Udvis ambassadøren og boykot israelske varer. Sådan lyder Enhedslistens krav til dansk handling mod den israelske invasion af Gaza, som nu har kostet over 1.000 palæstinensere livet.
Udenrigsordfører Frank Aaen foreslår, at den israelske ambassadør i Danmark udvises, indtil Israel efterlever international lov og trækker sig ud af Gaza.
Samtidig opfordrer Enhedslisten til national boykot af israelske varer og til at Danmark kræver, at EU stopper forhandlingerne om udvidet samarbejde med Israel.
– Sprængbomber som halverer mennesker. Fosforbomber som brænder folk i live. Det er så bestialsk, og Israel er så ligeglade med verdenssamfundet, at vi er nødt til at vise dem med handling, at det må stoppe, siger Frank Aaen.
Repræsentanter fra alle fire oppositionspartier samledes tirsdag til demonstration i København for, sammen med 10.000 andre, at protestere mod Israels krig i Gaza.
Enhedslisten ser imidlertid ud til at stå alene på borgen med sit krav om handling. Ingen af de andre oppositionspartier støtter forslagene. De fastholder den kritiske dialog som vejen til våbenhvile.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96