Annonce

27. august 2001 - 16:33

Voksende kritik af Irans domstole

Dommen på 22 måneders fængsel til den kvindelige reformpolitiker Fatima Haqiqatjou for at have spredt propaganda mod Islam, fordømmes af parlamentets største parti, Mosharekat, som mishandling af parlamentarikernes juridiske immunitet.

I et åbent brev til præsident Khatami opfordrer lederen af Al-Zahra universitetet til, at domstolens afgørelse bliver underkendt.

Også den voldsomme stigning i antallet af offentlige henrettelser og piskninger - flere hundrede i de seneste uger - vækker bekymring og kritik på højt plan.

Både indenrigs-, udenrigs, og justitsministeren, samt Teherans politichef har ifølge de iranske medier taget afstand til piskningerne. Det skete på et møde indkaldt af parlamentets nationale sikkerhedskomité.

De fleste mente ikke, at piskningerne virkede efter hensigten, og ifølge Teherans politichef, Mohsen Qalibaf, har domstolene iværksat piske-kampagnen uden opbakning i lovgivningen eller i samarbejde med politimyndighederne.

Kritik med måde

Kritikken fra de såkaldte "reformkræfter" skal dog ses i lyset af, at de fleste af kritikerne ikke har noget imod afstraffelsen i sig selv.
Uenigheden drejer sig mest om, hvorvidt piskningerne skal gennemføres offentligt.

Kritikken retter sig heller ikke specielt imod den fortsatte undertrykkelse af systemkritikere i landet.

To tolke, der sidste år deltog i en konference i Tyskland om den politiske udvikling i Iran, er netop blevet idømt otte og ti års fængsel.

De konservative iranske kræfter opfattede konferencen som en trussel mod landets forfatning, og flere af de reformister, der deltog, er senere blevet idømt fængsel for deres deltagelse.

Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce