Mens krigen i Gaza ser ud til at nærme sig en midlertidig afslutning, fortsætter den lav-intensive opstand på Vestbredden, det andet reservartligende område, hvor Palæstinans omkring fire millioner indbyggere er stuvet sammen.
Som tidligere beskrevet her på Modkraft.dk, har vreden ulmet på Vestbredden siden Israel lørdag den 27. december iværksætte sin oprørsbekæmpelseskampagne i Gaza-striben.
Mens israelske styrker har brugt F-16jagere, Apachehelikoptere og kampvogne til at forsøge at nedkæmpe Hamas’ væbnede gren, har det på Vestbredden handlet om at inddæmme den folkelige protest, der har truet med at destabilisere de Fatah-kontrollerede palæstinensiske selvstyremyndigheder, som ifølge kritikere udgør Israels forlængede arm i området.
Efter fredagsbønnen fredag den 16. januar kom det således igen til demonstrationer vendt mod krigen, den israelske besættelsesmagt og de palæstineniske selvstyremyndigheder. I Hebron på Vestbredden blev en ung palæstinensisk mand på 17 år dræbt, da israelske soldater skød ham i hovedet på ti meters afstand med skarp ammunition.

Demonstrationen var indkaldt af Hamas og startede fra Wasaya Rasul-moskeen nær Abu Sneineh-området i Hebron. 2000 deltog i marchen.
Da optoget blev standset af israelske styrker, startede urolighederne, som varede indtil midnat. Da roen igen indfandt sig efter mørkets frembrud, kunne palæstinserne opgør tabstallene: 19 sårede og en død, den sytten-årige Musa’ab Da’ana.
Disse sammenstød mellem den israelske hær og de palæstinensiske unge er Davids kamp mod Goliath. Mens israelerne er udrustet med M16-angrebsrifler og panserede køretøjer, kæmper de unge med sten og slynger.
Modkraft.dk’s journalist på stedet befandt sig tæt på de israelske soldater i sammenstødets første fase og iagttog, hvordan soldaterne jokede og morede sig indbyrdes i pauserne mellem beskydningen af demonstranterne.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96