkurser, og der er desværre mange lærlinge, der mister deres læreplads på den konto, siger Jens Kirkegaard, faglig sekretær i byggegruppen i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96